Den undvegne

Toivo Rautanpää var brudt ud af Arresten denne Foraarsnat: han var en finsk Bondekarl fra Nykyrko og havde tjent paa Fogedgaarden. Han havde forladt sin Plads i utide, og da Gaarden Lillejuleaften nedbrændte til Grunden, var han blevet eftersøgt af Politiet og sat fast som sigtet for Ildspaasættelse. Han havde gentagne Gange været i Forhør, men havde trods ret fældende Vidneudsagn stædig nægtet at være Brandstifter. Han vidste med sig selv, at han var aldeles uden Skyld, og naar han nu havde brudt Jernstængerne fra Vinduet, hvilket paa Grund af hans herkuliske Kræfter ikke havde voldet ham stort Besvær, og uden af anrette anden Malør stilfærdigt havde forladt Arresten, var det, fordi han af ganske andre Aarsager havde tabt Taalmodigheden og ikke kunde indse, hvorfor han skulde afvente Dommerens Kendelse, naar han havde saa meget at udrette i det fri. Mere indviklet var hans Tankegang ikke: Fejlen ved de kloge er altid, at de anser andre for saa umaadelig snedige.

Da han ved Midnatstid klemte sig ud af Arrestens Vindue, havde han kun seks Timer til sin Flugt. Han tøvede da heller ikke et Minut, men sneg sig bag om Byen, ned rundt Enden af Vigen og over Sorvakkos Bakker til Vilisalo Sund. Han valgte det smalleste Sted og svømmede over. Paa Vilisalo nærmede han sig en af de ubeboede Villaer og søgte efter en Farkost. Da ingen saadan fandtes, løsrev han en Del af Spaantaget paa et Skur og bar det tværs over Øens klippefulde Nordspids til det bredere Vand, der adskilte denne Strand fra den lille Holm, hvor Yachtpavillonen løftede sit Taarn. En stærk Brusen ledsagede ham paa hans famlende Gang. Han naaede midtvejs med sin Byrde, Vinden mødte ham og slog i Mørket mod hans drivvaade Legeme, som var han rendt imod en Isvæg. Han vaklede, og Taget var ved at flyve fra ham. Han gispede efter Vejret og skubbede sin Byrde tilrette. I det natlige Rum syntes paa en usynlig Slette under ham hvide Processioner at drage forbi, Fraadeglimt af de vandrende Bølger.

Han rutschede, faldt, tørnede mod Træer, slæbte sig frem. Nu var han ved Strandkanten.

Bag et Par store Sten hugede han sig ned og stirrede ud i det fløjtende Mulm. »Du kan ikke,« sagde han til sig selv. Et Skvæt slikkede over Stenene og sølede ned paa ham; Sjælen krympede sig i hans Krop. »Nej, kan du vel«? smigrede Afmagten atter, og han lukkede Øjnene. Skulde han blive her og lade sig tage? Langsomt begyndte Billederne at gøgle i hans sendrægtige Fantasi: Hvorledes Politiet mandsstærkt vilde ankomme til Øen og dele sig i to Troppe, hvoraf den ene gennemsøgte det indre, mens den anden eftersporede Breddernes Gemmesteder; hvorledes man vilde opdage hans Hærværk og følge hans Spor; hvorledes han forgæves vilde rejse sig til Kamp mod bevæbnede Fjender, blive besejret, bundet, sejlet til Staden, indespærret paany, dømt - thi vilde hans Flugt ikke blive tolket som et nyt uigendriveligt Bevis for hans Skyldbevidsthed?

Han sprang op.

Om en Maaned skulde Hilmas og Tures Bryllup staa! Men hans Lod vilde blive ...

Nej!

