Hørespil i otte muntre Billeder
efter Fritz Reuter
af
Tom Smidth
Personerne:
Matthias Feuerbusch, pens. Ritmester ved de ungarske Ulaner.
Fritz, hans Nevø.
Raadmand Darjus, fra Parchim, Svoger til Raadmand Zarnekow.
Raadmand Zarnekow i Güstrow, Svoger til Raadmand Darjus.
Amalie, hans Kone, Darjus Søster.
Gretchen, hans Datter.
Justine, hans Svigerinde, Darjus yngre Søster.
Frøken Louise Kuntze, Guvernante hos Præsten i Güstrow.
Jokum, Zarnekows gamle Kusk.
Nette, Pige paa Hotel "Solen" i Rostock.
Henrik, Karl paa Hotel "Solen" i Rostock.
Rejsende til Hest og til Vogns, Hotelgæster og Drenge.
Handlingen foregaar dels i Güstrow, dels i Rostock og paa Vejen dertil. I Güstrow: paa Fritz' Værelse hos Madam Bütow, hos Raadmand Zarnekow og i Onkel Matthias' Logi paa Gæstgivergaarden; i Rostock: paa Hotel "Solen".
Tiden: henad Midten af forrige Aarhundrede.
(Fritz' Værelse).
Onkel Matthias:
Fritz, min Dreng...
Fritz:
Hm...
Onkel Matthias:
Kan du slet ikke aabne Munden?
Fritz:
Jo... (gaber frygtingydende)
Onkel Matthias:
Hvad er der egentlig i Vejen med dig? Nu har du og jeg siddet her hele den gudskabte Eftermiddag og røget som Bagerovne; du har ikke sagt et Ord, og jeg har ikke haft noget at indvende imod de Dumheder, du har beholdt for dig selv... Din Sygdom har gjort dig traurig!
Fritz:
Traurig? - Er det saa sært? - Se dig engang om: ingen Gardiner for Vinduerne, udenfor Slud og Regn, og herinde: Spindelvæv i alle Kroge, snavset Gulv, iturevne Tapeter, ved Kakkelovnen derhenne en Askehob, som aldrig bliver fejet bort... Jeg vil slet ikke tale om Lampen; den er aldrig gjort i Stand, naar den skal tændes. Og l disse Omgivelser skal man ligge syg i samfulde fjorten Dage, fordi man ingen Bund har i sine Støvler, og Skomageren ikke afleverer det Par, han har til Reparation... Traurig! Hæ, det er lige til at hænge sig over! Næ - man skulde have giftet sig, Onkel Matthlas!
Onkel Matthias:
Ja det lyder jo meget fornuftigt! ... Tør man spørge: Er der da nogen bestemt, du har Kig paa?
Fritz:
Saamænd, ja - ja, det er der endelig - siden du spørger...
Onkel Matthias:
Undskyld... det var maaske - (ironisk) - alt for Paatrængende..?
Fritz:
Ikke, naar man betænker, at det kommer fra dig!
Onkel Matthias:
Nu er du jo ligefrem uforskammet, men sidde her Dag og Nat, mens Herren er syg - det er man god nok til! Og "Tak, kære Onkel!" og "Hvor er det opofrende af dig, Morbror!" Sludder og Vrøvl det hele! Saa snart man bare kommer med et ganske uskyldigt Spørgsmaal, bliver det En betydet, at man blander sig i noget, som ikke angaar En...
Fritz:
Jamen, Onkel, det, jeg mente, var jo kun, at naar du spurgte, saa var det ikke paatrængende!
Onkel Matthias (fløjter skeptisk):
Aha - hm - det klarede du fint! - Men vil du saa ikke være saa venlig at udtrykke dig mindre tvetydigt en anden Gang...
Fritz:
Nu maa du ikke være vred mere, Onkel... Kom nu og sæt dig ned igen, og faa Fyr paa Piben. Nu skal jeg slaa Ild for dig...
Onkel Matthias (sætter sig mageligt til Ro):
Ak ja... Hm... (bakker paa Piben) Naa, men - der er altsaa en Kvinde, som du kunde tænke dig at...
Fritz:
Det er der. Du maa sikkert selv have set den unge Dame. Hun spadserer hver Dag her forbi med en lille Pige, hen ad Vejen op til Møllen...
Onkel Matthias:
Vil du saa tage Barnet med i Købet?
Fritz:
Er du tosset! Det er hendes Elev!
Onkel Matthias:
Ja, hvad kan jeg vide om det? Hun kunde jo være Enke...
Fritz:
Men det er hun altsaa ikke... Forøvrigt kan du nemt kende hende, for hun er den kønneste af alle Damerne her..
Onkel Matthias:
Javel, naturligvis!...
Fritz:
Og saa er hun saa nydeligt klædt, i fodfri Kaabe med en Kvast ned ad Ryggen. Og hun gaar saa smukt!
Onkel Matthias:
Der er du inde paa noget af det rigtige! Tro du en gammel Kavalerist, min Dreng: Det er med Kvinder ganske som med Heste! Naar Koderne er fine og stærke, Gangen fjedrende og let, Fodtøjet pudset og skinnende, saa kan man regne med baade Flid, Renlighed og Ordenssans... Men hvad jeg vilde have sagt: Har du talt med hende?
Fritz:
Næh... Jeg er saa genert, Onkel... Saadan uden videre at tale til en fremmed Dame... Nej, næh... Det er jeg ikke dristig nok til... desværre
Onkel Matthias (spottende):
Du er en køn Frier!
Fritz:
Aah, maa jeg be'! Saa langt er vi slet ikke!
Onkel Matthias:
Næh, men saa langt skulde det jo gerne komme - hvis det da er dit Alvor, at du vil gifte dig med hende! - Nu skal jeg tage mig af Sagen! Det er vist bedre...
Fritz:
Nej, Onkel! (angst) Nej, aah nej! - Der er jo ogsaa saa meget, der taler for, at jeg ikke skal gifte mig...
Onkel Matthias:
Saa - det kan jeg aldeles ikke se!
Fritz:
Jo - Herregud - jeg er jo allerede en gammel Fyr...
Onkel Matthias:
Nærmere betegnet - du gaar i dit enogfyrretyvende Aar. Kalder du det at være gammel? - (brøsigt) Hvad vil du saa kalde mig? - - Og jeg for min Part vilde paa ingen Maade være bange for at gifte mig... hvis det ikke netop var, fordi jeg nu er vant til at have min Frihed og fører et temmelig omflakkende Liv...
Fritz:
Jo - men Ens indgroede Ungkarlevaner er jo efterhaanden blevet Ens anden Natur... Hvordan skal de kunne forenes med Ægteskabet?
Onkel Matthias:
De skal ikke forliges med Ægteskabet! De skal aflægges, simpelthen aflægges, min Dreng!
Fritz (modløst):
Det gaar aldrig...
Onkel Matthias:
Snak om en Ting! Hvis man elsker sin lille Kone, kan man gøre meget - og hvis hun selv ikke kan gøre Resten, er hun heller ikke den rette!
Fritz:
Hvem siger ogsaa, at man faar den rette?
Onkel Matthias:
Nej, hør nu! Hvis du ikke er fuldt og fast overbevist om, at den lille Jomfru, du taler om, er den rette for dig, hvorfor sidder du saa og hæver hende til Skyerne? - Overlad trøstigt til mig at indlede Sagen. Du kan være forvisset om, at jeg nok skal danne mig et paalideligt Skøn om hende. Det er ikke for at prale, men naar jeg paatager mig noget, saa gør jeg det grundigt, men fint!
Fritz (ynkeligt):
Jamen Onkel...
Onkel Matthias (i Fyr og Flamme):
Ikke flere Indvendinger. Du er en Mand i dine bedste Aar, en klog, redelig og besindig Karakter, som jeg fuldt ud kan svare for; du er af god Familie, og du kan forsørge en Kone. Jeg gad se den, der vil sige Nej til saadan en Ægtemand, der tilmed er min Søstersøn!... Desuden - det haster jo ikke - vi kan gaa langsomt til Værks, du skal faa udførlige Rapporter om, hvordan jeg gaar frem, og hvad jeg udretter. Altsaa - du skal høre fra mig... Nu maa jeg gaa. Jeg skal hen i et Ærinde hos Raadmand Zarnekow...
Fritz:
Kommer du ogsaa i den Familie?
Onkel Matthias:
Jeg er en af Husets Venner - og du?
Fritz:
Jeg læser Fransk med Datteren. Hun kan allerede læse Lamartine og sige "Veuillez prendre place, monsieur," og "La chatte de ma tante boit de lait dans son assiette". Jo, jeg er velset derhenne. Og i Betragtning af mine ensomme Kaar har de saamænd været saa venlige allerede at bede mig til Gæst hos sig Juleaften.
Onkel Matthias:
Sese, det var jo fornøjeligt. Jamen, saa bringer jeg en Hilsen fra dig...
Fritz:
Gør endelig det, Onkel. Og forklar, hvordan jeg har det!
Onkel Matthias:
Det skal ske! - Ja, saa adjøs, Nevø! God Bedring! Og stol blot paa mig... grundigt, men fint...
G o n g.
Hos Raadmand Zarnekow.
(Det banker paa Døren, Jokum ind)
Zarnekow:
Kom ind! - Naa, Jokum, er der spændt for?
Jokum:
Ja, Hr. Raadmand.
Zarnekow:
Saa kalder jeg paa Damerne!
Jokum:
Er det nu ogsaa værd, Hr. Raadmand?
Zarnekow:
Om det er værd?
Jokum:
Ja - der er nok spændt for, men vi kan alligevel ikke komme afsted i Dag.
Zarnekow:
Hvad skal det sige? Har Hesten nu igen tabt en Sko?
Jokum:
Nej, Hr. Raadmand, men hvis ikke jeg skal ride paa Hesten, kan vi alligevel ikke køre ud.
Zarnekow:
Pokker tage dig, Menneske, tal dog fra Leveren! Er der noget i Vejen med Vognen?
Jokum:
Ikke just med Vognen...
Zarnekow:
Du kan gøre En rasende! Ikke med Hesten, ikke med Vognen... Hvad skal saa hindre jer?
Jokum:
Jeg kan i hvert Fald ikke sidde i Agestolen som sædvanligt....
Zarnekow:
Saa kan jeg selv!
Jokum:
Nej, heller ikke!
Zarnekow (hidsigt):
Nu har jeg hørt det med! Skal jeg lade mig diktere noget af min Kusk?! - Jeg vil sidde i Agestolen!
Jokum:
Det lader sig ikke gøre - for Agestolen er nemlig borte...
Zarnekow:
Er den stjaalet?
Jokum:
Det ved jeg ikke. Men den er ikke til at finde nogetsteds!
Zarnekow (fatter sig):
Det er godt, Jokum. Saa spænd fra igen! I bliver hjemme...
Jokum:
Javel. (han gaar)
Zarnekow:
Storartet! Glimrendel De stjæler Agestolen... Næste Gang faar de vel Lyst til Hjulene, og saa til Hesten! Det ender med, at de stjæler Piben ud af Munden paa Jokum! (Ler i sin Forbitrelse)
(En Vogn kører op for Døren) Hvem er nu det? (Gaar til Vinduet) Aha, min Svoger Darjus! Nu kan han faa noget at lade sit Vid gaa ud over, den Himmelhund... (raaber) Amalie, Gretchen, Justine... Her er kommet en kær Gæst fra Parchim!
Darjus:
Se Goddag, Svoger! Sikken et Vejr!
Zarnekow:
Goddag og velkommen! - Vejr!? Ja, heldigvis! Det havde jeg ikke tænkt paa! Gudskelov! Det tøsner - stormer det ikke ogsaa?!
Darjus (forundret):
Nej, det kan man ikke sige...
