Hvor mange er vel saa lykkelige, at de, saaledes som Farbror Meyers Venner, i deres Erindring har et stort lysende Smil, som de kan ty til, hver Gang de er triste til Mode, fordi Livet er gaaet dem imod, en Kreds af Varme, Kraft og Humør, hvor de er hjerteligt velkomne, hver Gang de trænger til Trøst og Opmuntring? Selv hviler Farbror nu under seks Meter Jord, men hos alle dem, der har kendt ham, lever hans Minde som en skøn Ild, der først skal slukkes med dem selv.

Den kære, kære Farbror! Han var sandelig en brav Kæmper her i Livet. Stor var hans Familie, lille hans Gage. Men de levede alle, florerede alle, Farbror, Tante og deres Børneflok. Hvordan det lod sig gøre, var undertiden en Gaade for Vennekredsen, men aabenbart en af de Gaader, som Farbror var en Mester i at løse. Og Tante med - sig nu ikke, at jeg har undervurderet Tante! Hun var enestaaende. Og det mest forbavsende ved hende var maaske nok, at hun i det hele taget kunde holde Farbror ud og blive ved dermed i de ti Tusinde Hverdage ...

For Farbror Meyer var jo lige akkurat det, som de færreste Kvinder kan døje. Han var - ja, han var mangfoldig! Og saa kontrær, utæmmelig, ofte ganske ustyrlig! Hans voldsomme Madlyst, naar der ikke fandtes Føde i Huset, for Eksempel - hvor ofte voldte den ikke Scener og Ubehageligheder!

En Dag da Børnene havde faaet den sidste lille Bid Skummetmælksost med paa deres Fedtebrød om Morgenen, vendte Farbror hjem fra Stationen som en glubende Løve. "Mad!" raabte hans Mave, hans Øjne, hans Mund og hans Hænder. Tante var ude til en Venindekaffe, og Farbror fór i Spisekammeret. Blærefedt og en sort Rugbrødskage var, hvad han forefandt. Han ledte oppe og nede. Han stod paa Tæer og aabnede Krukkeskabet. En gul Krukke med Rødbeder faldt i hans Hænder. "Og," fortalte Tante bagefter, "ved Gud, om han ikke havde ædt tyve - tyve - hele Skiver Rugbrød og alle Rødbederne. Jeg siger Dem, Fru Mylius, en Krukke som dem, De selv bruger til Ribssyltetøj. Mindst fire Pund Rødbeder! Han er næsten for slem at skulle trækkes med!"

En anden Dag har der tydeligt nok ikke engang været Rødbeder. Den lille rundbenede Mylius kom trissende op igennem Haven for at aflægge Gustaf Meyer et Besøg og saa til sin Rædsel Farbror rende ud ad Døren med en lang Kniv i Haanden. Efter ham kom Tante susende. Begge løb over i Udhuset. Hvad der foregik dèr, erfarede Mylius jun. ikke, men nogle Minutter senere blev Farbror ført tilbage i saa afdæmpet en Tilstand, som kun Tantes allerskrappeste Formaninger var i Stand til at fremkalde hos ham. Næste Dag fortalte Gustaf i Skolen, at hans Far havde villet slagte Julegrisen midt i Oktober Maaned. Lille Mylius grundede over Sagen i en hel Uge og følte sig langtfra ganske tryg. Men hans Moder beroligede ham, da hans Tvivl kom frem i en belejlig Mørkningstime. Det var, hævdede hun, aldeles udelukket, at Farbror Meyer skulde falde paa at slagte et af sine Børn eller ham, hvor sulten Farbror saa end kunde blive ...

Ogsaa Farbrors Fisketure var berømte. Han tog ud om Aftenen og kom først hjem næste Morgen saa betids, at han kunde passe sin Tjeneste. Men det skete aldrig, at han medbragte nogen Fangst. Hemmeligheden var den, at han selv spiste de Fisk, der var saa letsindige at bide paa hans Kroge. Han stegte dem over et Baal mellem Strandstenene og godtede sig rigtig derved. Men da hans Familie jo ogsaa gerne skulde have noget Udbytte af hans sportslige Anstrengelser, købte han ved Hjemkomsten en Sik eller en Gedde nede ved Havnen. En skønne Dag, da Fisket ogsaa var slaaet fejl for Skærgaardsboerne, kunde han imidlertid ikke faa andet end Strømming. Han købte et Par Maal og præsenterede dem i Køkkenet for Tante. Men den gik ikke. Selv Tante vidste, at Strømming kun tages i Net, og saa kom Bedraget for Dagen. Farbror maatte rykke ud med Sagens sande Sammenhæng og var meget flov derved.

