Min Lampeskærm

Der er næsten altid nogen, som direkte eller indirekte opfordrer mig til at skrive om noget ganske særligt, noget stærkt og farverigt og usædvanligt, endelig noget meget dramatisk! Det kan for Resten gerne være, at Opfordringen kommer fra mig selv! ... Men Svaret er i alle Fald: Det manglede blot! At tilskynde mig til at skrive noget er ensbetydende med at tappe mig for enhver Lystfølelse, der kunde være forbundet med Behandlingen af de tænkte Emner.

Nej, min bedste! Her har vi nu et Egetræsbord, ved hvilket jeg sidder, paa Bordet en stor, hvid Lysedug, paa Lysedugen en Staalampe, paa Lampen en Skærm. Lad denne Skærm være mit Emne, og lad os se, om ikke den lige saa godt som noget andet, selv det mest udsøgte, skulde kunne fjerne mig fra Hverdagen! Lampeskærmen er malet af en Dame, som vistnok egentlig havde til Hensigt at fremstille en Krans af store Eventyrblomster - man husker de »store Glimmerblomster uden Duft«, som Poul Martin Møller opdagede i Troperne (der er aldrig siden den Tid nogen, der har kunnet finde dem dér). Disse Eventyrblomster eksisterer sikkert kun ét Sted paa denne Jord: rundt om denne Pergamentskærm. Om nu den fantastiske Flora har skræmt Malerinden, eller om hun har villet fremstille en bestemt Art, og dette er mislykkedes for hende, kan ikke mere afgøres. Nok er det, at Arbejdet er blevet opgivet paa Halvvejen: Skærmen er et ufuldendt Værk - til alt Held for Damen heller ikke signeret. Den synes til Gengæld, netop paa Grund af sin Ufuldendthed, at have været i Stand til i en Aarrække at opsuge alle de skønne, fantastiske, glæderige eller smertefulde Drømme, som i Nattetimerne har omsværmet dens lille Lysverden, saaledes som vi i Barnealderen tænkte os, at gode og onde Engle i Legioner fløj rundt om vor Jord og dens Menneske- og Dyresamfund. Der synes desuden at hefte den Ejendommelighed ved Skærmen, at normale Øjne ikke ser andet end et Rodsammen af Penselstrøg, medens Drømmebillederne stiger frem for nærsynede eller langsynede Menneskers Blikke. Maaske har hverken Malere eller Digtere helt normale Øjne - hvad ved jeg?

Lampen er tændt, Drømmetimerne kommet! - Dér, ved Skærmens Sammenlimning, har vi da først Skakbrikken med Djævlehovedet. Langøret, dusket, med rødt Fipskæg, Braknæse, smaa, listige Øjne og en tyklæbet Mund med et usigeligt Smil, saa fint ironisk, at man ikke er vis paa, om det er ironisk, og dog af en saa dyb og stille Ondskab, at man føler sig overbevist om, at det er djævelsk. I et Digt af Weltzer spiller Gud og Satan Skak ved et Bord af Sten. Jeg har selv spillet Skak ved et saadant Bord, dannet af en Møllesten, som var lagt paa en Egestub. Det stod i et Lysthus bagerst i en hældende Have ved Hobro, og udenfor blomstrede en stor Busk med hvide Roser, der duftede alt andet end uskyldsrent i Juniaftenen. Det forekommer mig, at jeg skulde kunne genkende denne Brik ... Minder den ikke paafaldende om min Modstanders Springer? Vi spillede ikke om noget, Organisten og jeg. Og dog vidste vi begge, at den, som vandt, havde erhvervet Retten til noget afgørende og skæbnesvangert. Vi spillede kun ét Spil. Saa var Klokken ni. Organisten rejste sig, nikkede til mig og gik, med Hatten i Haanden. Han tog den ikke paa. Det var lidt taaget, men det regnede ikke. Han gik ned igennem Haven og op i Huset. Lidt efter kom han tilbage sammen med en purung Pige, der havde en let ulden Frakke paa over sin lyse Kjole, og jeg hørte Laagen knirke. Jeg saa ikke efter dem - jeg havde tabt. Jeg stod og betragtede min Modspillers Springer, som havde gjort mig mat. Stod længe med den i Haanden og lod den til sidst i ren og skær Aandsformørkelse glide ud af mine Fingre; den faldt paa Stenbordet og sprang itu. Men Hovedet blev ved at smile ... Dagen efter var den unge Pige og Organisten forlovede. Jeg lykønskede dem, blev endnu nogle Dage i Byen og rejste saa med Toget, som man gør det i Hobro. Aaret efter havde den unge Pige faaet et Barn, men ikke med Organisten. Han tog ikke med Toget - maaske havde han ikke Raad - han skød sig i Østerskoven og laa Lig mellem Anemonerne derude. - Jo, jeg kender den Brik og det Smil ...