Zarnekow:
Skade! Skade! - Hvorfor tordner og lyner det ikke - i hvert Fald aldrig, naar man kunde have Brug for det...
Darjus:
Det er svært, saa du er gnaven, Svoger! Er der gaaet dig noget imod?
Zarnekow:
Har man andet end Ærgrelser den udslagne Dag igennem? - Naa, der har vi Damerne!
(Fru Zarnekow, Gretchen og Justine ind)
Darjus:
Goddag, kæreste Søster! (kysser hende) Og du, Justine! Luften her i Byen bekommer dig nok bedre end den i Parchim! Du virker ligefrem straalende! Se der, Gretchen! Hillemænd, du er jo snart en voksen Dame, og man maa begynde at sige Frøken til dig... Men I kommer i Overtøj! Skal I ud?
(Almindelig Hilsen og Udraab)
Zarnekow (hastigt):
Javist, Svoger! Damerne skulde ud paa deres daglige Køretur! Men nu, da du er kommet...
Darjus:
Lad mig endelig ikke opholde jer! Jeg kommer egentlig kun for at forhandle lidt med Zarnekow i Raadets Anliggender. Det er Brandvæsenet, det drejer sig om. Disse Sprøjteprøver...
Zarnekow:
Det kan vi jo altsammen drøfte ved Kaffen - ikke sandt, kære Kone? Svoger er helt forkommen! Det er et Hundevejr udenfor, siger han, regner og sner imellem hinanden - og stormer, siger han...
Darjus (brister i Latter):
Ja, og lyner og tordner - naar man har Brug for det...
Zarnekow (overhører det ganske):
Jeg har allerede ladet spænde fra igen...
Damerne (beklagende):
Aah!
Fru Zarnekow:
Se saa, Pigebørn! Zarnekow har ganske Ret! Vi bliver hjemme hos vor kære Gæst, Og Kaffen skal være paa Bordet, inden I faar drøftet blot et eneste af eders kedsommelige Spørgsmaal.
Zarnekow (fornøjet):
Du er en storartet Kone, Amalie! - Hvis I to endelig vil ud og væde Pelsen, saa kan I løbe hen til Bageren efter Mandelbrød og Kringler. Her er Penge!
Gretchen (begejstret):
Ja, kom, søde Justine!
(Det banker)
Zarnekow (ærgerlig):
Hvem er nu det? - Kom ind!
Onkel Matthias (ind):
Goddag, kære Zarnekow! Og hvad ser jeg! - Ogsaa Raadmand Darjus. - Mine Damer, Deres ydmyge Tjener! - - Men saa maa man vel spørge, om det kan tillades en simpel Kriger, tilmed en pensioneret, at træde ind i de retslærdes Forsamling, eller om han maaske forstyrrer Byraadets Forhandlinger, hahaha...
Zarnekow:
Paa ingen Maade, Hr. Krigsmand... Tag Plads, tag Plads, og lad Deres gode Humør lyse lidt op i vore støvede Sjæle...
Onkel Matthias:
Jeg bringer nu for det første en underdanig Hilsen fra min Hr. Nevø, den gode Fritz... Han har været sengeliggende i fjorten Dage af en rigtig slem Forkølelsesfeber og beder sig undskyldt hos sin smukke og talentfulde Elev...
Gretchen:
Aah nej, dog! Sagde han det? Og jeg, som saa tit ærgrer ham ved min Dumhed!
Onkel Matthias:
Ja! - Og sagde han det ikke, saa siger jeg det!
Justine:
Naa, kom nu, Gretchen, saa løber vi to!
(begge ud)
Onkel Matthias:
Det træffer sig meget heldigt, at, jeg finder Dem her, Hr. Darjus. For Jeg har egentlig to Ærinder, og det ene gælder Dem. Da jeg for et Par Ugers Tid siden var i Rostock, talte jeg med min Sagfører, som jo ogsaa er Deres, og han indskærpede mig, at jeg ved min Tilbagekomst til Parchim endelig ikke maatte glemme at bringe Dem den Besked, at han ønskedc, at se Dem før jul, da Deres Proces vilde komme for lige efter Nytaar!
Darjus:
Jeg er netop paa Vej til Rostock!
Onkel Matthias:
Udmærket. Jeg skal for Resten ogsaa til Staden igen. Her er jeg kun blevet opholdt ved Meddelsen om min Nevøs Sygeleje. Og dermed kommer vi til mit andet Ærinde: Jeg vilde have laant Befordring af Dem, kære Zarnekow - aah, blot saa længe, som jeg vilde have behøvet for at gøre mine juleindkøb! - Men nu hører jeg jo af Jokum, at Deres Agestol er blevet borte!
Darjus og Fru Zarnekow (i Munden paa hinanden):
Hvad er den! - Hører du, hvad han siger, Zarnekow?
Zarnekow (forbitret, raaber):
Ja, jeg gør! Jeg hører! Og gid jeg ikke hørte!
Fru Zarnekow:
Vidste du det da, Zarnekow?
Zarnekow (stadig meget ærgerlig):
Naturligvis vidste jeg det!
Fru Zarnekow (bebrejdende):
Og saa spillede du den Komedie for os!
Zarnekow:
Aah, jeg mente, at Agestolen vel kom for Dagen til i Morgen...
Onkel Matthias:
Og saa vilde han ikke bedrøve Dem, Frue, hverken Dem eller Frøken Justine og Frøken Gretchen. Han har et Hjerte af Guld, den Mand - det har jeg altid vidst!
Fru Zarnekow (helt formildet):
Ja, det har han, det har han!
Onkel Matthias:
Men desto mere fortryder jeg min Aabenmundethed! Jeg beder Dem meget undskylde...
Zarnekow (hjerteligt):
Aah, Snak, kære Ritmester! De hører til de Mennesker, der gør alt i den bedste Hensigt, og derfor ogsaa ved deres Handlinger opnaar noget godt. Her har De nu skaffet mig et Kys, der varmer min Sjæl mere end al den Kaffe vi drikker her i Huset. Lad det saa bare regne...
Darjus:
... og storme og sne! Du har Ret, du lykkelige Ægtemand! - Men lad os gaa over og bese Skaden!
Zarnekow:
Godt, lad os det!
Fru Zarnekow (leende):
Det betyder ikke, at I maa forsømme Kaffen! Jeg kalder, naar den er færdig!
G o n g.
(Darjus og Onkel Matthias ager til Rostock).
(Man hører Hjulenes Knasen, Vognens Bump og Plasken. Tilraab til Hesten og nu og da Lyden af mødende Befordringer)
Onkel Matthias:
Naa nu nærmer vi os Byen.
Darjus:
Ja, og det er godt det samme; trods mine svære Kørehandsker fryser jeg nederdrægtigt om Hænderne. Men fra det næste Vejsving kan man se Tagene og Kirketaarnene...
(En Vogn kører forbi)
Onkel Matthias:
Var det ikke Forpagter Pistorius?
Darjus:
Jo, og Herrerne Trebonius og Prætorius!
Onkel Matthias:
Saa møder vi ogsaa snart Inspektør Bræsig, skal De se! - Skønt, han er vel nu for gammel til saadan at rakke rundt paa Landevejen?
Darjus:
Han har Podagra, saa han holder sig nok hjemmo! Men Pokker er gammel! De er jo selv en sand Springfyr, hva'? Haha! Og De og han var dog ellers Skolekammerater, hvis jeg husker ret...
Onkel Matthias:
Ganske sandt! Og det var for Resten netop, hvad jeg sagde til min Nevø Fritz, der gaar paa Frierfødder... Ja,, jeg lod ham endda i usømmeligt Overmod forstaa, at jeg ikke vilde være bange for at indgaa i den hellige Ægtestand! Men - nægtes kan det jo alligevel ikke, at jeg til en vis Grad begynder at føle Aarenee Byrde!
Darjus:
Man kan mintro ikke se det paa Dem' Og det er jeg ikke ene om at mene. Holdt ikke min Søster Justine endnu i Gaar Aftes en hel Lovtale e over Deres charmerende Egenskaber. Man maatte tro, at hun netop fandt Deres Alder ganske overensstemmende med sin Smag...
Onkel Matthias (glad overrasket):
Smigrende, meget smigrende!
Darjus:
I det hele taget kommer man ved en Smule Eftertanke til det Resultat, at vi Mænd hos Kvinderne ofte vil finde et ganske andet Billede af os selv end det, vi er vante til at omgaas som vort eget besværlige Jeg. Saadan er det i det mindste gaaet mig! Jeg er tit blevet yderst forbavset ved at erfare, hvad de søde Væsener syntes at se hos mig...
Onkel Matthias (spekulativ):
Hm ja... De har ganske Ret... Saa hun lod virkelig til at... ? Jeg mener... Det glæder mig inderligt... Jeg kan ikke sige andet end, at jeg ogsaa fandt Frøken Justine aldeles henri.. Hm...
Darjus (oprømt):
Det er herligt at træffe saadan en rørende Enighed i Hovedsynspunkterne! Ved De hvad, saa vilde jeg i Deres Sted sandelig smede, medens Jernet er varmt!
Onkel Matthias (hastigt):
Nej, nej! Umuligt! Skønne Drømme... (Efter en lang Pause) Sig mig, er hun dygtig til at koge Fisk? Er hun?... (Igen Pause) Visvas! Hvad angaar det mig? Kære Darjus, De faar mig til at opføre mig som en gammel Taabe! Tilgiv mig! - Men velkogt Fisk er nu en Livsalighed! Og hvis...
Darjus:
Hjemme var det altid hende, der maatte koge Fisken, fordi hun forstod det langt bedre end min Kone. Jeg vil sige Dem: hendes Gedde og hendes Aal i Gelé... Ah!
Onkel Matthias (smækker med Tungen):
Oh! (Hvorpaa han sukker dybt, tier lidt og skifter Tone) Ja, rigtigt! Der har vi allerede Byporten nede! Hvor skal vi tage ind?
Darjus:
jeg bor altid paa Hotel "Solen".
Onkel Matthias:
Passer mig brillant. Det gør jeg som Regel ogsaa, Der faar man nemlig saadan en dejlig Sildepostej i Smørsovs.
Darjus:
Ja, og Betjeningen er upaaklagelig. Værelserne rene... Vi kommer jo til at overnatte... Jeg skal betro Dem, at jeg agter at berede min Svoger Zarnekow og min Søster en storartet Overraskelse til Julen. Jeg skal ordentlig ud paa Indk~b! Haahaa, jeg glæder mig til det som en Dreng, gør jeg...
Onkel Matthias (mistænksomt):
Hvad er det for en Overraskelse, om man tør spørge?
Darjus (henrykt og drillende):
Ja, det siger jeg ikke?
Onkel Matthias (bekymret):
Hvis De vil lytte til mig, saa gør det ikke! Overraskelser har Fanden skabt! De volder langt snarere Fortrædelighed og Ærgrelse end Fornøjelse og Glæde. Nej, Overraskelser, dem lader en fornuftig Mand ude af Betragtning; Livet kan saamænd rumme Ubehageligheder nok endda!
Darjus (modvilligt):
Aa, visvas! Naa - jeg mener - det er maaske Deres Syn paa Sagen... Men jeg vil holde en Groschen - højere vædder jeg aldrig! - paa, at min Svoger og min Søster bliver henrykte!
Onkel Matthias (fredsommeligt):
Jaja, naturligvis haaber jeg, at De maa faa Ret, kære Raadmand... Naa, nu er vi der nok... der har vi Hotellet.
G o n g.
Paa Hotellet.
(Døren aabnes, Pigen viser Onkel Matthias ind)
Nette:
Nr. 7 - det er her. Værsgo...
Onkel Matthias:
Pænt lille Værelse... Er mine Ting sat herop? Ja, der staar de jo! Men hvad i Alverden er det for en stor, grim Kasse? Det er ikke min - absolut ikke min! (Raaber ud ad Døren) Aa, Nette - Jomfru, hør engang!