Ikke desto mindre bevarede han den Vane at gaa ned ved Havnen og købe Fisk om Morgenen, for han holdt meget af at snakke med Skærgaardsboerne, og de kendte ham paa lang Afstand og raabte ham an fra deres Baade, naar de saa ham komme anstigende i sit flagrende Havelock eller løsthængende gule Sommerfrakke. Der var i det hele taget noget "løsthængende" ved Farbror Meyers Paaklædning. Hans Figur var af den Slags, der synes at bringe en hvilken som helst Habit ud af Ligevægt. Han var fornærmende for en Skræder. Desuden var det sjældent, at han bar et Par Bukser, der hørte til hans Jakke eller Bonjour, og næsten aldrig saa man ham med den Vest, som burde have haft Eneret paa at danne Mellemledet imellem Dragtens to andre Dele. Dog - havde man først talt med Farbror, lagde man aldrig Mærke til, hvordan han var klædt. Dette var nemlig kun muligt, ifald man kunde abstrahere sig helt fra hans Øjnes Udtryk, hans Minespil, hans Hænders Tale og hans overvældende Personligheds-Udstraaling. Og det var saa at sige ugørligt. Man blev fanget ind, med eller imod sin Vilje.

Skulde man altsaa opfatte Farbror Meyer som Figur, betragte hans Ydre, maatte det ske paa Afstand, uden for hans Tryllekreds. Saa snart han nærmede sig En, smilte han til En, og saa var man leveret. Det var et Dannebrogssmil, rødt og hvidt. Meget røde, tykke, krængede Læber havde Farbror og meget hvide, skinnende Tænder - i hvert Fald i sine lidt yngre Aar. Senere blev de gule af Tobaksrøg, uden at Smilet derfor i ringeste Maade mistede sin Tryllekraft. Tværtimod, den blev snarere større med de spanske Farver. Man kunde nu for Resten ogsaa godt have kaldt det et tysk Smil, for det var indrammet af sort, kruset Skæg. Men saa dansk var Farbror i Sind og Skind, skønt han jo var Jøde, at ingen vilde være faldet paa at sammenligne ham eller hans Smil med noget som helst tysk. Og dansk var Tante og danske Børnene, og Dansk sang og klang og raabtes og vræledes gennem hele Farbrors Hus. Dansk blev der leet, og dansk blev der grædt. Det var et Hus med Sindsbevægelser og Passioner og Grin og Halløj. Det var et Hus, hvor Taget mærkværdigvis ikke lettede sig for de Storme af Sjælsudgydelse, der blæste igennem Værelserne og røg i Køkkenet.

Der laa, kort sagt, et Hus hver Dag - og det laa i Övre-Långgatan; der blev skomagereret og syet, der blev tapetseret og malet, klippet og klistret. Farbror Meyer kunde alt muligt, og hvad han ikke overkom, det gjorde Tante og Børnene, to Sønner og tre Døtre. Det er kun af gammel og daarlig Vane, Sønnerne er nævnt først - og maaske fordi Farbror altid nævnte dem først; Døtrene var nemlig absolut de livligste og mest intelligente. Var Farbror en Tusindkunstner, saa stod Edith, Lilly og Rosa ikke meget tilbage for ham i noget Stykke, og hvad Syning, Broderi, Madlavning og Sang angik, vel endogsaa en hel Del over ham i Færdighed. Men smed en af dem i Skyndingen Broderiet, kunde det godt hænde, at Farbror roligt tog det op og fortsatte, saa at hans Datter fandt et Par nye Margueritter paa Lysedugen, naar hun vendte tilbage fra sit Ærinde til Købmand eller Bager. En Negligékappe, som Tante, der i sin Iver ikke havde passet Tiden og maatte ile af Sted til sin Læseklub, havde ladet ligge og flyde paa Bordet i Form af Mønster, Tøjstykker og Kniplinger, kunde hun tage paa samme Aften! Efter at have ledt hele Huset igennem og skældt sit samlede Afkom ud for Uorden fandt hun den omsider færdig - hængende paa Sengestolpen. Farbror var gaaet paa Nattevagt uden at ytre et Ord om Resultaterne af sin Haandgerning. Og han morede sig godt, da han kom hjem Klokken seks om Morgenen og saa sin Ægtehalvdel ligge sovende med Kappen over Haaret. Ja endnu bedre, da Beretningen om Tantes Søgen blev ham serveret ved Frokosten, rigeligt garneret med Overdrivelser og muntre Tilføjelser. Han greb straks Violinen og improviserede et Par nye Vers til den kendte Vise med Omkvædet: "Hva' jæ nu'nte tror, den gør, for den har aldrig gjort det før!"