Et lille Stykke - blot et Par Tommer - fra Skakbrikken ses meget tydeligt et smukt og lidende Kvindeansigt. Mon ikke det er en Skuespillerinde, en stor og passioneret Kunstnerinde? Minder det mig ikke om Duse som Ella Rentheim i »John Gabriel Borkman«? Det var i Frankfurt, jeg saa hende. Jeg havde bestilt min Billet i Winthers Universitetsboghandel i Heidelberg og var taget med et særligt Teatertog, husker jeg. Tyve Mark for at se die Duse og aldrig glemme hende! Jeg unge Menneske var efter Forestillingen som tilintetgjort, jeg flakkede grædende om i de snævre Gader. Hjem kom jeg først med et Morgentog. Næsten samtidigt maa den store Tragedienne være taget fra Byen. Det var under Algeciras-Affæren. Hærene stod opmarcherede ved Grænserne. Et Rygte vilde vide, at netop den Dag skulde Krigen bryde ud. Duse flygtede til Paris. - Men hvor hun spillede den Aften! Nu, da jeg kender hendes Historie, forstaar jeg jo, hvorfor den Rolle maatte udløse hendes Sjæl og dens Jammer. Hun begyndte i Sandhed som en Skygge - og endte som en Skygge. Men hendes Glød voksede stadig, gennemlyste i Scenerne med Søsteren og med Erhardt mere og mere hendes Væsen. Og saa, i Scenen med Borkman, »Ulven paa Salen« - da slog Flammen blodigrød og luehed op af Asken: »den mystiske, utilgivelige Synd, Drabet af Kærlighedslivet hos et Menneske!« Oh, Himmel - hvilken fortærende Smerte, hvilken glødende Lidenskab! Hun kendte det alt, hun vidste det, hun følte det paa ny i hver Fiber, hun skjalv og sitrede i pinefuld Genoplevelse! d'Annunzio burde have været dømt til at se den Scene hundrede Aftener i Træk, saa havde han fornemmet andres saa vel som sit eget Helvede, saa havde han kendt sin Synd! - Morsomt nok - som man siger, naar noget er saa bittert, at man ikke tør tage det i sin Mund - morsomt nok, kender jeg en Mand, som har begaaet den samme Synd og ikke aner det. Endnu morsommere: der er et Menneske, der paastaar, at jeg selv har begaaet den mod hende. Oh, vi er vist Lejlighedsmordere, en stor Del af os! Men det er ingen Undskyldning for den enkelte! - Paa en Maade er dette maaske altsaa Hverdag, men dog ligesom lidt bag ved Hverdagen - lidt dybere ... Det var den Kvindeprofil!