Nette (tilbage):
Ja! Jo, jo! Hvad er til Tjeneste?
Onkel Matthias:
Hvad er det for en Kasse dér?
Nette:
Det ved jeg ikke.
Onkel Matthias:
Hvorfor staar den her?
Nette:
Fordi den skal staa her.
Onkel Matthias:
Hvordan er den kommet her?
Nette:
Jeg saa, at Henrik slæbte den herop...
Onkel Matthias:
Det var da mærkeligt!
Nette:
Ja, meget mærkeligt! - Jeg sagde ogsaa til ham, at han hellere skulde lade det store Skrummel staa nedenfor.
Onkel Matthias:
Hvad sagde saa han?
Nette:
At jeg skulde passe mig selv!
Onkel Matthias:
Det kan jeg ganske slutte mig til, Jomfru Næsvis!
Nette:
Aa, maa jeg nu be'! Var det maaske ikke Herren selv, der kaldte paa mig?! (Det ringer fra alle Sider paa een Gang) Og nu har jeg staaet her og spildt Tiden til ingen Nytte, og Gæsterne ringer uafbrudt... (raaber ud af Døren) Nu kooooommer jeg!
Onkel Matthias (ryster sig):
Uf! - (ler) Den lille Gavflab! Sikken Forskel der kan være paa Kvinder! Naar jeg tænker paa... Oh! - Justine... Jeg er bestemt forelsket! Aa, jeg stakkels pensionerede Ritmester!.. Hvor bliver Darjus ogsaa af?! Hvis han var her, kunde man i det mindste tale med ham om hende... (standser) Det er nu alligevel mystisk med den Kasse! Det er sikkert et af hans Indfald! - Men holdt! Hvad var det, Jomfruen sagde: Nr. 7! Jamen saa er det Jo slet ikke mit Værelse. Jeg skulde jo have Nr. 3. (Til Døren) Der suser hun afsted med Barbervandet! (raaber) Nette! Jomfru Nette!
Nette (løber forbi):
Det nytter ikke, Hr. Ritmester!
Onkel Matthias:
Naa, saa maa jeg altsaa vente! Leve Husligheden! (Smælder Døren i) Men nu vil jeg ikke se paa den grimme Kasse mere, den tager hele Kuløren af Værelset. Jeg lægger min Plaid over den. - Saadan, saadan. - Ih, nu virker den jo helt pyntelig. (sætter sig) Og man sidder ogsaa godt paa den! - Hvad mon det var for et Halløj udenfor? Her er nok mange Gæster!
(Døren aabnes, og ind styrter Darjus, fulgt af Henrik. Forstærket Latter og Støj)
Darjus:
Nej, jeg vil ikke, siger jeg jo! - Luk Døren, luk!
Henrik (lukker):
Jamen Hr. Raadmand, nu er de villige til at give Entré.
Darjus:
Fortæl dem, at det skulde de have gjort, da den var levende, saa var den maaske ikke død!
Henrik:
Jamen Hr. Darjus...
Darjus:
Ti stille, det er din Skyld altsammen, dit Fæhovede!
Henrik:
Hvor kan Herren sige det, jeg har da ikke slaaet den ihjel...
Onkel Matthias:
Undskyld, men det lyder helt farligt... Hvad drejer Sagen sig om? Og hvorfor denne Larm?
Henrik:
Jo, ser De, Hr. Ritmester...
Onkel Matthias:
Det var ikke dig, jeg spurgte! Gaa hellere ud, og faa de Mennesker til at fortrække!
(Henrik ud)
(Nede fra Gaden høres et hujende Kor af Drenge)
Drengene:
Æh, Hurræ! Leve den antike Hoppe! Vi vil se Metusalem!
Darjus (rasende):
Hører De?!
Onkel Matthias (mildt):
Jeg forstaar Dem ikke, kære Raadmand. Hvis det er Deres gamle Kørehoppe, Drengene er saa forhippede paa, at se...
Darjus:
Aa Gud, nej, nej, nej! - Det er en rent forbandet Historie! Denne Overraskelse, som jeg vilde købe til min Svoger Zarnekow...
Onkel Matthias (fløjter forstaaende):
De har altsaa købt den, og den begynder allerede at virke overraskende!
Darjus (angerfuld):
Det maa De nok sigel - Jeg vilde ikke røbe, hvad der var i Kassen. Den faldt Henrik temmelig tung, og da han spurgte, hvad del vel kunde være, som jeg endelig vilde have baaret op paa mit Værelse, lod jeg ham forstaa, at det var Skindet og Benene af en død Antilope, som jeg havde erhvervet henne hos Menageri-Ejeren paa Torvet og vilde forære til Naturhistorie-Læreren i vor By, fordi han gerne vil anlægge en Samling paa Skolen... Naa, hvad forstaar en Fyr som Henrik sig vel paa Naturhistorie?! "Aa, en Anti-Loppe?" siger han. "Ja, for min Skyld en antik Hoppe," siger jeg gnaven. Det syntes han var en god Spøg og fortalte den første den bedste nysgerrige Gæst, at jeg havde erhvervet en antik Hoppe, lutter Skind og Ben! Og nu er Købet rygtedes, baade her paa Hotellet og ude i Byen. Folk er som tossede. De kommer og spørger til Hoppens Befindende, hvad den spiser, om de maa se den, om den bider og slaar bagud... Jo, de har deres Fornøjelse! - Drengene løb efter mig lige til Indgangen, da jeg før var ude for at hente nogle andre Gaver... (Hujen udenfor) Hør, hvor de tager fat!
Henrik (stikker Hovedet ind ad Døren):
Hr. Raadmand, nu byder de ti Groschen!
Darjus:
Ud! Ud med dig!
Henrik (bønfaldende):
Skal det da være endnu dyrere?!
Stemmer fra Gangen: Vi vil se den! 15 Groschen er budt!
Darjus:
Ud! Bort!
Mængden (trænger sig ind ad Døren):
15 Groschen! 20 Groschen! Hvor er den? Frem med den!
(Stor Tumult)
Onkel Matthias (med Stentor-Røst):
Mine Herrer! Mine Herrer! Taalmodighed! For en Entré af ti Groschen pro persona vil Henrik forevise, Dem Dyret. Men kun fra Stalddøren! Den er, som det kan ventes af et saadant antikt Bæst, overordentlig bidsk, og da den kun faar Foder een Gang om Ugen, bliver den nervøs, naar den ser Mennesker, hvad den jo ikke er vant til i sin Hjemegn, de thessaliske Bjerge. - (Mumlen og Forundringsudbrud) - Før nu disse Herrer ned i Gaarden, Henrik, men vær meget forsigtig! Pengene kan du selv beholde til Gengæld for den Risiko, du løber. Jeg gør Dem alle opmærksomme paa, at Dyret kun vil blive forevist denne ene Gang, og at ingen maa komme i dets Nærhed!
(Mængden fjernes sig tilfredsstillet. Døren lukkes)
Onkel Matthias:
Saa fik vi da Fred!
Darjus:
Fred? - Den Historie vil forfølge mig hele mit Liv! (ustyrlig) Men nu skal den fordømte Gave egsaa bort! Den skal sendes tilbage! Jeg vil ikke have den i min Nærhed...
Onkel Matthias:
Saa bliver De nødt til at rejse Dem op!
Darjus:
Hvorfor?
Onkel Matthias:
Fordi De sidder paa Kassen!
Darjus (springer op):
Hvordan kommer den her?
Onkel Matthias:
Ja, det maa jeg spørge Dem om!
Darjus:
Jeg lod den sætte ind paa mit Værelse...
Onkel Matthias:
Men den staar her!
Darjus:
Mit Værelse er Nr. 5.
Onkel Matthias:
Og dette er Nr. 7.
Darjus:
De skulde jo bo paa Nr. 3. Det er da som forhekset!
Onkel Matthias:
Jeg tror, jeg kender Heksen. Hun hedder vist Nette. (kalder ud ad Døren) Nette, hør, lille Nette!
Nette (suser forbi):
Nytter ikke, Hr. Ritmester!
Onkel Matthias:
Vil du virkelig ikke tjene en ekstra Drikkeskilling, Nette?
Nette (i Døren):
Naa, hvad er der saa?
Onkel Matthias:
Hvorfor har egentlig Raadmand Darjus faaet Værelse Nr. 5 og jeg Nr. 7?
Nette:
Fordi Godsejer Hilgendorff lovede mig ekstra Drikkepenge, hvis han fik Nr. 3, hvor han plejer at bo. Var dur mere...?
Onkel Matthias:
Nej, lille Nette. (Døren i) Hvad sagde jeg?!
Darjus:
Ligemeget, hvad De sagde! Jeg ærgrer mig en Sygdom til! Den Kasse skal bort!
Onkel Matthias:
Ja, naar Henrik faar Tid... Jeg skal nok give ham Besked!
Darjus (mildnet):
Mange Tak, kære Ritmester... Ja, saa tror jeg, at jeg vil gaa ind og se, om jeg ikke kan slibe mig en lille Skraber. Dette her har angrebet mig.
Onkel Matthias (hjerteligt):
Gør det, gør endelig det! Og stol blot paa mig! (Darjus ud) Nu gad jeg vide, hvori Ovarraskelsen egentlig bestaar. Men det skal nok vise sig! For det vilde da være Synd, om Zarnekow ikke skulde have den, trods alt... Lad mig se... Jeg kan jo lade Henrik sy den ind i et helt nyt Overtræk... Hahaha!... og sende den med Dagvognen... For til Güstrow skal den, saa min Sandten!
G o n g.
(Fritz' Værelse)
Onkel Matthias (ind):
Goddag, Fritz!
Fritz:
Men hvad er dog det for et Halløj, Drengene holder? Saa vidt jeg har kunnet høre, begyndte det helt oppe ved Gæstgivergaarden...
Onkel Matthias:
Ja, det er en Overraskelse, der er ankommet med Dagvognen, min Dreng...
Fritz:
Du kommer selv som noget af en Overraskelse, Onkel.
Onkel Matthias:
Naah, jeg har dog været her siden i Gaar Middags. Og hvad den anden Overraskelse angaar, saa kan du saamænd tidligt nok faa den at se Juleaften hos Zarnekows.
Fritz:
Der er ogsaa det, jeg hellere vil tale med dig om!
Onkel Matthias:
Det vil jeg tro!
Fritz:
Jeg er ved at forgaa af Utaalmodighed! Onkel, sig mig straks: Har du udrettet noget? Har du talt med den unge Dame? Værsaagod, sæt dig endelig i Lænestolen, og her er Merskummeren og Tobak...
Onkel Matthias:
Ah! Det gør godt at strække Benene lidt! Jo, jeg har talt med den Skønjomfru...
Fritz:
Straks indladt dig i Konversation med en Dame, du aldrig har set før! Du er ikke bange, maa jeg sige!
Onkel Matthias:
Hør nu bare! - Jeg genkendte hende jo straks efter din Beskrivelse: Kaaben, den lette Gang, den lille Pige... Jeg fulgte efter dem op ad Møllestien, og da de vendte om, gjorde jeg det samme, hvorved jeg jo kom til at gaa foran dem. Ved et af de gamle Piletræer standsede jeg og lod, som om jeg vilde tænde min Pibe, men samtidig med mit Fyrtøj rev jeg for en Daler Smaamønt op af Lommen - med Vilje, forstaar du - saa Skillingerne trillede til alle Sider over den frosne Vej. Jeg bukkede mig, pustende og stønnende, som om jeg havde forskrækkelig ondt ved at sanke dem op, og da hun saa det - nu var de kun fem-seks Skridt fra mig - sagde hun ganske rigtig til den lille, at hun skulde hjælpe mig, og samlede ogsaa selv nogle Mønter op. Det var netop, hvad jeg ønskede! Jeg takkede saa mange Gange, der udspandt sig en Samtale imellem os, og vi fulgtes ad lige til Porten...