I denne lykkelige om end bevægede Tilstand skete der en Forskydning. For det første var Farbror overmaade dygtig i Tjenesten og blev følgelig forfremmet, hvilket medførte en ikke saa lidt højere Gage. For det andet holdt Telegrafselskabet Jubilæum, og hele Personalet fik et Aars Gage udbetalt i Gratiale. Der var dem, som straks betalte deres Gæld - Gæld havde nemlig næsten alle de gifte Telegrafister - men i Farbrors Familie var der ingen, som faldt paa at tage denne Mulighed i Betragtning. Nej, Gælden havde de jo hele Tiden betalt af paa i maanedlige Rater, og det kunde de blive ved med. Nu skulde de leve som en ordentlig borgerlig Familie, solidt og behageligt, nyde Livet. Gustaf, den ældste Søn, kom straks i Latinskole i Abo. Alle Pigebørnene fik Tøjet omsyet, friske Handsker, nye Hatte. Tante fik endogsaa en ny Kjole, svær gul- og brunstribet russisk Silke - aa, hillemænd, hvor var hun fin! Og Farbror? Han fik Mad! Herlig Mad til Middag hver gudskabt Dag, to Retter, og Frokostpakke med paa Stationen, repræsentativt Smørrebrød. "Jeg forsikrer dig, Mutter, da jeg spiste det første Stykke med Sardin ..." Og han smaskede.

Det fortvivlende viste sig at være den nyindførte Soliditet og Anstændighed. Skulde der lappes Sko, kom de til Skomageren, skulde der males eller tapetseres, skulde der repareres paa et Lysthus i Haven; skulde der renses Kakkelovne, ja saa blev der ogsaa tilkaldt Haandværkere. Farbror blev næsten arbejdsløs i Forhold til, hvad han hidtil havde haft om Ørerne. Efter nogen Tids Driveri kastede han sig over Violinen. Men da han havde spillet Beethovens Sonater igennem nogle Gange og forslugt sig paa Max Bruchs d-mol Koncert, havde det mistet Nyhedens Interesse. Han forsøgte sig derfor som Pædagog, og lille Mylius, stakkels Fyr, blev tvangsindlagt som Elev. Den lille Mands Fingre var alt for korte, selv til en Trekvartviolin, og Farbror skældte og smældte, for bagefter at forsyne Ungen med store Kræmmerhuse med Bolsjer. Dette Violinspilleri førte Farbror til hans næste Plan for Tidsfordriv: han stiftede en Orkesterforening. Dette ledte atter til, at man skulde akkompagnere Sangere og Sangerinder blandt Byens Borgere ved en Koncert. Men disse saa i deres egen Begejstring en kærkommen Anledning til at danne et Dilettantskuespillerselskab, der opførte "Fastelavnsgildet" paa "Valhalla". Alle disse Mennesker formaaede Farbror nu ligegodt ikke at holde i Tømme, og det hele opløstes i et vildt Skænderi mellem Sangere, Skuespillere og Orkestermedlemmer, saa at begge Foreninger gik ad undas. Saa var Farbror Meyer lige vidt. Sommeren kunde jo endda sagtens glide hen, men næste Efteraar faldt Farbror hen i en dyb melankolsk Stemning. Hans Tone i Hjemmet begyndte at blive faretruende. Han mukkede, skændte og gnavede over de ubetydeligste Ting. Han søgte om forlænget Tjeneste! Intet hjalp. Der var stadig saa megen Tid til overs, at Hjemmet maatte blive lige saa utaaleligt for ham som for de andre. Tante var dybt bekymret. Og da Farbror en Aften blev ude og henad Morgenstunden kom hjem kanonfuld, havde Situationen naaet sin Klimaks. Tante tog Offensiven. Hun foranstaltede timelange Scener. Hun raabte op om, at hun vilde skilles. Hun gik rundt og græd hos alle sine Veninder. Farbror luskede bagefter som en vaad Hund og forsikrede de samme Veninders Ægtemænd, at der ikke var et sandt Ord i det hele.

