Æslet med Glorien

Fælleden vrimler af Folk. Studebrøl fra Foldene blander sig med Karusellernes Klokkeklang og Damplirekassernes Polkaer, Barnejubel med Udraabernes Trompetstød og Ølbasser. Der er livligt Besøg i Teltene, ved Kraftprøverne flokkes grinende Bønderkarle.

Men ogsaa den bedre Portion er spredt tilstede. Her ser vi Æstetikeren og Filosofen Side om Side hilse Politimesteren i Forbigaaende. Hvorhen styrer de deres afmaalte Skridt? Til Gøglervognen.

Dens Bagvæg er slaaet ned og danner Gulvet, foran dette er et Prosenium rigget op. Forestillingen skal straks begynde. Et blandet Publikum erlægger 25 Øre pro persona for at komme indenfor de hegnende Reb. Ligesaa gør Æstetikeren og Filosofen.

Med Velbehag nyder de en Mester Jakelkomedie, hvori Prygl er den egentlige og klassiske Morskab; de citerer for hinanden udvalgte Steder af Cervantes, Rabelais og Scarron.

Efter Mester Jakels borgerlige Tragedie bebuder den haandmalede Plakat: en moderne literær Afdeling. Skulde d'Hrr. da have kunnet holde sig borte fra Festpladsen? Ingenlunde. Pausen hengaar med allehaande Gisninger. Hvorfor staar der saaledes her paa Plakaten de Ord med Rødt: »Samvittighed er ogsaa en Vittighed.« Det er jo i bedste Fald en daarlig Vittighed ... »og«, siger Filosofen, »det kunde tyde paa, at det ogsaa var en daarlig Samvittighed!«

Tæppet gaar op for en tom Scene. Ind kommer fra venstre Gøgleren i Bajadsdragt og efter ham, uventet, et lille graat firbenet Dyr med lange bevægelige Øren og en sort Stribe hen ad Ryggen; det dasker et Par Gange med Halen og skryder hilsende. Sælsomst er dog, at der over dets Hoved synes at svæve en svag Lyskreds.

»Milde Himmel«, stønner Filosofen, »skuffer mine Øjne mig ... ?« -

»Hvad er det? Men hvad er dog det?!« skriger Æstetikeren og fægter med Armene i Luften.

»Det er et Æsel med Glorie,« svarer Gøgleren.

»Hvad for et Æsel?« raaber Filosofen.

- »Et ganske almindeligt Æsel, d.Hrr.«

- »Skinnet bedrager altsaa ikke?«

- »Nej, hverken Skindet eller Ørene! Til daglig hjælper det med at trække Vognen. Det er et skikkeligt og arbejdsomt Dyr.«

- »Jeg mente blot: Glorien skyldes maaske en tilfældig Lysvirkning?«

»Den er i det mindste meget virkningsfuld, ikke sandt? Men naturligvis, Æslet er det væsentlige

- »Hold op med det Nonsens! Lad mig tale, jeg maa have Luft!« brøler Æstetikeren. »Hvor i Alverden tør De understaa Dem i at indføre dette ... dette ... nok sagt, i den moderne Literatur?!«

- »Det har skam indført sig selv,« svarer hertil Gøgleren og ler.

- »Men vi vil ikke finde os, deri,« hyler nu begge Herrerne paa én Gang.

»Aah naa, det vil De ikke! Jamen, det var jo netop det, jeg havde haabet paa. Hvis d.Hrr. vil forsøge at drive det ud, staar det Dem frit for. Behag blot at komme herop!«

I tre Spring er baade Æstetikeren og Filosofen oppe paa Scenen. De prøver først at trække Æslet ud. Forgæves. Dernæst skubber de til det af al Magt. Forgæves. De holder inde, klør sig i Hovedet og bemærker, at Glorien er vokset til den dobbelte Størrelse. Filosofen rejser sig og klargør i udvalgte og logisk absolut uangribelige Sætninger Æslet, at det ikke hører hjemme her. Det lægger Ørene ned. Æstetikeren søger med en Stump Kage at lokke det ud. Det blinker til ham paa en fagmæssig og intim Maade, der faar ham til af skumme i Mundvigene. Glorien, der før var blaalig, er nu fra Gult skiftet til Gyldent og begynder at antage en overvættes Glans, der næsten blænder Mester Graas Modstandere.

Med Raseri kaster de sig over Dyret. Det modtager dem med Bid og Spark. Det viser sig at være en Virtuos i denne Slags Kampe. Det spjætter den ene til Vejrs og den anden til Side, gør omkring og sender den anden mod Loftet, inden den første er faldet ned. Det bearbejder deres usalige Kroppe, til de er at ligne ved Kødfars, for derefter med to afsluttende og frygtelige Spark at verfe dem ud over Hovederne paa Tilskuerne; ned i det optrampede Pløre uden for Indhegningen.

Og under denne Hvirvel af Spark og Bid knitrer og spruder Æslets Glorie som et drejende Ildhjul, alt mens Jubelen stiger hundredstemmig fra Folket. Æstetikeren ligger bevidstløs, men Filosofen samler sig sammen efter den ilde Medfart. -

»Nej, nu hører alting op!« klynker han halvt lamslaaet. -

»Netop«, raaber Bajadsen fra Scenen, hvor Æslet bukker. »Forestillingen er forbi!« -

Og han lader Tæppet falde.

Tom Smidth