Fritz (urolig):
Naa, hvad talte I saa om?
Onkel Matthias:
Ih, om Vejret og Byen og Folk her paa Stedet. Jeg fortalte, at jeg var din Onkel, og spurgte, om hun ikke kendte dig. Nej, sagde hun, hun havde ikke den Fornøjelse - hun sagde: Fornøjelse! Om hun da ikke havde set et ungt Menneske med saadan en graagul Ansigtsfarve og graagul Overfrakke og graagult Haar? Nej, sagde hun, men en ældre Herre med den Paaklædning havde hun ganske vist set. Naa, sagde jeg, ja, den ældre Herre, det var netop det omtalte unge Menneske, det var dig! Og saa hoppede den lille Pige i Vejret og raabte: "Aa, Frøken, det er den Herre, som du altid siger ligner et Rundstykke dyppet i Kaffe med Mælk!" Din Udvalgte blev sprutrød, og jeg maatte le af fuld Hals og indrømme, at det passede storartet paa dig...
Fritz:
Nej, ved du nu hvad, Onkel, hvis du ikke har haft andet Formaal end at gøre din Søstersøn latterlig i Folks øjne, saa maatte du hellere være blevet hjemme!
Onkel Matthias:
Det kan gerne være... Men der var noget mere, jeg vilde. Jeg ønskede at vide, om hun nu ogsaa vilde have dig!
Fritz:
Du gode Gud! Det spurgte du hende vel ikke om?!
Onkel Matthias:
Kunde du virkelig tænke dig det? - Nej, jeg lod saadan ganske løseligt falde en Bemærkning om, at hun nok ikke vidste, hvad du var. Hun gættede paa, at du maaske var Doktor. Bevares, sagde jeg, hvordan skulde han være blevet det? - Saa Advokat da? Heller ikke. - Og saa det ene og saa det andet. - Hun foreslog alt muligt lige fra Raadmand og ned til Barber. Men jeg rystede stadigvæk paa Hovedet og sagde til sidst: De gætter det alligevel aldrig. Han er nemlig slet ingenting. Det syntes hun nu nok var noget lidt, og mente, at du vel saa levede af dine Penge. - Tja, sagde jeg, paa een Maade havde hun Ret, for den Levevej havde du lige fra din Ungdom unægtelig haft mest Lyst til, men at du paa den Vis skulde have opnaaet nogen Ansættelse, kunde jeg ikke paastaa. Derimod var du med Tiden blevet svært oplagt til at indtræde i en helt anden Stand. - Hvad var det for en, spurgte hun. - Ægtestanden! sagde jeg, og spurgte samtidig, hvad hun mente om det? Jeg havde i Forvejen sagt til mig selv: Hvis hun bliver bleg, saa kan hun ikke lide ham, men bliver hun rød, saa tager hun ham. - Hun blev ildende rød i Kinderne, bøjede sig ned og gav sig til at pille ved den lilles Hat, og da hun rettede sig op igen, saa hun paa mig med saadan et Blik ovenfra og ned, drejede sig halvt om med en Slags Kniks, og vips! - væk var hun...
Fritz (hændervridende):
Onkel, Onkel, Onkel! Du har ødelagt det hele for mig!
Onkel Matthias:
Hvad har jeg! - Sludder! - Hør nu blot videre! I Formiddags...
Fritz:
Tak, du behøver ikke at fortsætte! Tror du ikke, jeg saa dig! Nede paa 8køjtebanen paa Dammen! Jo, det var et opløftende Skue!
Onkel Matthias:
Du har fulgt mine Manøvrer? - Hvad saa du da?
Fritz (mere og mere hidsig):
Jeg saa en gammel Kavaler, som gjorde sig komplet til Grin! Der kom du anstigende hen til Boden paa Bredden med en Mine som selve Baron Ødeland, smækker Pengene i Disken, værsgo, for fire Groschen Kager og for fire Groschen Punsch! Og med Kageposen i den ene Haand og Glasset i den anden balancerede du afsted hen imod en ung, grønt tilsløret Dame, der sad paa en Slæde. Du bukkede og skrabede og smilede som en Bjørn, der lugter Honning. Og hvem var det saa, du kurtiserede paa den skandaløse Maade? Damen slog Sløret tilbage... Jeg begriber ikke, at jeg ikke fik et Slagtilfælde! Det var hende! Det var min Tilkommende!... Aa, Gud, og hun smilede til dig igen - saa henrivende, som hun aldrig har smilet til mig! Nej, nej, - hvor kunde jeg vel vente andet - mig ler hun jo ad, har du selv sagt...
Onkel Matthias:
Hvad mener du egentlig med dine Deklamationer?
Fritz:
Du forstaar mig udmærket godt! Sagen er, at du har benyttet Lejligheden til at skyde mig til Side og selv indynde dig hos min Udvalgte. Nægt det, om du tør! - Og det netop i Sværmeriets søde Foraarstid!...
Onkel Matthias:
Mens det fryser flere Grader om Natten...
Fritz:
Kan du maaske nævne mig en eneste Dameforfatter, som ikke stift og fast holder paa, at Forelskelsestiden før Forlovelse og Bryllup er den allerlykkeligste Periode i et ungt Pars Tilværelse. Og den har du nu spoleret for mig!
Onkel Matthias:
Altsaa, du vil ikke gifte dig?
Fritz:
Nej!
Onkel Matthias:
Saa skal jeg fortælle dig noget, min Dreng! Saa frier jeg selv!
Fritz:
Ja, gør du det!
Onkel Matthias (stærkt):
Svar ikke saa letsindigt! Jeg taler i Alvor. Jeg er blevet ked af at være Ungkarl. Dette har aabnet mine øjne for Kvindens Herlighed og Ægteskabets Tillokkelser. Jeg frier selv!
Fritz (benovet):
Jamen, Onkel...
Onkel Matthias:
Du kan udelukkende takke dig selv derfor. (ironisk) Eller rettere: Jeg bør vel takke dig derfor! - Nu ved du altsaa Besked. - Farvel, min, Dreng, sov godt, og drøm behageligt!
(ud)
Fritz (ene):
Nej, det er dog for komisk! Han gør det! Han frier! - Men det vil jeg ikke finde mig i! Han maa forandre Beslutning! - Han skal gaa i sig selv! Jeg maa søge at komme ham i Forkøbet. Er Sagen først i Orden mellem hende og mig, saa vil han resignere - - - (raaber) Madam Bütow! Madam Bütow! (slaar Døren op) Gaa hen til Købmand Bohnsack og køb mig et Par af de gule Handsker, som de unge Hrr. Advokater altid gaar med, naar de rigtigt skal vise sig! (Døren i) Den Dag i Morgen trækker jeg i Stadstøjet, og gaar hen og frier!
G o n g.
(Onkel Matthias Logi).
Opvarteren (med Respekt i Stemmen):
Her logerer Hr. Ritmesteren. Værsgo, træd kun indenfor, Frøken! Hr. Ritmesteren maa straks være her. Paa Slaget seks spiser Hr. Ritmesteren til Middag - alt er beredt. Klokken er nu - lad mig se - tre Minutter i. Ja, paa øjeblikket maa Hr. Ritmesteren være her.
Justine:
Sæt blot Lyset der paa Kommoden... Mange Tak... (Opvarteren ud) Aa Gud - jeg er virkelig saa beklemt, som om jeg begik noget ganske uforsvarligt! Og hvad er saa det hele!? Jeg har en Kommission til Ritmesteren... Jeg forretter mit Ærinde - det, er saa uskyldigt som vel tænkeligt... (ser sig om) Men hvor er her dog hyggeligt! Ilden sprager i Ovnen, Tromlen ordentligt dirrer af Iver. Et smukt dækket Bord, to tændte Lys - og dèr: en Køler med en Flaske Rhinskvin! Aa, maaske skal Onkel Matthias - ja, saadan kalder jo alle Folk ham - have Fisk til Middag! Ja, han skal! To Gafler ved Tallerkenen... Hvis det nu var mig - (drømmende) - der havde kogt den Fisk...! Men hvad tænker jeg dog paa! Maa jeg ikke skamme mig! Hvad mon han selv beskæftiger sine Tanker med, naar han saadan ganske alene indtager sit Maaltid...?
Onkel Matthias (udenfor):
Lad mig saa faa den Mad i en Ruf? (ind, endnu betydeligt ophidset) Den fordømte Laban! Men jeg frier selv - det gør jegi Jeg haaber, jeg har givet ham en ordentlig Forskrækkelse! - Men hvad ser jeg..
Justine (har ved hans Heftighed udstødt et svagt Skrig):
Aa Gud dog!
Onkel Matthias:
En ung Dame! - Nej, men det er jo Frk. Justine!
Justine (afsides):
Jeg ryster over hele Kroppen... (højt) Hr. Ritmester - (hastigt) De maa undskylde, at jeg saaledes uanmeldt opsøger Dem! Det skyldes ganske særlige Omstændigheder. Jeg har en Bøn til Dem...
Onkel Matthias (gnider sig i Hænderne):
Det glæder mig, det glæder mig! Tag Plads, kære Frøken - her ved Bordet, ikke sandt... Og lad mig saa høre! Det, De vil bede mig om, maa være en ren Umulighed, for at jeg skal nægte Dem det!
Justine (skælmsk):
Ja, ja, man hører jo ogsaa, at Hr. Ritmesteren forstaar den Kunst at omgaas Damer. Den lille Frøken Kuntze kan tale med derom...
Onkel Matthias:
Ah bah! Jeg paatog mig - lovlig dristigt, vil jeg indrømme - at tale min Nevøs Sag hos den Dame - ikke helt uden Held, maaske.. Men jeg har haft rigelig Lejlighed til at ærgre mig derover... Men De har endnu ikke med et Ord berørt Deres Ærinde. Omsvøb er ganske unødige. Nævn det, kære Frøken, nævn det, og betragt det som udrettet...
Justine:
Jeg har faaet Brev fra min Broderkone, Fru Raadmandinde Darjus. Hun klager over, at hendes Mand er i et forfærdeligt Humør. Han gaar rundt og fløjter hele Dagen, med Hænderne i Bukselommerne, tavs, utilnærmelig og mørk som en Tordensky. Hun græder, skriver hun, og véd ikke sine levende Raad....
Onkel Matthias (beklagende):
Ægteskabelige Forviklinger - og tilmed nu, lige op til Julen - meget - hm - yderst - ubehageligt...
Justine:
Grunden til hans daarlige Humør skal kunne søges i en vis Overraskelse, der var tiltænkt min Svoger Zarnekow, men som paa en underlig akavet Maade synes at være kommet i fejle Hænder...
Onkel Matthias:
Overraskelse? Oho! Dog vel aldrig "den antike Hoppe"?
Justine (ler):
Netop!
Onkel Matthias (lystigt):
Det kan ikke nægtes, at det har været en meget livlig Hoppe!
Justine (i samme Tone):
Nej! - Og nu er den tilmed galoperet tilbage til Rostock!
Onkel Matthias (ler):
Til Rostock? Hvorledes er det gaaet til? Og er maaske jeg som gammel Kavalerist udset til at indfange og tæmme den? (det banker) Kom! - Naa, der har vi Maden...
Opvarteren (ind, Klirren af Fade & Glas):
Klokken er seks! Hr. Ritmesteren undskylder, at jeg afbryder... (Klokken slaar seks) Paa Slaget, som Hr. Ritmesteren selv har ønsket det! (Med Stolthed) Der er serveret!
Onkel Matthias:
Udmærket! - Men jeg faar en Idé! - Dette tegner til en længere Udvikling - og jeg har ogsaa noget at tale med Dem om, min Frøken! Gør mig den Ære og Fornøjelse at spise med mig...
