Politikens Kronik 25-4-1944

... "Vild-Hvede"-Ungdommen løber ikke nogen Fare for at stagnere i Klike, for de er alleslags og mangehaande. Her er Studenter, Fabriks- og Kontorfolk, Husassistenter og Lagerarbejdere. De har ingen Prætentioner i Retning af at ville "leve af deres Pen". Derfor gir de altid det bedste, og det har man kun Raad til, naar man er tyve Aar. Den modne Kunstner stykker nærigt sine Evner ud, han kender nøjagtigt sit eget Værd og finder hurtigt en anstændig Mellemvej mellem det bedste og det daarligste, nemlig det sælgelige. Der findes Digtere, der hele deres Liv gir det bedste og dør fattige og stolte og lidet kendte. De faar selvfølgelig, hvis der var noget ved dem, deres come back, naar Tiden er til det, og man lægger Kranse paa deres Grave og besynger dem, mens de ligger skikkelige og stumme tre Alen under Jorden uden mere at kunne udfordre til Misundelse. En saadan Digter var "Vild Hvede"s grand old man, Tom Smidth, der elskede Ordet og til sin Ulykke foragtede Mennesket. Han vidste alt, hvad der var at vide om Versets Teknik, og beviste, at man ikke, som mange Autodidakter mener, blir en ringere Kunstner af det ...

Tove Ditlevsen