Saa kommer Udsigten over et lille Landskab. En Vej, der snor sig fra Baggrunden imod venstre og ud af Billedet. Nogle Klipper og omkringstrøede Stene. Yppig Buskvegetation, et Par store, men sært forkrøblede Træer med spredt Løvværk. En ung Mand kommer gaaende frem ad Vejen; har er endnu ikke naaet til Billedets Midte, som markeres af en firkantet Stenblok ved Vejsvinget. Hvem er han? Hvor befinder han sig? Hvad er Maalet for hans Vandring? Hvorledes er han af Karakter? Og vedkommer han overhovedet mig? Det er aabne Spørgsmaal. Hvis han nu virkelig vedkom mig, kunde jeg jo sætte mig til at udforske hans Indre og skrive en Novelle om ham, ikke sandt? Men jeg tror ikke, det forholder sig saadan. Maaske er det Eichendorffs »Taugenichts« - det kunde godt ligne ham. Landskabet er et Sted i Odenwald, ved jeg. Og naar Sandheden skal siges, har jeg en Mistanke om, at det unge Menneske er mig selv. I saa Fald vedkommer han mig aldeles ikke - intet kan være mig mere fremmed nu end jeg selv som ung. Dette unge Selv er den eneste Personnage her i Livet, som jeg betragter med fuldkommen »fredsommelig Ligegyldighed«. Og Gud skal vide, at, forudsat min Teori holder Stik, er det unge Fantom ingen, befinder sig i det blaa, vandrer uden Maal og savner ethvert Spor af Karakter! Saaledes vandrede jeg i Odenwald. Jeg erindrer ikke, at Skoven var mindre velsignet af den Grund. Duften var lige overvældende, Solen lige hed, Skyggen lige sval og forfriskende, Kilderne lige musikalske, Fuglene lige veloplagte i Kølingen ved Morgen og Aften, Maaneskinnet lige fortryllende og undertiden ophøjet af Virkning - ja, Træerne nikkede end ikke sørgmodigt efter mig og klagede ikke i Sommernatten. Jeg var en quantité negligible. Jeg vandrede uden Maal og tænkte ikke paa noget. End ikke paa Manette - og slet ikke paa Fru Ingeniør Eriksen, der dog var ved at opløses af Kærlighed til mig, som et lyserødt Brystsukker i Varmen. Hun var overbevist om, at hun havde en Sjæl (fordi hun var forelsket, og det gjorde av!), og jeg var græsseligt sjælløs. Bevares, jeg gouterede hendes nye Kjoler saavel som hendes partielt eller totalt afdækkede Yndigheder. Men jeg vilde ikke diskutere hendes Mand og hendes Ulykke - jeg fandt det endogsaa ganske rimeligt, at han rejste rundt og inspicerede Farbenindustrie's Maskiner og Kedler, naar han nu var Maskiningeniør og ansat med dette specielle Eftersyn for Øje ... Saa hjerteløs er man som ung Fløs! - Og Manette? Mon dieu! Hun kom til mig en Aften og Sagde: »Tag mig!« Og en Dag, da jeg havde været tre Døgn paa Fodtur, fandt jeg ved min Hjemkomst en Seddel fra hende, hvorpaa stod skrevet med Blyant: »Har været her for at sige Farvel. Rejser hjem i Morgen.« Jeg naaede lige akkurat at skikke hende en Blomsterkost. Hun rejste - den fyrigste Elskerinde, min Ungdom har kendt, og tillige den mest charmante, galante og elegante. Hun var utrolig, une diablesse ... og chevaleresque! En Dag forklædte hun sig som Mand og tog ned til Strassburg for at duellere med en Bursch, der havde fornærmet hende. Jeg ved ikke, om han havde krænket »den store Nation« i hende eller mere specielt hendes af alle »den store Nation«s smaa Manetter. Men noget krævede altsaa Blodsudgydelse. Et Skældsord kan det næppe have været, for hun brugte selv et Sprog som en Bergerac og taalte til Gengæld enhver Benævnelse, man i Hidsighed kunde finde paa at anvende paa hende ... Lige meget! Om Aftenen kom hun hjem med et Stiksaar i Armen, og Modstanderen laa paa Hospitalet, hvor han maatte forblive i hele tre Maaneder. »Han gør det ikke en Gang til!« sagde Manette triumferende. Og derpaa sukkede hun: »Men nu trænger jeg til at slappe lidt afl Jeg bliver her hos dig i Nat.« Ejendommelig Afslappelse! Men ganske vist - det næste Par Dage flød Manette og jeg rundt i Overfladen som to syge Fisk. Saa maaske var Ordet ikke helt forkert anvendt. - Manette tog til Paris, har jeg erfaret. En Herre af mit Bekendtskab kom et Par Aar senere hjem til København fra Seinestaden og fortalte, at han havde truffet en Dame af det Navn paa et finere Bordel, hvor hun fra Klokken seks Aften til Klokken tolv Nat serverede sig selv for Gæsterne. Paa den Vis tjente hun til Livets Ophold, medens hun studerede. Om Formiddagen var hun paa Sorbonnen, fra Middag til Klokken seks og om Natten efter tolv læste hun. Den omtalte unge Herre skulde da hilse mig saa mange Gange. Men skrive til hende skulde jeg ikke. Paa et vist Tidspunkt, da jeg selv var meget optaget af litterært Arbejde, hørte jeg af en fransk Journalist, som var heroppe, at hun nu var blevet en meget agtet Bestyrerinde for et Pigeinstitut i Angers ... Gud ved, om Colette ikke ogsaa kunde være blevet en fortræffelig Lærerinde for opvoksende Pigebørn? - Det er vist det, man kalder en Strøtanke? - Manette havde netop saa mange af den Slags!