Justine:
Nej, nej, Hr. Ritmester. Det gaar ikke an. Hvad vil Folk tænke... Desuden - jeg har spist - jeg...
Onkel Matthias:
Nu blot ingen Indvendinger! Det bruger vi ikke ved Militæret.
Justine (vakler):
Nu ja...
Onkel Matthias:
Det bliver blot i al Tarvelighed, improviseret... Men er det improviserede ikke altid det morsomste?... En Ret Karper, et Glas Vin...
Justine:
Det lyder yderst tillokkende...
Onkel Matthias:
Opvarter! Altsaa: en Kuvert, et Glas til... Sæt Dem endelig ned igen, min Frøken, tag Plads.
Justine:
Saa var det virkelig Fisk! Jeg vil tilstaa min kvindelige Nysgerrighed. Da Hr. Ritmesteren kom ind, stod jeg netop og spekulerede paa, hvad man vel kunde have at delikatere Dem med her paa Gæstgiveriet...
Onkel Matthias:
Oh, det har ingen Nød! Her, og paa et Par andre Steder, jeg frekventerer, kender man min Smag, og jeg kan være sikker paa at faa den Fisk, som Aarstiden byder os - ganske taaleligt tilberedt, omend den kræsnere Gane maaske nok maa savne de egentlige Raffinementer...
(Opvarteren banker paa igen. Ind med Tallerken, Gafler, Glas).
Onkel Matthias:
Tak, min Ven! Nu kan du beroliget trække dig tilbage til Privatlivet. Min Kompliment i Køkkenet!
Opvarteren:
Skal ske, Hr. Ritmester, skal ske! (fortroligt) Dortchen er ogsaa ganske spændt paa, hvad Ritmesteren vil synes!
(ud)
Onkel Matthias:
Tillad, at jeg forsyner Deres Tallerken... Hovedstykket, værsgo! Og et Glas Vin? Maa jeg skænke?
Justine (smigret):
De berøver Dem selv det bedste for min Skyld...
Onkel Matthias:
Naturligvis! - For en Kender som Dem er intet for godt! - Men til Sagen! Denne Kasse...?
Justine:
Ja, da den mystiske Kasse blev afleveret hos Zarnekows af Fragtkusken med den Besked, at den indeholdt "Skind og Ben af en Antilope"...
Onkel Matthias:
Vittigheden var Darjus'es - Deres kære Broder er nu lige ved at være lidt for vittig af en værdig Raadmand at være -
Justine:
... saa lod Zarnekow, der ikke har Sans for den Art Vid, straks Kassen sende til Parchim, for, som han sagde: han havde ingen Brug for afrikanske Dyr, hverken levende eller døde. Da min Bror saa den igen, blev han ganske ophidset og lod den omgaaende returnere. Ved en Fejltagelse af Fragtmand Snakenborg blev den saa afleveret, ikke her, men i Rostock, sammen med en Del andre Varer, og da Angela vilde forvisse sig om, at den var kommet vel afsted, fik hun hos Købmanden den Besked, at den vilde være hos Vinhandler Ahrens endnu samme Nat eller næste Morgen. Og Ahrens bor i Rostock. Kassen var blevet ekspederet sammen med tomme Vinankere. Det maatte Angela saa meddele min Bror. Han bed sig i Læben, svor, stampede i Gulvet, men brød derpaa ud i en høj Latter og raabte: "Det er godt! Det er brilliant! Gid den forbistrede Hoppe laa midt ude i Østersøen!"
Onkel Matthias:
Og siden da har han altsaa fløjtet hele Verden et Stykke?
Justine:
Ja, til stor Bekymring for min stakkels Brorkone!
Onkel Matthias:
Vent blot, min gode Darjus! Enden er ikke endda! Min er Skylden ikke, jeg har advaret imod Overraskelser: Men nu skal han faa Lov at nyde denne til Bunds! Jeg skal hente Kassen tilbage, om den saa er gaaet direkte til København!
Justine:
Angela vil være Dem meget taknemmelig, Hr. Ritmester! Og (frygtsomt) - jeg ogsaa!
Onkel Matthias (lidt barsk):
Aah, jeg beder! Intet at takke for! Det vilde være Synd ikke at vise Deres Bror, i hvor høj Grad vi gouterer hans Vid...
Justine:
Og nu maa jeg gaa...
Onkel Matthias (hastigt):
Ikke før end De har fortalt mig, hvorledes De syntes om Fisken!
Justine:
Udmærket! Men...
Onkel Matthias:
Ja, ikke sandt? Der er et "Men"!
Justine:
Personlig holder jeg mere af Karper kogte i Rødvin og Hvidtøl, godt krydrede! Og selv blaa Karper, som disse, vilde være blevet mere lækre ved at renses lidt mere grundigt, og nogle Laurbærblade vilde have bevirket Vidundere!
Onkel Matthias:
Ganske min Smag!
Justine (opmuntret):
I det hele taget er Karper just ikke den Fisk, jeg vilde foretrække. Se, Kongen for alle Ferskvandsfisk er jo Mallen! Men hvad mener Hr. Ritmesteren om Gedde i Frikassé, eller om spækket, helstegt Gedde?
Onkel Matthias:
Oh! Uhm!
Justine:
Eller bagte Aborrer, hvor Benene er taget ud?
Onkel Matthias:
Mine Tænder løber i Vand!
Justine:
Min Oldefar var en berømt fransk Kok, som maatte emigrere under Revolutionen. Hjemme har jeg hans Opskrifter - en dyrebar Arv! - og jeg har gennemprøvet dem alle. - Han ekscellerer ogsaa i Aal og Tunger, hver paa fem-seks Maader!
Onkel Matthias:
Den kære Darjus roste Deres kulinariske Kundskaber. Hvor maa jeg ikke sande hans Ord! Til Gengæld tilgiver jeg ham gerne alle hans Vittigheder!
Justine (glad):
Hvor det er dejligt at træffe et Menneske, som forstaar En og nærer saa levende Interesse for det, der morer En selv!
Onkel Matthias:
Jeg har intet højere ønske end at lade Dem forbedre min rustificerede Smag...
Justine (impulsivt):
Da vilde jeg gerne lave alle disse Retter for Dem...
Onkel Matthias (falder pludselig paa Knæ):
Vilde De virkelig? Sig det igen! Se, her ligger jeg og beder Dem paa mine Knæ om bestandig at lade mig nyde godt af Deres elskværdige Talenter!
Justine (forskrækket):
Men Hr. Ritmester dog! Rejs Dem, rejs Dem dog op! Hvorledes skal jeg forstaa dette?
Onkel Matthias:
Som et Tegn paa ubetvingelig Sympathi! Mit Hjerte aabner sig, min Sjæl flyver Dem i Møde! - Allerede fra det første øjeblik har jeg følt, at De ejede alle de Sindets og Intelligensens Gaver, som kunde gøre mig lykkelig!
Justine (med Højtid i Stemmen):
Er det Deres Alvor, Hr. Ritmester?!
Onkel Matthias:
Vilde jeg ellers falde paa Knæ? - Ganske vist maa dette komme Dem uventet, men hvor uventet er ikke Kærligheden kommet for mig selv! Som naar en Esquadron har holdt sig skjult bag et Højdedrag og pludselig chargerer - ja, som en Tordenstorm paa Pustaen: med eet er alt Mørke, Brag, Lyn og aanderøvende Hvirvel.... Aldeles uprøvet har mit Hjerte været, som jeg dog troede var vindfast for alle Byger! Jeg erkender mig besejret, jeg beder om Pardon, jeg tilstaar mit fuldstændige Nederlag!
Justine:
Oh, hvor poetisk!
Onkel Matthias:
Vil De, at jeg skal tale paa Vers? (rejser sig op og deklamerer)
Skønne Justine, ak, lyt til min Bøn!
Skænk mig min Kærligheds sødeste Løn!
Oh, bliv min Hustru, og styr mine Fjed!
Kun gennem dig vil mit Hjerte faa Fred!
Justine:
Oh, det Vers vil jeg huske til min sidste Dag!
Onkel Matthias:
Og Deres Svar?
Justine:
Kan De tvivle? Har jeg ikke maattet slaa øjnene ned, for at De ikke i mit Blik for tidligt skulde læse, hvor helt og holdent jeg...
Onkel Matthias:
Elskede!
(omfavner hende)
Justine:
Hvor De knuger mig! - Av! - Nej, nej, slip mig ikke, hold mig altid saa fast! Gør det ondt, saa er det en Smerte, som er Sødme..
Onkel Matthias:
Et Kys, min egen!
Justine (hendøende):
Ja...
(Han kysser hende. Lille Pause)
Onkel Matthias:
Og i Morgen - i Morgen, min egen, inden jeg med Ekstrapost tager til Rostock, møder jeg i sømmelig Højtidsdragt for officielt at meddele Familien Zarnekow vor forestaaende Forbindelse. I Julen, naar din Broder kommer hertil...
Justine:
... deklarerer vi Forlovelsen! - (betænkelig) At sige, hvis han nu kommer!
Onkel Matthias:
Hvis han ikke kommer til os, saa kører vi til ham i Parchim. Det har du mit Ord paa!
G o n g.
(Hos Raadmand Zarnekow)
Zarnekow:
Gud ved, hvad det skal betyde? Ellers kan man næppe bevæge sig her i Huset uden at falde over et Kvindemenneske, men nu er her som blæst for dem. Her staar jeg og skal have Besked om Øllet og Vinen til Julen, om, hvor mange vi bliver, om dit og om dat, og ingen er der, man kan spørge. Jeg skal have Jokum afsted til Raadhuset og op til Postholderen, og den forbistrede Karl er ogeaa forsvundet! (hen til Sidedøren) Justine! Hør engang...
Justine (indefra):
Nej, nej, nej! Jeg er i Færd med at klæde mig om!
Zarnekow (banker paa Døren til Datterens Værelse):
Luk op, Gretchen! Jeg maa tale med dig!
Gretchen (lukker Døren paa Klem):
Aah, Far! Du maa ikke, Far! Hører du, Far! Jeg er lige ved at pakke Gaver ind!
Zarnekow (venligt):
Det er en anden Sag, min Putte! - Men sig mig engang: Hvor er Mor?
Gretchen (lettet):
I Køkkenet!
(trækker Hovedet tilbage og smækker Døren i Laas)
Zarnekow (halvt leende):
Huh, alt det Hemmelighedskræmmeri! (Hen til Køkkendøren; brøler) Amalie, Amalie!!
Fru Zarnekow (ind, arrigt):
Du forstyrrer mig! Hvad vil du? - Nej, du kommer mig ikke i Køkkenet! Jeg vil ikke have dig derude, det ved du godt! Hvad vil du? Skynd dig, det brænder paa for mig!
Zarnekow:
Ja, skynd dig, skynd dig! Det kan du sagtens sige; nu har jeg glemt det halve, bare fordi...
Fru Zarnekow:
Saa se at komme i Tanker om det, inden du ulejliger mig! Nu maa du undskylde, jeg har ikke Tid!
Zarnekow (rasende):
Det var et stift Stykke! Nok synes jeg, hun plejer at være tosset, men saa tosset... (til Udgangsdøren) Jokum! (raaber stadig højere og højere) Jokum! Jokum! - Jooookum!!!