Noget maatte der gøres. Farbror lagde sin Hjerne i Blød. Og som man kan tænke sig, fik han snart en befriende Idé. Tante, der trods megen Angergivenhed hos Farbror ikke satte Lid til noget godt her i Livet, før hun fik de allerhaandgribeligste Beviser for dets Tilstedeværelse - hendes Valgsprog var et stadig gentaget skeptisk og mystisk: "Ja vist, sagde Matthis!" - saa med Uro sin letbevægelige Ægtemand skridte hastigt frem og tilbage i den høstlige Haves bladfyldte Gange, hvor hans Trin frembragte en Hvislen og Raslen som af Silke og onde Tunger. Men Farbrors Tanker beskæftigede sig ikke med saadanne farlige Emner. Pludselig standsede han, slog sig for Panden og brast i Latter. Saa vuggede han Hovedet fra Side til Side, som om han overvejede noget, og begyndte derpaa atter at gaa, men i et betydelig langsommere Tempo. Tante havde fulgt denne Pantomime i største Spænding, og da han omsider kom ind, var hun blevet revnefærdig af Nysgerrighed. Farbror slog sin gamle Hat ned i Bordet med et Smæld og fortsatte en lille Stund sin Vandring frem og tilbage ad Kludeløberen i Bedstestuen. Saa kom han hastigt ind til Tante, der gjorde sig store Anstrengelser for at lade, som om hun udelukkende var optaget af Strømpestopning.

Farbror standsede og rettede fra fjerne, lysfyldte Riger sit Blik imod hende: "Nu tror jeg, jeg har det, Augusta ..." - "Hvad har du?" spurgte Tante og bed en Uldtraad over med en Følelse af, at det maaske var en Livstraad. - "En Idé!" - "For Guds Skyld, Theodor!" - "Som jeg siger! Hvorfor skulde man ikke - ja ja, se nu ikke saa altereret ud, min Due! - hvorfor ikke forene alt det, der er slaaet fejl i Offentligheden, privat herhjemme i en samlet kunstnerisk Familiebestræbelse? Lad bare Filistrene komme i Haaret paa hverandre, hvad angaar det os, naar vi med Lethed kan gøre os uafhængige af dem?" - "Ja men Theodor, du vil da ikke have, at vi skal spille Dilettantkomedie her for os selv, vel? Eller koncertere i Salen?"

Skræmmesyner af den værste Art tog til at flimre forbi Fru Augustas indre Øje. Men Farbror lo glad og ubekymret "Hvorfor ikke? Hvorfor ikke? siger jeg ... Naar Skuespillerne er af Papir og Pap og Orkestret af Cigarkassetræ?" - "Nej, hør nu, Theo ..." - "Theo mig hist og Theo mig her!" vrissede Farbror-og for hen ad Gulvet, medens hans Hænder begyndte at flagre foran ham og hans Hængebuks efter ham, "hør nu hellere selv efter, naar jeg foreslaar en Plan til Morskab og Tidsfordriv for os alle inden for vore egne fire Vægge! Først skal der bygges et Teater. Dertil maa vi selv levere Tegning til Scenen og Snoreloftet, medens Proscenium og Fortæppe kan købes. Dernæst skal vi vælge Repertoire, og Figurer og Dekorationer skal klæbes paa forskellige Slags Karton og Pap, Bagtæpper og Mellemtæpper paa Lærred; saa skal det presses, tørres og endelig skæres ud. Det bliver et stort og fornøjeligt Aftenarbejde ..." Farbrors Øjne straalede. "Saa skal Rollerne studeres og Stykkerne prøves, til Forestillingerne gaar glat. Mellemaktsmusik og Sange skal læres til Punkt og Prikke. Der bliver nok at gøre for os alle hele Efteraaret igennem. Og først i Julen - i Julen kan vi maaske holde Première."

"Naturligvis, Theodor, naar du er saa opsat paa det ... Men ..." Tante sukkede opgivende. Hvorfor skulde hun ogsaa vise Tegn til Henrykkelse, naar hun virkelig var henrykt? Den Slags gemmer en fornuftig Kvinde til Lejligheder, hvor en Smule Henrykkelse kan virke befriende, fordi intet synes at indbyde dertil. Imidlertid, næppe var Farbror gaaet, før Tante lagde sig i Selen for at fremkalde den rette Stemning, drive den i Vejret og faa den til at brede sig. Havde Farbror en grimme Dag ladet sig plage af Fanden til at kommandere Tante ud i Udhuset for at hugge Brænde, vilde hun maaske have givet ham en paa Siden af Hovedet med det samme, men naar han var gaaet, vilde hun have hugget Brænde, indtil hun skulde lave Middagsmad. For hun elskede ham; efter femten Aars idiotisk Ægteskab elskede hun ham saa vildt, som netop kun Farbror Meyer bliver elsket, de lykkelige, varmhjertede Galninge!

