I gamle Krøniker findes det skrevet, at Østerlands Despoter havde et levende Ur, en Slave, som talte sine egne Pulsslag og udraabte Tiden efter dem. Du var min Despot, og jeg er dit Ur. Men af en Dronnings Naade tillod du - sjældent, ak alt for sjældent! - Tiden at standse og din Slave af være Mand. Hvor gammel vilde jeg ikke være nu, om jeg havde beregnet Tiden efter den jagende, Puls, naar mit Blod brændte under dine Hænders Kærtegn, eller medtaget de Evigheder af sød Ikkeværen, da jeg sanseløs laa hen over dit Legeme med Ansigtet begravet i dit duftende Haar som en falden Isaurer i et Bed med Violer! Er det da ikke ogsaa nok, at jeg udraaber min Længsels Timer? Gud gav mig en Digters Mæle, for at Mindet om min Røst nu og da som en svag Genklang kan bringe dig den glidende Tid til Bevidsthed og fremlokke Billedet af ham, som maaler dit Liv efter sit eget Hjertes Hamren. Vil du lade dig bevæge og atter kalde mig til dig? Vil du erindre, at det Hjerte, som aldrig har Ro, des hurtigere slides, og at Kærlighed og Længsel er de Fjedre, som holder dit Ur i Gang? Timer er blevet til Dage, Døgn til Maaneskifter, og Dronningens Sale staar øde. Hør mig raabe: »I Dag er den hundrede og sekstiottende Dag, siden vor Herskerinde drog bort, og Bud er ikke kommet fra Roma, hvornaar hun vender tilbage. Det er den tredie Time efter Gry, ja, jeg siger: den tredie Time!« Kun Ekko svarer mig fra Marmorvæggene. Snart vil jeg ikke opvække det mere. Snart vil et andet Mørke end dit Haars Bølger dække mine Øjne, og en anden Søvn løse mine Lemmer. Og Tiden vil savne Mæle i dit Palads, min Dronning .....

Tom Smidth