(ud, stadig raabende, fjernere og fjernere)
(Lille Pause)
(Derefter kommer Zarnekow stønnende tilbage og sætter sig ned)
Zarnekow:
Puh ha! Puh ha! Puh ha! - Han har gemt sig, svarer ikke... Det forekom mig, at jeg saa et Glimt af ham, men - puh! - saa var han borte... Aah, Gud! - Puh! - Saa er der da kun eet Sted, hvor der er Fred for en betrængt Sjæl - og jeg vil hedde Napolibum, om jeg ikke gaar derud! Mit Skt. Helena! - Hvor er mine Sivsko!? - Og min lange Pibe?! - Og Rostocker Avisen?! - Avisen har Justine selvfølgelig lavet Papillotter af! - Nej, her ligger den! Og saa Hummerkloen? - Den er væk! (synger i sit Raseri) Den er væk!! - Nej, den er blot blevet hængt paa Pibebrættet... Sikken en Idé! - Og nu kan I have det saa rart! I den næste halve Time er Zarnekow ikke hjemme, og Güstrow maa klare sig uden sin Raadmand!
(ud)
Justine (kigger ind):
Han er borte, hvor heldigt! - Dette Langspejl er bedre end mit Toiletspejl... Sidder min Kjole nu ogsaa ordentligt? Den poser vist lidt i Taillen? Nu hjalp det! Bare et bestemt Tag... Og Haaret? Det gaar an! De nye Ørenringe klæder mig... Mon han snart kommer? Aah, jeg har aldrig troet, at jeg kunde faa saadan en Hjertebanken! - Min Ritmester - min smukke Ritmester... Aah... (det banker) Kom! - (forventningsfuld) Det er ham!
(Louise Kuntze hastigt ind)
Justine (skuffet):
Nej - det er ikke ham!
Louise:
Aah, Frøken Justine - det var dejligt, at jeg netop traf Dem!
Justine (atter venlig):
Men kære Barn dog - hvor De er forpustet!
Louise:
Jeg har ogsaa løbet... Aah, kan De ikke gemme mig! En Time - eller bare en halv Time, til han er gaa et?
Justine:
Hvem er gaaet? Hvad er der i Vejen? Er der nogen, der forfølger Dem? - Saa vil vi kalde paa Raadmanden!
Louise:
Nej, nej, endelig ikke! - Det er - det er - forstaar De, jeg saa ham fra mit Vindue i Præstegaarden komme anstigende i stiveste Puds med lange, højtidelige Skridt og saadan et beslutsomt Udtryk i Ansigtet... Og saa - saa - løb jeg...
Justine (leende):
Det lyder ogsaa faretruende! Men hvem? Hvem saa De...?
(Louise græder lidt)
Justine:
Saa, saa - kære lille Ven dog! Rødm nu ikke saa forskrækkeligt - og fat Dem, hører De! Jeg vil jo saa inderligt gerne redde og skjule Dem, hvis - hvis De ikke vil findes...
Louise:
Jeg vilde saa nødigt, at Præstens skulde vide noget om det. Jeg er bange for, hvad de vil tænke om mig! - Det er nemlig Ritmesterens Nevø, den unge Hr. Fritz... Vi har talt sammen nogle Gange i de sidste Uger... Hans Onkel har ogsaa...
Justine (smilende):
Ja, jeg ved det...
Louise:
Og Nevøen er blevet saa forelsket i mig...
Justine:
Men De slet ikke i ham?
Louise:
Jo... det vil sige... jo... Det er jeg jo nok - men jeg blev alligevel saa bange nu, da han kom med gule Handsker og høj Hat...
Justine (alvorligt):
Det er ogsaa et højtideligt og afgørende øjeblik.
Louise:
Ja - og... aah, Gud! - Hvad skal jeg svare ham? Jeg er ganske alene her. Forsvarsløs. Min Moder aner ikke noget og kender ham slet ikke...
Justine:
De skal adlyde Deres Hjerte, hvis ogsaa Fornuften billiger dets Valg. - Saa han Dem gaa herind?
Louise:
Det véd jeg ikke - jeg haaber det ikke! Jeg turde ikke vende mig om...
Justine:
Nu skal De se: De kan være ganske uforstyrret derinde i mit Værelse. Det vender ud til Gaarden og har kun eet Vindue, hvis Gardiner kan trækkes for, hvis De ønsker det.
Louise:
Men hvis han nu kommer her?
Justine (bebrejdende):
Skal vi haabe - (leende) at han ikke gør det?!
Louise (bebrejdende):
Aah, Frøken Justine!
(Begge ud)
(Det banker)
(Onkel Matthias træder højtideligt ind, rømmer sig, skraber med Fødderne)
(Lille Pause)
Onkel Matthias (skuffet, med dyb Manddom i Røsten):
Her er ingen! (Pause igen) Saa vil jeg vente! (Pause) Men jeg har ikke Tid at vente ret længe...
(Pause)
(Det banker igen)
Jokum (stikker Hovedet ind ad Døren):
Er Raadmanden her?
Onkel Matthias:
Nej! - Ved du heller ikke, hvor han er, Jokum?
Jokum:
Nej! - Det er ellers kønt! Her løber han og skraaler efter én over hele Gaardspladsen‚ som om der var Ild i Huset, og naar man saa endelig faar sit Arbejde stukket til Side, saa er han borte...
Onkel Matthias (nysgerrigt):
Hvad er det for et Arbejde?
Jokum (hemmelighedsfuldt)
Det siger jeg ikke! Det skal være en Overraskelse!
Onkel Matthias:
Det Svar har jeg faaet før! Dette er et Overraskelsernes Hus... Blot ikke det samme Svar dækker over den samme Hensigt...
Jokum:
Aah, De kan tro, min Overraskelse skal Raadmanden nok blive glad for!
Onkel Matthias (sardonisk):
Det tvivler jeg ikke om!
(Jokum smækker fornærmet Døren i efter sig)
Fritz (udenfor, rasende):
Plager Fanden dig, Jokum! Først træder du mig paa mine Ligtorne, og saa er du ved at rende mig omkuld, fordi du ikke kan se dig for!
Jokum (udenfor):
Undskyld, undskyld da saa mange Gange, Hr. Fritz...
Fritz (idet han aabner Døren):
Ja, det kan du sagtens sige, det er ikke dine Ligtorne! (humper ind) (Pause. Derpaa himmelfalden) Onkel Matthias!!!
Onkel Matthias (koldt):
Ja.
Fritz:
Du her??
Onkel Matthias (koldt):
Ja.
Fritz:
Og du milde Gud, hvordan er det, du ser ud!
Onkel Matthias (stenrolig):
Hvordan er det, du selv ser ud?
Fritz (stadig forundret og med stigende Ængstelse):
Lakstøvler, snævre Benklæder, Livkjole, Kalvekrøs, gule Handsker, sølvknappet Stok, høj Hat...
Onkel Matthias (vrænger ad ham):
Og du? Høj Hat, sølvknappet Stok, gule Handsker, Kalvekrøs, Livkjole, snævre Benklæder - men ikke Lakstøvler... Ja, ja, saa er der da nogen Forskel...
Fritz (ser en frygtelig Mistanke bekræftet):
Onkel!
Onkel Matthias:
Nevø...?
Fritz:
Du vil fri!!!
Onkel Matthias (fast):
Ja! - Det sagde jeg dig jo!
Fritz (hidsigt):
Jamen, jeg vil ogsaa fri...
Onkel Matthias:
Vedkommer det egentlig mig?
Fritz (som før):
Jeg skal altsaa betragte os som Rivaler?
Onkel Matthias:
Som du vil! Du har givet mig en drøj Lære! Vær forvisset om, at jeg aldrig mere skal blande mig i dine Betragtninger...
Fritz:
Saa skal da ogsaa... (standser) Nej... (i en blidere Tone) du er min Onkel!
Onkel Matthias:
Det kan desværre ikke benægtes!
Fritz (varmt):
Min kære Mors eneste Bror...
Onkel Matthias (tøer op):
Ja, min Dreng!
Fritz (bønfaldende):
Morbror, Morbror!
Onkel Matthias (giver ham en Kindhest):
Der har du den! - Ligesom da du gjorde gale Streger som Gymnasiast! Og ligesom dengang skal du faa den gode Lære umiddelbart efter Lussingen! Jeg frier - ja, men til Frøken Justine Darjus, ikke til Frøken Louise Kuntze - din Laban! Nu er du saa meget klogere!
Fritz (jublende):
Aah, aldrig har jeg været saa glad over en Lussing! Kære, gode Morbror - til Lykke! Og Tak. Tak skal du have!
Onkel Matthias:
Aah, jeg be'r! - (i den gamle fortrolige Tone) Men sig mig nu, min Dreng, har du forberedt dig omhyggeligt? Er du ganske klar over, hvordan du vil gribe Sagen an?
Fritz:
Jeg har tænkt at lade det komme an paa Tilfældet og at ville sige, hvad min Følelse dikterer mig - ikke andet...
Onkel Matthias:
Det er ogsaa godt nok... Men du maa endelig huske at knæle!
Fritz:
Hvorfor det?
Onkel Matthias:
Et Knæfald hører ubetinget med til et Frieri. Og tro du mig - det er bedre at have gjort det før Bryllupet end at blive nødt til det bagefter...
Fritz:
Aah, det har gode Veje...
Onkel Matthias:
Men - hillemænd...
Fritz:
Hvorfor stirrer du saadan paa mig?
Onkel Matthias:
Jo, det falder mig ind: Hvorfor er du egentlig her? Jeg troede, du vilde begive dig til Præstegaarden?
Fritz:
Hysch! - Onkel - Vildtet er flygtet. - Min Elskede løb sin Vej... Heldigvis fik jeg øje paa hende og fulgte efter hende... Hun er her
(ler saa smaat)
Justine (ind fra sit Værelse, taler tilbage):
Ja... det er en udmærket Bog... Nu ser jeg ind til Dem om lidt...
(faar øje paa Onkel Matthias og Fritz og slaar Hænderne sammen)
Fritz (betydningsfuldt til Onkel Matthias):
Aha!
Onkel Matthias:
Hoho - ser man det!
Justine (har skyndsomt lukket Døren bag sig. Dæmpet):
Men mine Herrer, er det en Maade - at staa paa Lur bag Døren! De skulde rigtigt skamme Dem! (bebrejdende) Aldrig havde jeg tænkt mig, at De kunde blinke saa underfundigt, Hr. Ritmester!
Onkel Matthias:
Ikke det?! - Jo, jeg har mange grimme Egenskaber, som De efterhaanden vil komme under Vejr med... Men jeg har een Gang for alle knælende gjort Afbigt for dem og derved erkendt Deres Overlegenhed og min egen Ringhed - ikke sandt?
Justine (rødmende og henrykt):
Jo, det har De - Ret skal være Ret!
Onkel Matthias (til Fritz):
Dér ser du! - (til Justine) Men hvorledes skal vi nu forholde os overfor denne Fuglefænger? Situationen forekommer mig temmelig kilden. De, min Frøken, har højsindet taget den stakkels Fugl under Deres Beskyttelse - og jeg - jeg staar her og ønsker Vildttyven Lykke paa Jagten...
Fritz:
Hvad man aldrig maa... Men jeg vil selv bryde ind i Buret og saaledes fritage Dem begge for alt Ansvar!
(Gaar hen til Døren, banker og aabner den uden at afvente noget "Kom ind!")
Louise (indenfor):
Oh, min Gud! Der er han!
Fritz (staar et Øjeblik maalløs og grebet):
Onkel - Onkel - jeg knæler alligevel, Onkel...
(ind, og Døren lukkes)
Onkel Matthias (snyder Næsen, bevæget):
Ja, disse unge Mennesker...
Justine (kaster sig om Halsen paa ham):
Du er yngre end nogen af dem. - Kys mig!
Onkel Matthias:
Min egen Elskede!
(De holder hinanden omfavnede og hører ikke, at Zarnekow nærmer sig ude fra Gaarden, svingende Hummerkloen og syngende)
Zarnekow:
:/: I Güstrow var en Raadmand,
den dovneste paa Jord (Jord, Jord!) :/:
Hans Stilling kræved Værdighed,
men ingen større Færdighed,
det meste kunde gøres
med Smil og smukke Ord!