Da Edith, den ældste Datter, viste sig: "Goddag, Mama!" spurgte Tante, bøjet over et af Komfurets Grydehuller: "Naa, fulgte Eigil dig saa hjem i Dag?" Edith lagde med Værdighed Skoletasken fra sig paa Køkkenbordet og svarede ligeledes med Værdighed, medens hun dameagtigt trak sine nye Handsker af og glattede dem ud: "Ja, vi fulgtes ad et Stykke ned ad Skolebakken og hen forbi Torvet." Og derpaa lidt raskere: "Hvorfor spørger du om det, Mama?" Tante blinkede til Ilden i Komfuret, som om de to vidste noget med hinanden, og sagde:

"Naa, jeg mente bare, om I var blevet enige om at spille firhændigt?" Da det kom Frøken Edith som en total Overraskelse, at Mama vidste noget om en saadan Aftale, varede det lidt, inden hun ubevæget kunde lade falde en Ytring om, at "det kunde godt være, hvis de fik Tid ..." - "Tid?" Tante henfaldt straks i spydig Forbavselse, naar nogen nævnede dette Ord, og ikke med Urette, for hun selv blev aldrig spurgt, om hun havde eller ikke havde Tid til alt, hvad hun maatte udrette; hun skelnede knap nok imellem Dag og Nat. "Aa Mama, du ved slet ikke, hvor meget vi har at bestille til Skolen! Du tror altid, at ..." Edith holdt inde, maaske i Følelsen af, at det vilde blive ubehageligt at høre, hvad Mama i Virkeligheden troede. Tante pustede paa sine Fingre, der havde været i Berøring med en varm Ring, da hun satte Gryden over. "Nu vilde det nemlig være ganske belejligt, om I kunde præstere et ordentligt Sammenspil til Julen. Papa paatænker, at vi skal holde et Selskab med Koncert og Komedie ..." - "Ih nej da, det gør han vel ikke?" - "Jo, og deri kunde I saa endelig finde en vis Begrundelse for jeres ... hvad man nu skal kalde det ... Du faar nok at høre nærmere om det, naar Papa kommer hjem."

Lilly og Rosa arriverede søsterligt Side om Side: "Hvorfor kan du aldrig vente paa os?" - "Æh, det er bare for at rende med Drengene!" lød det i Duet. Mama greb ind. "Edith skulde træffe Aftale med Eigil Petersen om at medvirke ved Faders Julekomedie ..." De to yngre Søstre blev lange i Ansigterne og trak sig mulende tilbage for at indgaa en Sammensværgelse med deres Broder Viggo. Saa da Farbror kom fra Stationen, blev han allerede paa Torvet overfaldet af sine tre Stratenrøvere, der lod det regne over ham med Spørgsmaal og Krav. Edith havde i Eftermiddagens Løb set Lejlighed til at smutte hen til Bestyrer Petersens for at tale med Eigil, og Tante bagte derfor i Ensomhed og Ro en Freds- og Forsoningskage, der spredte en festlig Duft gennem hele Huset. Og næppe havde Duften kildret Farbrors Næsebor, før hans Humør med et Spring satte helt op paa "Wackert Wäder", og ved Middagsbordet, hvor Øllebrød med syltede Blommer og flere Meter kogt, herligt krydret Medisterpølse med Grønkaal yderligere muntrede hans Livsaander - og Familiens med - satte man - allerede Repertoiret under Afstemning. Man blev enig om at vælge "Tordenskjold i Dynekilen", "Capriciosa" og "Mer end Perler og Guld" - saa hvis det ikke før er antydet, at Farbror var Patriot og Københavner, kan vel ingen tvivle derom nu. Og dog er det ganske forkert. Han var Provinsianer og hvad man dengang kaldte "radikal". Men Udlændigheden har sin Virkning. Og naar man talte med Farbror om København, blev han som et nyt Menneske; og naar han paa Tantes Fødselsdag hejste sit danske Flag, græd han.