Han ledte sig frem over Klipperne til en knagende Fyr, afrev to mægtige, naalebesatte Grene, vendte tilbage, skød Spaantaget ud i Vandet og satte sig skrævs over det med en Gren i hver Haand. Et Par Gange blev han suget ind mod den svære Ral, men kom endelig flot og roede fremad. Taget væltede sig i Søerne, der fra Siden uafbrudt slog op over Toivos højre Ben, saa at han fra Hoften nedefter blev bearbejdet som med en Kølle. Rasende brugte han sine Armes og Skuldres Kraft for ved Hjælp af de primitive Aarer at overvinde Strøm og Bølger. Afdriften førte ham heldigvis udad: Da han efter en halv Times afsindigt Slid var naaet et Par Hundrede Meter forbi Pynten, hvis hvidkalkede Sømærke lyste spøgeseagtigt bag ham, kunde han lade sig drive for Vind og Vove. Han holdt Fyrregrenene oprejste foran sig, saa at de over hans Hovede dannede et Sejl, og nærmede sig nu ret hurtigt sit Maal.

Taget duvede ikke mere saa livsfarligt, og Toivo trak Benene til sig; de var næsten følelsesløse af Kulde, men gnide dem kunde han ikke, han havde nok med af holde sine Master i Stilling. Tænderskærende opdagede han, af nogle Minutters Dvaletilstand havde været nær ved at ødelægge Sejladsen for ham. I Dampskibsrenden gik der en rivende Strøm der allerede havde bragt ham helt ud af Kurs. Altsaa maatte Sejlene igen blive Aarer. Han roede som en vild. Thi at hvirvles gennem det smalle Stræde mellem Pavillon-Øen og Nohia, suges ud i Bredningen mellem Hanko og »Amerika« - det vilde være ensbetydende med den visse Død. Mere og mere nærmede hans skrøbelige Fartøj sig Pavillon-Øens nordlige Odde, men hele Holmen var ikke større end en moderne Superdreadnought, og Bølgerne susede forbi den som Væddeløbsheste. Da Taget var kommet ned paa Højde med Pyntens yderste Spids, der som en Staalvædder ragede frem i Skummet, prisgav Toivo sin Skude og sprang i Vandet; han havde halvtreds Meter ind til Land, men da han flaaede sine Knæ til Blods paa Stenene, var han drevet forbi hele det langagtige Skær til dets sydlige Strand. Et Minut senere, og han vilde være kastet ud i det brølende Kaos.

Da Flygtningen stønnende havde slæbt sig op ad Skrænten til Bygningen og fundet Læ for Nordostens isnende Vingeslag, sank han sammen - overvældet, ikke saa meget af Træthed, som af Tingenes Ubarmhjertighed og med en lammende Ensomhedsfølelse. Han sad med Hovedet støttet i Hænderne og klynkende forurettet: » Hvad har jeg gjort? Hvad har jeg gjort?« Alting slog løs paa ham, vendte sig imod ham, mishandlede ham skaanselsløst. Han forstod ikke sig selv. Det havde været hans Agt ganske simpelt at gaa hjem til Nykyrko og tale med Hilma, men ikke saa snart var han ude af Arresten, før hans Frygt viste ham alt i et andet Lys. Undvige! I hans Indbildning sprang Forfølgerne op af jorden i samme Nu, han viste sig fri. Umulighederne rejste deres Mure om ham saa trykkende trangt som selve Cellens Vægge. Der syntes, mens han løb, stadig kun een Udvej aaben for hans kredsende Tanker: at vedblive med at løbe - bort, bort! - fra alt det, der havde draget ham ud af Fængslet. Mod sin Villie var han her i den stormende Nat, paa et menneskeforladt Skær, og følte dog, at det ikke kunde være anderledes. Han kunde ikke udholde at blive i Arresten, og det var ugørligt at vende hjem til Nykyrko, hvor Politiet ved det første Morgenlys vilde spejde efter ham ... Hvad havde han gjort, eftersom alt dette sammensvor sig om at jage ham ud mod Usseldom og venneløs Elendighed? Men han spurgte blot, han klagede; han gjorde sig intet klart, han svarede ikke. Der listede sig over ham en Følelse af, at det slet ikke var ham selv, der maatte udstaa alt dette - det kunde ikke være ham, da han ikke havde fortjent det. Det var, som om han ansvarsløst handlede for en anden, der var i stor Nød, og hvem han maatte yde disse pinagtige Tjenester. Og for denne andens Skyld var det ogsaa, han nu stod op og begik Indbrud.