:/: Den Raadmand fandt sin Trøst i
at lade Verden gaa (gaa, gaa!) :/:
Han Cognac i sin Kaffe kom
og tænkte ej paa Straffedom,
(idet han træder ind)
han lod aldeles blind for,
hvad alle andre saa!
(faar øje paa Onkel Matthias og Justine) Nu har jeg, Herren hjælpe mig, set det med! - Hvad er dette for en Pantomime?
(Onkel Matthias og Justine farer fra hinanden, han med et ærgerligt Udbrud, hun med et lille Skrig)
Onkel Matthias (fatter sig, slaar Hælene sammen, med gentil Værdighed):
Hr. Raadmand, jeg er kommet for at meddele Dem, at Frøken Justine og jeg har besluttet at forene vore Skæbner for den Tid, Gud endnu vil tillade mig at leve. Jeg vilde ikke forlade Byen, selv for nok saa kort et Tidsrum, uden først at have underrettet Dem om vor Bestemmelse, og jeg beder Dem om den Gunst, at De Juleaften, da jeg vil være tilbage her igen, selv vil deklarere vor Forlovelse - som iøvrigt kun vil blive kort. Vi agter at gifte os saa hurtigt, det kan lade sig gøre...
Zarnekow:
Nej dog! Nej dog! Hvor det glæder mig! Til Lykke, hjerteligt til Lykke! - Men der er andre, som Nyheden vil glæde mindst lige saa meget!.. (raaber) Brand! Brand! - Hjerterne flammer, Øjnene lyser, Kinderne gløder, Saalerne brænder, Huset staar paa Ildsøjler! Til Hjælp!
(Fru Zarnekow og Gretchen styrter ind)
Fru Zarnekow:
Hvad er der dog paa Færde, Mand?
Gretchen:
Hvor er Ilden?
Zarnekow:
Her! Hos disse to! - De har forlovet sig!
Gretchen (hopper):
Hurra! Hurra!
Fru Zarnekow (strengt):
Gretchen! (til Onkel Matthias) Kære Hr. Ritmester, dér har De truffet det lige i Prikken! De er en Mand med Ideer, det ved jeg, men at vælge Justine til Kone, det er langt den bedste Idé, De nogen Sinde har haft! - Til Lykke, kæreste Justine, lille Søster! Nu faar du rigtignok nogen at diske op for, din Gourmand...
Gretchen (lægger Armene om Halsen paa Ritmesteren):
Aah, Onkel Matthias! Jeg maa give dig et Kys!
Onkel Matthias:
Kom, min Unge! Du er da et velsignet Pigebarn! (Posthorn i det fjerne) Død og Pine! Nu holder Slæden uden for Gæstgiveriet! Jeg maa afsted! Skifte Tøj og trække i Pelsen! Jeg skal til Rostock... Men Juleaftensdag er jeg her igen, stol paa det! Farvel, min egen! Farvel saa længe, allesammen!
(ud)
Jokum (ind fra Køkkenet):
Nu er jeg her saa, Hr. Raadmand! Jeg syntes, Hr. Raadmanden kaldte før...
Zarnekow:
Naa, syntes du det? (meget højt) Er du blevet døv, Jokum?
Jokum:
Næh, nej, - ikke just døv... Nej - men somme Tider har jeg lidt ondt ved at høre - ja...
Zarnekow:
Det maa jeg tro! - Kom herud og faa Besked... Nu ved man da lidt om, hvor mange vi bliver, og hvad der skal til paa Juleaften... Skynd sig nu lidt, gamle Himstregims!
(begge ud)
Gretchen:
Aah, Justine - nu maa du da have noget at fortælle mig! Vær sød og sig: Ja! Vi kan pakke Gaver ind imens. - Det vil sige: de, du skal have, er pakkede og gemt hen...
Justine:
Hvad vil du, jeg skal betro dig?
Gretchen:
Alting...
Fru Zarnekow (strengt):
Gretchen! Ikke plage!
Gretchen:
Aah, hør bare Mor! Og saa er hun selv ved at revne af Nysgerrighed..
Justine:
Men kære Barn...?
Gretchen (begejstret):
Jo, jo - aah, hvad? Alting! Hvad han sagde, og hvad du sagde, og hvordan det gik til, og hvordan det føltes... Kom nu, kom nu!
Justine:
Det ved jeg daarligt nok selv...
(lader sig leende trække med ind i Gretchens Værelse)
Fru Zarnekow (lader Armene opgivende synke):
Hvordan skal jeg nogen Sinde faa et velopdragent Barn ud af hende? Nu er hun sytten - og endnu har intet battet paa hende. Det er ganske, som om jeg ikke de tusinde Gange havde....
Der raabes (ude fra Køkkenet):
Frue! Frue! Vil Fruen ikke komme herud! Søsterkagen faar for meget....
Fru Zarnekow:
Søsterkagen!!!
(iler ud)
(Lille Pause. Man hører Kanen passere forbi Vinduerne under Piskesmæld, Klokkeklang og Raab til Hesten. Lige efter høres en høj Posthornfanfare)
(Derpaa aabnes - Tingene maa ske i passende Ryttme - Døren til Justines Værelse, og Fritz og Louise kommer ud i Samtale)
Fritz (bedrøvet):
De tør altsaa ikke give mig noget Haab?
Louise:
Haab skal en Mand vel finde hos sig selv, Fasthed i Forsæt og Kraft til at virke for sin Lykke...
Fritz:
Umuligt er det altsaa ikke, at De vil blive min?
Louise:
Jeg tror, at jeg har forklaret mig tilstrækkelig tydeligt! Mor er en meget selvstændig Karakter - ligesom jeg selv, for øvrigt, - vi er fattige - hun har kun Faders lille opsparede Kapital at leve af. Med den ringe Understøttelse, jeg kan yde hende, formaar hun lige at opretholde Livet. Men jeg er langtfra sikker paa, at hun vilde kunne tænke sig at modtage en saadan Hjælp fra nogen anden, eller vil gaa ind paa at leve i den Afhængighed, som det vilde medføre for hende, hvis hun skulde leve hos - hos mig...
Fritz (atter nedslaaet):
Og De vil ikke tillade mig at drøfte Sagen med hende?
Louise:
Det vilde maaske berøre hende for smerteligt. I hvert Fald er det bedre, at jeg selv gør det. De vilde blot buse frem med det hele - og over for Mor virker smukke Ord ikke meget...
Fritz:
Og jeg forstaar saa fuldt ud Deres Grunde!
Louise:
Saa vis mig Deres Kærlighed paa den Maade, som bedst svarer til mine Formaal: ved at vente og tie! - Jeg tager hjem til Rostock i Morgen. I Julen skal jeg søge at forberede Mor paa det, der kan komme...
Fritz:
Saa gør, som De vil... (fortvivlet) Og imens skal jeg gaa her i dødelig Uvished... Jeg skal smile med de glade og lege med de smaa - omgivet af Mennesker og dog saa uhjælpeligt alene... Det bliver en sort Jul!
Louise:
Hvis De altsaa ikke tør sætte Deres Fortrøstning til mig - (selvironisk) og jeg kan i alt Fald ikke beskyldes for at have opmuntret Dem - (alvorligt) saa hav Ham i Tanker, hvis Fest skal fejres - og se paa Stjernen Julenat! (med pludselig Ømhed) Jeg skal gøre det samme... Farvel, Hr. Reuter., vi ses igen efter Nytaar...
Fritz:
Farvel, Frk. Louise... Og god Rejse! - Lad mig - vil De ikke blot lade mig kysse Deres Haand?
Louise (med sammensnøret Hals):
Jo...
Fritz (kysser hendes Haand, løsriver sig hastigt):
Farvel - og en glædelig Jul...
(ud)
(Louise lader sine Taarer faa frit Løb)
G o n g.
(Hos Raadmand Zarnekow: Juleaften)
Onkel Matthias (braser ind):
Naa, I er allerede ved Træet - ja, I maa undskylde, jeg kommer lidt sent; jeg har haft adskilligt at ordne. Glædelig Jul, allesammen! Vel mødt igen, Fritz!
Kor:
Glædelig Jul, kære Ritmester! (Onkel Matthias!)
Fritz:
God Aften, kære Onkel...
Onkel Matthias (klapper ham paa Skulderen):
Se ikke saa bedrøvet ud, Sønnike, Julen er for alle!
Fritz (dæmpet):
Ikke for mig, Onkel...
Onkel Matthias (gaadefuldt):
Sig ikke det, min Dreng!
Justine (flyver om Halsen paa Onkel Matthias):
Stygge Mand! Jeg troede slet ikke, du kom! - Og jeg har endda - gæt engang! - jeg har stegt Gedde til dig!
Onkel Matthias (kysser hende):
Ih, saa kan jeg jo sagtens! Og jeg er mægtigt sulten! - Men ved du, hvad jeg har til dig? - En Bror! Og -
(Darjus ind)
Onkel Matthias: ... dér er han!
Darjus:
Glædelig jul i Stuen!
(gnider sig i Hænderne)
Onkel Matthias:
Ja! Hahaha! Hvem skulde jeg vel møde i Rostock, om ikke vor kære Darjus med en Advokat under hver Arm og en Mappe med Aktstykker saa tyk, som om hans Proces skulde vare hele næste Aar! - Men jeg fik ham da livet lidt op ved at fortælle om, hvad der kunde hænde her ude paa Landet, medens han svælgede i Storstadens juridiske Nydelser. Hahaha! Hvad, Darjus? Det havde du ikke tænkt, at vi skulde blive Svogre?
Darjus:
Naah, tænkt og tænkt... Hvem var det egentlig, der først havde Øje for de Muligheder?
Onkel Matthias:
Nu har du Ret igen, Svoger in spe - Du skal dele min Gedde med mig, Der har vi den!
Justine:
Til Bords, mine Herrer!
Onkel Matthias:
En Snaps, Svoger?
Darjus:
Ja Tak! - Naa, lille Søster, nu faar du da alle dine Liebhaverier tilfredsstillede... Skaal, og til Lykke!
Onkel Matthias:
Skaal, og Tak, Svoger! Skaal, Justine! Skaal, allesammen! - Og hør - lad os ikke forstyrre Sagernes Gang! Tag blot fat paa Gaverne, medens vi begraver Gedden her! Jeg kan se, at Gretchen har Kviksølv i Benene!
Gretchen:
Det er slet ikke sandt! Jeg venter saa taalmodigt!
Zarnekow:
Du ved jo ikke, om du overhovedet har noget i Vente...
Onkel Matthias (spøgende):
Nej, det er der vist ikke stor Sandsynlighed for, hvis jeg kender Familien her...
Fru Zarnekow:
Jeg begynder! Her er en Pakke - til Far!
(Papirraslen)
Zarnekow:
Nej dog, en Slaabrok! Hvem kunde have drømt om det? - Den maa du have et Kys for Amalie!
Fru Zarnekow (tørt humoristisk):
Naar du faar den, er det, for at du ogsaa kan slibe dig en Skraber herhjemme og ikke behøver at sove paa Raadstuen!
Zarnekow:
Ork Gud, du aner ikke, hvor det er sundt - for Byen - at jeg sover deroppe! - Men nu er Turen til mig! Her er en Gave til Gretchen... Det maa vist være en Misforstaaelse!
Gretchen (ivrig):
Lad mig se! - Skriften er jo din egen! (Raslen) En ny Muffe! Aah, Farmand! Tak skal du have! - Og nu jeg! - En stor, stor Pakke til Mor - fra Far!
Fru Zarnekow:
Næh, hvad kan det være?! (Raslen) En Silkekjole! .. Og den har jeg rigtignok ikke gaaet og prøvet lige fra Midten af November! Men saa er der: Til Gretchen! - og Til Gretchen! - og Til Gretchen! igen...
Jokum (banker paa og stikker Hovedet ind ad Døren):
Glædelig Jul, tilsammens! Værsgo, her er ellers et Brev til Raadmand Zarnekow...