Jeg drejer Skærmen lidt. Aha, der er Tigeren og Sommerfuglen! De er som hentede ud af en indisk Fabel, en Jataka. Sommerfuglen er en af de genfødte Buddhaer, og Tigeren gaar det slet ikke godt. Den glubske, gamle, tandløse Rad! Men det gider jeg ikke fortælle om. Laan hellere selv Bogen paa Nicolai Kirkeloft! - Derpaa kommer Mongolen - ham kan man ogsaa læse om. - Men saa møder jeg Haanden med Kniven - Haanden, der holder saa forkert om Kniven. Hvad er det? Mordet paa Lundén! Ja - nej, det er blot noget, jeg hørte og saa engang som Dreng og aldrig senere har nævnt til nogen. Lundéns boede i samme Gaard som vi oppe i min finske Fødeby. De logerede i en Sidebygning, der ogsaa rummede Vognskur og forskellige Magasiner. De var meget fattige og havde syv Børn. Lundén, som var en Skærgaardssvensker, der var flyttet til Byen, var meget drikfældig. Han tjente undertiden ganske godt ved Tømmerflødning og Fiskeri, men Pengene gik til Alkohol. Han pryglede sine sultende Børn, der hørte til Byens faste Tiggerflok og stjal, hvor de saa Lejlighed til det. Konen mishandlede han ogsaa. Hun var dansk, født Adolfsen, og Stadens Danske bistod hende jævnligt med Penge og Mad. Men det forslog vel ikke stort, kan jeg tænke. Farbror Meyer havde sin egen Metode. Han spillede So i Hul med Børnene og satte en Masse Sølvmønter til paa den Vis. Pengene gav Børnene godt nok til Moderen, vidste han. Har jeg nogen Sinde beskrevet finsk Fattigdom? Den var i hine Tider saa gruopvækkende, at Ord næsten ikke slaar til. I denne Families eneste Rum, der baade var Spisestue, Køkken og Soveværelse, laa et uudryddeligt Lag Snavs, paa Gulv, Vægge, Løft, Genstande og Møbler. Der vrimlede af Lus. Børnene kendte ikke til hele Klæder; om Vinteren bar de en pjaltet Lammeskindsfrakke over pjaltede Klædningsstykker, altid enten for store eller for smaa; om Sommeren løb de helt eller halvt nøgne. De aad alt, selv Lusene. En Dag sad jeg, hvem det naturligvis var strengt forbudt at komme sammen med disse Børn, i min Ulydighed paa Lundéns Trappesten neden for den høje udvendige Trappe, som førte op til Døren, og lyttede nyfigent til noget, der foregik indenfor. Caroline Lundén havde et af sine Raserianfald. »Du skal ikke tro, du kan blive ved,« skreg hun, »jeg skal nok faa Ram paa dig!« - Jeg krøb op ad Trappen, Døren stod vidaaben. Kvinden fægtede vildt om sig med en Kniv, stak paa Kryds og tværs i Luften, skiftede Stilling, løb om bag Bordet, værgede for Komfuret, som om der var noget spiseligt over Ilden, sprang frem, flængede atter Luften med Knivsæggen ... Men pludselig tabte hun Vaabnet med et Skrig. Bag hende stod en af hendes Drenge, en lille bleg en, med Hænderne paa Ryggen og betragtede Forestillingen. Han røbede sin Nærværelse ved en sagkyndig Replik. »Du holder helt forkert paa Kniven, Mor! - Se, saadan skal du tage om den og føre den nedefra og opefter ...« »Aah Gud dog, Gustaf, du ved ikke, hvad du siger!« raabte Caroline. »Jeg mente bare - hvis han nu kommer fuld hjem igen,« sagde Gustaf ... Lundén blev fundet paa Arbejdspladsen med et Knivstik i Brystet et Par Maaneder efter. Og hans Kone blev arresteret. Men hun nægtede, og der var ingen Beviser. Jeg tror ikke, det var hende, der havde myrdet Manden, for hun elskede ham trods alle hans Fejl. Men hvem ved - maaske en af Tiggerbanden? Og aner nogen, hvilke Aftaler der kan være gaaet forud? Ikke jeg, i hvert Fald.

Ganske andre og mange flere Ting kan jeg læse paa min Lampeskærm. Men man skal ikke røbe alle sine Drømme eller Minder paa én Gang.

Tom Smidth