Han kastede sig mod Pavillonens Verandadør, saa Laasen brast og Ruderne splintredes; efter at have opbrudt endnu en Dør gik han ind i Restaurantens Forraadsrum og begyndte der i Mørket at gennemrode alle Skabe og Hylder. Af spiseligt fandt han kun nogle stenhaarde Brødskorper, men i forskellige Flasker stod Rester af Spiritus: Svensk Punsch, Cognac, Brændevin .... Han drak begærligt, skyllede de søde og krassende Vædsker ned og mærkede Blodets Kriblen i Aarerne, derefter en velsignet prikkende Varme, der løste hans stivnede Lemmer. Det faldt ham ikke ind at søge efter Penge; han holdt sig til det ene fornødne, intet Øjeblik mistede han Fornemmelsen af Flugtens tvungne Ilfærdighed - blot et Kvarters Hvile, saa afsted! Først løb han dog op i Taarnet og spejdede ud over Reden mod den sovende By. Ingen Lys i Bevægelse, ingen Travlhed ved Havnen. Det var godt. Med en lang Splint af Dørglasset filede han Flaglinen over og benyttede den til at surre fire afhængslede Døre og et Par Bordplader sammen. Paa denne Flaade padlede og vrikkede han sig kort efter frem mod Hanko. Et gammelt Brædt tjente ham til Aare.

Han stod i Vand til over Anklerne, men sansede knapt nok Kulden. Med blind dyrisk Energi arbejdede han sig hen over det oprørte, skumkogende Stræde. Hans Hjerne summede, og Gnister fløj for hans Øjne. Langs Hanko Strand laa der endnu paa den Strækning, inden for hvilken han nærmede sig Land, et Bælte af Is. Han knuste den med Brædtet et Stykke indefter, indtil den blev tykkere, satte saa i et Spring ud paa den - og faldt igennem. Han prøvede at skubbe sig op, men den kunde ikke bære ham. Ligemeget, hvordan han kantede sig, brast den, to Gange, fem Gange, ti Gange ... Endelig gav den sig ikke under hans Knæ. Med største Forsigtighed halede han sig op, gled frem - den holdt! Han krøb paa alle fire, vovede at rejse sig; han løb, naaede næsten Bredden ... og atter brast Isens strømslidte Dække under ham. Han skar sig til Blods paa den, flænsede Huden af Hænder, Arme og Ben svømmede endelig nogle faa Favne i aabent Vand og følte saa Bund under Fødderne.

Fra det Øjeblik, da han brød igennem Elletræernes tætte Række og fandt Gangstien inden for dem, sagtnede han kun sit Løb ved Stenter og Led i Stavgærderne. Det var Timen før Gry. Han maatte have fat i en Baad, inden det lysnede, være ude af Sigte, naar Forfølgerne kom hertil. Om to Timer vilde Arrestforvareren aabne Døren til hans Celle, hans Flugt vilde være opdaget og jagten tage sin Begyndelse. Det nyttede ikke at afsøge Villabryggerne, ingen af de velhavende Familier var endnu flyttede herud, deres Baade laa velforvarede i Skure langs Havnen. Men der boede ogsaa flere Torpere paa Hanko, og det var sandsynligt, at de hurtigst muligt havde sat deres Baade i Vandet eller i det mindste halet dem ned paa Stranden, for at de kunde blive eftersete, reparerede, tjærede og malede. Til en af disse smaa Skærgaardshytter søgte Toivo at nærme sig, men en forbitret Gøen viste ham, at i hvert Fald Hunden var vaagen.