Allerede inden Kaffen begyndte Farbror at spille Sangene paa sin Violin og Børnene at nynne Melodierne. Man besluttede at skrive direkte til København efter Dekorationer, Figurer og Tekstbøger, Proscenium og Fortæppe. Brevet afgik samme Aften. Efterhaanden som nu Efteraaret skred frem og Forberedelserne kom i fuld Gang, steg Feberen hos alle de Medvirkende. Ligesom Verden kan aabne sig for en Frimærkesamler, saaledes aabnede sig her ved Genopfriskning af Minder, ved ustandselig Fortællen og Samtale et af alle Længslens glødende Farver smykket Udsnit af dansk Teaterliv og Kunsthistorie for Børnenes blændede Øjne. Thi hvor stor Arbejdsiveren end var, saa maatte der jo gives hundrede Forklaringer ved Eksempler og Sammenligninger. Begge Forældrenes Kunstoplevelser dukkede atter og atter op. Ikke mindst fordi Farbror blev aldeles lamslaaet ved at se de Tekstbøger, han modtog. "Du Almægtige!" udbrød han, "er det at tilpasse Kunst for Børn! Berøve et Værk al Saft og Kraft, al dets Poesi og alle dets Sange! H.C. Andersen og Overschou uden Sange, og Carit Etlar uden blot en Rest af Intrige og Fynd! Hillemænd, her maa gøres noget! Piger, løb op paa Loftet og led i Aargangene af "Nordstjernen"; der staar Teksten til "Tordenskjold" aftrykt. H.C. Andersen har jeg i Bogskabet, og "Capriciosa" opfrisker vi efter Erindringen. Alle Sangene staar jo i den "Danske Vaudeville"."

To Aftener om Ugen blev nu Scene for Scene skrevet om og derpaa indstuderet af hele Familien. Alle maatte spille med. Og i Mellemtiden snedkererede Farbror Meyer i Middagsstunden saa flittigt, at Tante nær var blevet drevet helt ud af sit Køkken, hvor hun ellers var Enehersker, og paa det strengeste maatte forvise ham til Huggehuset, hvor han dog til sidst rent ud nægtede at fortsætte, saa at det truede med Revolution af nye Aarsager. Men omsider var Teatret færdigt, og det overgik alle Forventninger. En hvad Bredde og Dybde angaar helt kongelig Scene, med Stivere til Kulisserne, med Snoreloft til tyve Mellem- og Bagtæpper og med to Lemme, en lang i Baggrunden og en firkantet i Forgrunden, saa at alle mulige onde og gode Aander vilde kunne skyde til Vejrs og forsvinde i Afgrunden paa et Øjeblik. Dernæst købte Farbror stærke Linser til smaa Projektorer, der blev lavet af et Par af Ungernes kasserede Laterna Magicaer. Han sørgede for Rampelys og Sidebelysning med flere Farver Glas, og han fremstillede Fyrværkerisatser til Eksplosioner og Ildebrande. Intet glemte han: der blev købt Lynpapir og anskaffet Tordenplade. Farbror rekvirerede Ærter hos Tante til sin Regnvejrsimitation og fremstillede selv en Vindmaskine, der udsendte de uhyggeligste Stormvarsler for "det sortladne Hav" og "Kodans Bølge". Kanonskud, belærte han Viggo, der skulde være Regissør og Maskinmester under ét, vilde være at fremstille ved Slag paa en Papskive, Bøsseskud ved en Knaldpistol.

Nu var han da saa vidt. Men det største Taalmodighedsarbejde forestod: Udskæringen af Kulisser og mellemtæpper, praktikable Sætstykker og al den Slags. Dette blev lavet færdigt til én Akt ad Gangen, og var saa Tekst og Sange gennemprøvede, kilede han løs paa Iscenesættelsen. Naar lige undtages Farbrors ugentlige Spilleaften, da Traditionen bød, at man begav sig til Mylius' eller Olsens for i et Par Timer at spille en lystig Halvtolv med alle tænkelige Kneb og Snyderier, og Tantes lige saa uundgaaelige Læse- og Kaffeklub, blev der sandelig ikke spildt nogen Tid.

