En Skønhedens Elsker

Forfatteren Tom Smidth Døde i Gaar

Da jeg hørte, at Forfatteren Tom Smidth i Gaar var afgaaet ved Døden paa Kommunehospitalet efter en langvarig Nyresygdom, saa jeg straks et Billede for mig. Det var en Regnvejrsdag paa Universitetets gamle Frokoststue. Jeg var lunefuld paa Grund af den graa Belysning og satte mig ved et Bord med triste Kaffesjatter, og da der i Forvejen sad en rødhaaret Herre og stoppede Pibe med forlegne Hænder, præsenterede jeg mig, og da han sagde, at han ogsaa hed Tom til Fornavn, troede jeg, han mystificerede mig. Det skulde ikke gøre min Regnvejrsstemning bedre. Og da det under vor Samtale fremgik, at vi begge havde levet en Del af vor Barndom i Udlandet, han i Finland, følte jeg mig overbevist om, at han vilde spille min Genganger. Ingen af os var paa det Tidspunkt Digtere; men det skulde jo ogsaa ske. Og vi fik en underlig Mistro til hinanden, som skadede de faa Samtaler, vi kom til at føre i dette Liv.

Selv om Møderne blev faa og tilfældige, dannede der sig dog Billedet af en Skønaand, et Menneske, som havde Lyst til at sætte sig ind i alt, Musikinstrumenters Historie, afsidesliggende Sprog; oversete og glemte Kunstnere. Han gjorde det, ikke for at anvende det praktisk, men fordi alt fremmed og kuriøst tiltrak ham. Han havde alle Evner til at blive en stor Kunstner; men han manglede ligesom en Kerne, en indre Magnetisme, som kunde gøre al denne usammenhængende Alvidenhed og Nyfigenhed sammenhængende.

Da han derfor udgav sine tre Digtsamlinger Skønne Skyer [i.e. De skønne Skyer], Elskovsgaver
[i.e. Elskovs Gaver [i.e. Kærtegn]] og Længslernes Ø [i.e. Længslernes Bog], undrede det mig ikke, at de var formfuldendte og smukke. Han vidste sikkert alt, hvad der kunde vides om Metrik og Skønhed; men det var ligesom man ikke kunde trænge ind til Sindet i dem. Digtene forflygtigedes og blev borte.

Bedre gik det med Novellesamlingen Finmark med Motiver fra hans finske Barndom. Da de udkom, kaldte Kritiken dem Mesternoveller, og man husker endnu saa mange Aar efter baade Snevejrsstemninger og musikalske Stemninger fra dem; men Musiken skulde Jacob Paludan meget bedre komme til at fortolke i Ord, og det er maaske Skyld i, at disse finske Noveller nu ligger saa langt tilbage i Erindringen. Og da han endelig skrev en stor Roman, Hvor Oprør avles, ogsaa fra Finland, forløftede han sig.

Maaske er han ikke paaskønnet efter Fortjeneste. Maaske vil en Mand, der som Tom Smidth interesserer sig for oversete Kunstnere, engang finde ham frem. Og et vil han i hvert Fald finde: en Skønhedens Elsker, en Ordets Elsker. Men han havde til sin Ulykke ikke en Stemme, som kunde vække Genlyd i Mellemkrigsaarenes Forvirring.

Tom Kristensen