Dette Hundeglam forfærdede ham. Han fo'r tilbage i Skjul bag Træerne, men Dyret lod sig ikke narre; det blev ved at give Hals, løb frem, saa dets Reb blev dirrende strakt, og stirrede spidsøret og med en rasende Snerren hen imod det Sted, hvor den fremmede var forsvundet. Ubevægelig blev Toivo staaende og betragtede i det svage Skær fra den klare Himmel det lave Boelshus under svajende Graner. Fiskerfamilien maatte allerede være oppe. Af Skorstenen stod Røg der hastigt som et flagrende Slør blæstes fra Piben og harpiksduftende spredte sig for som en tynd Taage at blive hængende mellem de nærmeste Grene. Et Ildskær flakkede derinde og slog gennem den aabne Dør sin flyvende Rødme hen over jordens Pløre og Stammernes hvidgraa Mosser. Hunden havde lagt sig ned, stadig mistænksom, beredt til at fare op ved det første Tegn paa Uro. Manden i Huset kom iført en glinsende Oliepjækkert hastigt ud paa Rydningen, saa tvivlende til Hunden, bøjede sig og klappede den beroligende. Kræet løftede sig loddent under hans Haand og sank sammen i Kælenskab og Beærethed. Han trak det lidt i Øret med et spøgende Udraab og gik sindigt ned ad Stien til Vandet.

Da var Toivo lige ved af skyde alle Hensyn til Side. Han maatte over og klappe den Hund, snakke med den - have Lov til i det mindste at tale med en Hund. Denne Nat havde varet hundrede Timer! Han syntes, der var gaaet en uendelig Tid, siden han havde været i Berøring med Mennesker og hvad Menneskers er. Hans Haand kærtegnede allerede, allerede mumlede han smaa gode Ord hen for sig: »Lille Vovse, gamle Hund.. !« Hvilken Fryd at kunne slentre over til det trofaste Dyr, gøre sig til Ven med det, sige: God Morgen! i Døren, blive bedt indenfor, sætte sig ved Ilden og blive tør, sladre med Konen, mens man fik en Bid Mad, og naar Torperen saa kom tilbage, saadan jævnthen i Samtalens Løb spørge: »Hør, hvis det er til Byen, du skal, kan du saa ikke ta' mig med ... « Han tog rask et Skridt frem, Grenene kom i heftig Bevægelse; Hunden rejste sig truende, og i det samme bøjede Fiskeren om Husgavlen. Toivo knugede Hænderne i hinanden og sukkede smerteligt. Lejligheden var forspildt. Saa snart Manden var gaaet ind og havde lukket efter sig, borede den udbrudte Fange sig ind mellem Naaletræerne - nu under sit Forsæts Tvang mindre fri end nogensinde - banede sig Vej gennem Tykningen rundt om den aabne Plads og kom saaledes, uden at blive set af andre end Hyttens laadne Bevogter, til Stranden.

Ved en primitiv Dæmning af store Sten, der var væltede ud i Vandet, laa Baaden med de hejste Sejl trommende for Vinden. Paa Agtertoften sad en halvvoksen Dreng og aandede paa sine valne Fingre. »Far kalder - skynd dig lidt,« sagde Toivo roligt og steg i Baaden. Knægten gloede bestyrtet paa denne Kæmpe, der stod frem for ham i sine dyngvaade Klæder som en Død, der kommer af Havet; med et klodset Hop satte han op paa Dæmningen, snublede mellem de runde Sten og benede hjem ad Stien mellem Sivene.

Toivo kastede los, løb hen agter, lod sig falde ned paa Styresædet, greb om Rorpinden og trak ind paa de tre Skøder til Storsejl, Fok og Klyver. Baaden krængede voldsomt over, tog Fart ... Det sydede om Boven, han mærkede Rorpindens voksende Tryk mod det indre af Haanden, et Sprøjt føg ind forude. For en halv Storm løb han ud i Bredningen. Den samme Blæst, der drev hans Farkost frem, bragte ham ogsaa Lyden af Fiskerens vrede Raab og hans Søns skingrende Skælsord; men han agtede ikke derpaa. Hans Blik var i denne Stund ufravendt rettet mod Himlen over »Amerikas« sorttakkede Silhouet. Der blandede Gryets Flaskegrønt, der langsomt mælkedes af Dagningens hvide Stribe, sig allerede med Solrødens første svage Skær. Pludselig løftede Toivo Næven og rystede den truende mod det skønne Lys, der varslede Dagens Frembrud.

Tom Smidth