som fyldte 50 Aar

I Tiden hvirvler det tabte,
i Tiden sprænges det ny.
Er Aarene kolde,
gaar Døden gennem dem?

Ven, Læremester og Frænde,
langsomt spændte du Buen
og sigtede mod Horizonten.

Dèr, langt ude, brændte den sølvgraa;
du elskede dens Fjernhed,
Jordens store Myldren,
den homeriske Arv.

Agamemnon og Akilleus
og Grimlingen Thersites,
ingen var lødigere Løgnere end de ...
Fine Ting funkler som Malakit
og meget i Danmark lyser
som lutter slebne Smaasten.

De skønne Skyer
er rene som Vers
og lykkelig er deres Rytme.

Du kære, strenge, usvigelige:
Kunsten er èn,
dens Bue spænder sig langsomt
henover Jordens kogende Slam,
dirrende, i sin store lyse Taage
vandrer Regnbuen mod Horizonten ...

Johannes Weltzer