Nu blev imidlertid lille Viggo syg. Midt i November. En ret slem Forkølelse med Feber. Han var sprunget i Vandet for at redde en sort Hundehvalp, som han, dryppende af Vand, bragte med hjem. Der kunde naturligvis ikke være Tale om at berøve Drengen hans Protegé; den blev for en Klatskilling afkøbt Ejermanden og under almindelig Deltagelse indlemmet i Husstanden. Men den udviklede sig hurtigt til en Tyran. For Viggos Skyld saavel som for Kræets egen - den var en rædsom lille Kælepot - nænnede man ikke at nægte den noget. Og den erobrede det ene Gebet efter det andet. Fra Køkkenet avancerede den først til Børnenes Værelse, for at Viggo kunde have Glæde af den, saa til Soveværelset, for at de Voksne ogsaa kunde have deres Del - maaske ikke lutter Fornøjelse - og til sidst lige ind i Stuerne. Snart løb den overalt, ofte jaget, men tiere taalt. Inden Viggo kom op af Sengen, regerede Hunden hele Huset. Kun for Tante havde den tilbørlig Respekt. Men det var ogsaa af hende, den fik Mad og Klaps. Kun om Aftenen, naar Stuerne genlød af Stemmer, Sang og Spil, naar alle arbejdede og øvede sig, blev "Musti" lukket inde i Køkkenet, hvor den i naturlig Fornærmelse over ikke at maatte være med netop til det allermest spændende peb, skabede sig og skrabede al Malingen af Døren.

Man var langt inde i Advent. Børnene havde for længst været med til at synge halleluja i Kirken; der var faldet Sne, som var tøet igen, og om Morgenen var Gaden glat som et Spejl. Det blev Julemarked. Karrusellerne kørte, Pranget steg til vilde Højder ... Og saa, efter Ugers Madstræb, kronet af tre Dages Bagning, var Julen der, den velsignede Jul. To Dage for Højtiden udsendte Farbror Meyer sine Invitationer til Søndag i Juleugen, der faldt lige før Nytaar. Man modtog et sirligt, haandskrevet Brevark, hvori var indlagt udførligt Program paa et glittet, lysegult Stykke Karton med svagt lilla Rand. Overvældende! der stod:

INDBYDELSE

til Assemblé og Aftenunderholdning paa Komediesalen udi det Meyerske Hus, som er beliggende paa Övre-Långgatan Numero 43.

Til Opførelse vil denne Aften komme:

Ouverture til "Kalifen i Bagdad" (Boieldieu) ved Frk. Edith Meyer og Hr. Eigil Petersen.

Mazurka (Délibes) ved Hr. Theodor Meyer og Hr. Eigil Petersen.

Forspil til "Tordenskjold" (Theodor Meyer), udført med Bomber og Granater af Komponisten.

TORDENSKJOLD I DYNEKILEN,
Folkekomedie i 4 Akter, efter Carit Etlar, indrettet for Dukketeater med adskillige uventede Effekter og udført af hele Familien Meyer.

Mellemspil, som udføres af Virtuosen Hr. Cigarius og hans Teaterorkester: Variationer over en Sømandssang ("En Sømandsbrud har Bølgen kær").

CAPRICIOSA,
Folkekomedie af Hr. Overschou, men med nogle capriciøse Forkortelser, spilles og synges af hele Familien Meyer.

Finalen, som bliver det artigste.

Nedenunder stod indskærpet:
Dørene aabnes Klokken 8 slæt; Adgangen til Theatrum er gennem Dagligstuen. Stilhed i Parterret!

Man kan være overbevist om, at det ungdommelige Publikum mødte i god Tid og befandt sig i den største Spænding. Børnene blev af de Voksne lodset ind i en halvmørk Stue. For Døren i Barneværelset var der trukket et sort Klæde. Stole stod opstillet i nogen Afstand fra Døren, fire Rader bag hinanden. Lysene paa Klaveret var tændte. De smaa Damer og Herrer stirrede med store Øjne og glemte næsten at hilse paa hverandre af Betuttelse over at sidde der i brun Skumring og ubestemt Forventning. ("Husk, det skal være en Hemmelighed!" havde Farbror stadig gentaget. Men hvor kunde man være opfyldt af hellig Begejstring og saa aldrig give Luft for den? Der var i Løbet af Efteraaret faldet mange Antydninger over for Kammerater og Veninder. Hvoraf Resultatet var blevet, at Farbror fra plagede Forældre havde modtaget saa mange generte Anmodninger, at han kunde have haft Publikum til en hel Maaneds Forestillinger).

Nu!

En Klokke lød. Klædet blev rykket til Side. Dér stod Teatret med belyst Fortæppe: Tempelhøjen med Musernes Lunde. To Slag paa Klokken. Bag Børnenes Ryg begyndte Ouverturen at klinge.

("Ude af Takt igen!" Farbror Meyer skar Tænder bag Teatret. "Og samme Sted som i Gaar ..." Tante nikkede, men sagde ikke noget. Det var et Sted, vidste hun, hvor de to Spillende skulde krydse Hænder. Og var de kommet fra hinanden, saa fandt de i hvert Fald hinanden igen).

Farbror i Kjole og Hvidt kom frem og bukkede. Mazurkaen foredrog han med forrygende Elan.

Under Forspillet til "Tordenskjold" lod Regissør Viggo sine Kanoner gribe ind med den største Virkning. Børnene fik et Indtryk af, at Søhelten ikke bar sit Navn forgæves.

Tæppet op!

Svensk Strandparti, Fyrtaarn, der lyser gult. Svenske Officerer og Soldater. Fange Tordenskjold vil de ... Ha, de Skurke, hvor skurkagtigt af dem! (Her havde Farbror Meyer dog lavet noget om paa Replikerne, som ellers ogsaa let kunde have bragt slem Forvirring i de unge Hjerner. Thi Publikum var jo vant til at høre, at Svenskerne var saare tapre og ædle, om end selvfølgelig de hæderfuldeste Afsnit af Sveriges Historie skyldtes de uovertræffelige Finner, medens det var forbeholdt alle Sveriges og Finlands fjender at optræde i Skurkeroller ...). Ligemeget! Schoutbynachten skal nok pudse dem! Schoutbynacht, et herligt Ord at gaa og mumle hen for sig, naar man tænker paa sin egen gloriøse Fremtid! Saa absolut uden al klar Betydning, men hvilken løfterig Velklang! Ja, splitte mine Bramsejl, han har klaret det, der var langt værre, siger Salomon Baadsmand, og ham maa man tro! Men se, der er jo Schoutbynachten ... Hurra! "Han er polisk" (hvad betyder mon det?), "gaar omkring og sælger Fisk", ligner ganske en Skærgaardsbo i Regnvejr ... Læg Mærke til, hvor alting føjer sig for ham. Snart er Fjenden overlistet: Karlsten kan bombarderes af den danske Flaade og de svenske Kystbatterier fornagles. Bum, bum, bum! Krudttaarnet springer i Luften ... Krak! Fæstningen overgiver sig, det danske Flag hejses ... Næh, aah ... Saa falder Tæppet.

Det var betagende. Lille Mylius glemte af lutter Begejstring aldeles, hvor han befandt sig, og fortsatte under Mellemspillet Bombardementet for egen Regning og Risiko, hvorfor han blidt maatte gelejdes ud af Lilly, som blev tilkaldt i dette Øjemed og et Øjeblik afbrød sin Kunstnerbane. Men et Øjeblik for meget. Thi da Hunden saa Køkkendøren aaben, benyttede den Lejligheden til at liste ind, og det viste sig, at Virtuosen Cigarius og hans Orkester, som musicerede i beundringsværdig Takt, alle trukne af den samme snor, var for meget for hans Instinkter. Skulde der leges, saa vilde han lege med. I et Sæt sprang han løs paa det verdensberømte Orkester "Flor fino de tobacos" og fejede det i farten ned paa Gulvet. Men ikke nok hermed. Han landede paa Scenegulvet, ødelagde totalt Frederiksberg Have med den Bænk, "hvor vi alle kan sidde", hoppede rædselslagen ned igen og splittede hele Familien Kaninstok og Pensionisten Kakadue fra hverandre. Først herefter fik han Farbrors Haand at føle - tværtimod alle Opdragelsesregler - blev drevet hen i en Krog, fanget og baaret ud.

Publikum var løbet fra sine Pladser. Lilly kom intetanende ind igen midt under Forvirringen. Edith gav hende rasende en paa Siden af Hovedet. Ung Eigil lagde sig beroligende imellem og fik prompte ligeledes en Lussing. Men saa brast Edith i Graad og faldt om Halsen paa ham. Og de kyssede hinanden i den brune Skumring, idet saaledes i Hast alt, hvad de forgæves havde søgt at lægge i "Kalifen" til stor Skade for hans letbenede Habitus, fik Udtryk paa en anden og adskilligt mere ligefrem Maade.

"Ork," sagde Tante, "jeg vidste det! Var det ikke blevet den Hund, saa var det blevet noget andet!" Formodentlig havde "Matthis" ytret noget i den Retning.

"Ja men, herregud, der er jo ingen større Skade sket," sagde Farbror. "Det kan altsammen i en Fart gøres godt igen. Sæt jer bare ned igen, Børnlille!"

Og virkelig - det eneste, der ikke kunde gøres godt igen, var den Lussing. Seks Aar efter blev Edith og Eigil gift. Og forleden stod der i et Gøteborgblad, at de havde haft Sølvbryllup.

Finalen blev ganske rigtigt det artigste.

Tom Smidth