Zarnekow:
Hid med det! (river det op) Hvad i Alverden...? (læser) "Hvis Hr. Raadmanden vil" - hvad staar der? - "genfinne" - aha! - "noget gammelt, som at der er bleven nyt, saa skal han barstens søge under Loftsdøre" Hvad kan det betyde?
Onkel Matthias (afsides):
Uha!
Fru Zarnekow:
Det er da ellers klart nokl - Skal jeg gaa?
Zarnekow:
Nej, min Sandten, om du skal - jeg vil selv!
(ud)
Justine (til Onkel Matthias):
Haha! Saa du, hvor han blev ivrig - det er en Overraskelse, vi har til ham!
(Darjus rykker uroligt paa Stolen)
Fru Zarnekow (venligt):
Hvordan er det ellers gaaet med din Antilope, kære Bror? Det var vel ogsaa en Overraskelse! Blev Læreren glad for den?
Darjus:
Ha - hm - ja! - Joh! Jo, det gjorde han... det gjorde han...
Gretchen:
Og hvordan saa den ud? Hvor lange var dens Horn?
Darjus (gnaven):
Omtrent seksogtyve Gange saa lange som din Næse, Gretchen!
Justine (leende):
Og den kom rettidigt frem, ikke sandt?
Darjus (springer op):
Ih, saa skulde da ogsaa... Lad mig i Fred med det fordømte Dyr!
Onkel Matthias:
Naa naa, Svoger, naa naa!
Zarnekow (ind, leende):
Saa I har Husets Herre til Nar, hvad? Der laa kun en Seddel, som gav mig det Raad at søge i Vognporten.
Fru Zarnekow:
Det er da ogsaa betydeligt lettere!
Zarnekow (stadig leende):
Javist saa!
(ud igen)
Justine:
Nu brænder Tampen!
Zarnekow (ind paany med Jokum ):
Ja, i Vognporten stod kun Jokum, og han sagde grinende: "Hr. Raadmanden skulde engang kigge bag Juletræet!" Det vil jeg sige dig, Jokum, at har du narret mig, saa... saa...
Jokum:
Nej, nej, jeg ved da nok, hvor jeg selv har stillet den...
Zarnekow:
Sikken en gevaldig Pakke - og syet ind i Lærred... Her frem paa Gulvet med den! Naa, De har en Kniv?
Fritz:
Lad os straks skære den op!
(Man hører Rebene blive skaaret over og Lærredet flaaet op)
Zarnekow:
En Agestol! - Min gamle Agestol!
Jokum:
Jah - jeg syntes osse, jeg vilde gøre Hr. Raadmanden en Fornøjelse til Juleaften, saa da jeg fandt Agestolen igen, reparerede jeg den og maalede den - den var ellers slemt medtaget!
Zarnekow:
Tak skal du sandelig ha', Jokum! Det er næsten det, jeg er blevet allermest glad for! Kom nu her og faa en sød Snaps!
(Udenfor raabes der: Julegave!)
Onkel Matthias (dæmpet til Justine):
Pas paa, nu kommer den "antike Hoppe"!
Justine:
Hihi!
(falder hen i Fnisen)
Zarnekow (da Pakken under stort Rabalder er flyttet ind i Stucn):
Nok en Pakke af Størrelse som en hel Pakkasse!
Darjus (springer op):
Jamen... jamen...
Zarnekow:
Den er ikke til dig, Svoger... Adressen lyder paa: Raadmand Zarnekow og Frue...
Fritz:
Den bliver mere vanskelig at faa op. - Der er hele to Lag Lærred!
(Rebene og det første Lag Lærred fjernes)
Darjus (danser rundt paa Gulvet):
Det er da vel aldrig - jeg skulde da ikke tro, at det var...
(Det andet Lag Lærred fjernes)
Zarnekow:
Det er jo virkelig en Kasse! Og hvad staar her? "Karetmager Haberle, Rostock." Men du Almægtige, det er jo din Antilope-Kasse, Darjus!
Darjus :
Den fordømte Antilope! Lad mig komme ud! Jeg vil hjem!
Damerne (spærrer Vejen for ham):
Men kære Bror! Onkel da!
Fru Zarnekow:
Selv om den er fra dig...
Gretchen:
... saa ved vi jo ikke, hvad den indeholder...
Justine:
... og saa bliver det jo alligevel en Overraskelse for os! Sæt dig nu ned, hører du!
Darjus (kaster sig i Sofahjørnet og skoggerler):
Ja, Som I vil, som I vil! Lad I jer saa bare overraske!
(Kassen brækkes op)
Zarnekow (himmelfalden):
Nok en Agestol!
Damerne (i stigende Befippelse):
En Agestol! - En Agestol!! - EN AGESTOL!!!
(Pause)
Darjus (syrligt grinende):
Ja, nu kan I stille dem ved Siden af hinanden og beundre dem! Det har du godt af, Zarnekow, rigtig godt af! Jeg er blevet til Grin baade her og i Rostock paa den Historie med "den antike Hoppe" og saa skulde du absolut sende den efter mig, for at de ogsaa kunde gøre mig Helvede nede i Parchim... Nu kan I køre med dem skiftevis, kan I, saa har I Agestole nok for Resten af Jeres Levetid!
Onkel Matthias:
Kære Zarnekow, hæng nu ikke med Næbbet... Jeg er til en vis Grad Darjus' Medskyldige. Men - jeg fik i rette Tid Tæften af, at Jokum arbejdede paa - (med en haanlig Snøften) - hfm! - en Overraskelse!... Og saa tillod jeg mig, for at alting ikke skulde ende med lutter Ærgrelse, ogsaa at arrangere en kombineret lille...
Zarnekow:
For Guds Skyld...
Onkel Matthias:
Ih, vær bare ganske rolig! - Min er for det første en Gave til Justine, og ganske vist stammer den ogsaa fra Karetmager Haberle...
Zarnekow:
Ak, ak...
Onkel Matthias:
... men det er - naa, der hører jeg den! Kom, allesammen - ogsaa du, Fritz!
(Raaben og Piskesmæld udenfor)
Jokum:
En Vogn - midt i Sneen!
(løber ud)
Onkel Matthias:
Ja, det er en Jagtvogn som din, Zarnekow, og altsaa svarende til Agestolen. I den Vogn, kære Justine, vil vi til Foraaret foretage vor Bryllupsrejse. Jeg skal selv sidde i Agestolen. Hvis du, Svoger, da vil afstaa den til mig...?
Zarnekow (lettet):
Med Fornøjelse!
Justine:
Du tænker da ogsaa paa alt! Tak, kæreste Matthias!
Fru Zarnekow:
Men hvem er det, der stiger af Vognen?
Gretchen:
En Dame!
Onkel Matthias:
Ja, en, der er fulgtes med mig tilbage hertil! - Du skulde dog se efter, hvem det kan være, Sønnike!
(Fritz udstøder et Raab og styrter ud)
Onkel Matthias:
Nu tror jeg, vi skal sørge for at faa Punschen paa Bordet, Zarnekow!
Zarnekow:
Død og Pine, Punschen, Kone!
Fru Zarnekow:.
Ja, Punschen og Æbleskiverne!
Justine:
Punschen, nu skal jeg!
Gretchen (kommer dem allesammen i Forkøbet og raaber ud i Køkkenet):
Punschen, Fiken, Punschen!
(Der raabes ude fra Køkkenet: Jo - jo! Nu kommer den!)
Justine:
Skal jeg ikke bære den ind?
Fru Zarnekow:
Nej, lad hellere mig! Saa kan du ordne Bordet! - Hjælp mig med at bære Æbleskiverne ind, Gretchen!
(Begge ud)
(Stor Travlhed. Alt ordnes)
Onkel Matthias:
Det er vist det, man forstaar ved Ordet: Som sagt, saa gjort!
(Fritz kommer ind, bærende Louise paa Armen)
Louise:
Nej, slip mig nu...
Fritz:
Sidder du ikke godt paa min Arm?
Louise:
Jo, men her er jo ingen Sne...
Onkel Matthias (stolt):
Se, der staar han nu, min Nevø, saa lykkelig trolovet som nogen!
Fritz:
Og det kan han takke dig for, Onkel!
(sætter Louise ned)
Louise:
Ja, Dem og ingen anden! Tak, Onkel Matthias!
Onkel Matthias:
Kære Børn, lad mig omfavne jer!
Justine (skælmsk beskeden):
Maa jeg være med?
Onkel Matthias:
On nu, inden vi hæver Glassene, vil jeg fremkomme med en Afsløring...
Zarnekow:
Nej, holdt! Der skal være Orden i Sagerne! - Herved deklareres Forlovelse mellem Jomfru Justine Darjus og forhenværende Ritmester ved de ungarske Ulaner, Matthias Feuerbusch! Maatte Lykken bo og bygge hos dem, og gid de altid maa have Fisk paa Bordet! De leve!
Alle:
Hurra! Til Lykke, til Lykke!
Zarnekow:
Skænk i Glassene paa ny! - Saaledes! - Og nu venter vi paa dine Afsløringer, Svoger!
Onkel Matthias:
Som Fritz dér stod med Louise paa Armen, erindrede han mig om en Situation, da jeg selv stod med hende paa Samme Vis.
Fritz (forbløffet):
Hvad gjorde du?!
Louise (ler):
Ja, er Onkel Matthias ikke den mest forbavsende Kavaler af Verden! Pludselig kommer han op til Mor i Rostock - jeg var lige naaet hjem forinden - han slaar Hælene sammen: "Jeg er Vagtmester Feuerbusch, De husker mig maaske, naadige Frue!" Og Moder rødmer og smiler og byder ham Velkommen. Han sætter sig ned, tømmer et Glas Vin og giver sig til at snakke lige fra Leveren: saadan og saadan! Jeg var ved at daane... Saa ser jeg, at Mor sidder som forhekset og siger Ja til alting, og "naturligvis", og "naar De synes det!" og "jeg stoler ganske paa Dem, Hr. Ritmester!" Jeg har aldrig oplevet noget lignende... Jeg forstaar det, ærlig talt, endnu ikke ganske...
Onkel Matthias:
Naa, det er ganske simpelt. Engang under Krigen, da mine Ryttere var ved at vande Hestene ikke langt fra et Færgested ved Theiss-Floden, rev Færgen sig løs og drev med den rivende Strøm ned mod et farligt, grundet Sted længere nede. Jeg forstod, at Situationen var kritisk, og kommanderede mine Folk ud i Vandet, jeg selv i Spidsen for dem, naturligvis. Det lykkedes os at faa Færgen standset, et Par af vore Heste druknede, men Passagererne og deres Befordringer blev reddede. Om Bord var blandt andre en Ingeniør-Løjtnant Kuntzes Frue og lille Datter - hun, som nu staar her. Jeg har for Vane at holde Tal paa mine gamle Bekendte. Af Frøkenen selv fik jeg bekræftet - det var paa Skøjtebanen, Fritz...
Fritz:
Jeg skammer mig, Onkel!
Onkel Matthias:
Hm. - altsaa, bekræftet, at hun var Datter af en Kaptajn i Ingeniørerne, som imidlertid var død... Hm. - Jeg tav med min Viden, men udnyttede den til Gavn for dig, min Dreng. Det er det hele. Men jeg ser endnu tydeligt mig selv staaende paa Færgebroen, klappende lille Louise paa hendes vaade Haar og - jeg er bange for at sige det - ogsaa kyssende hendes kolde Kinder...
Louise:
Her har du det Kys igen, Onkel Matthias!
(kysser ham)
Onkel Matthias:
Det skal være baade det første og det sidste, du giver mig. Resten tilhører Fritz. Løft nu jeres Glas, kære Venner! Jeg drikker paa Fritz' og Louises Lykke! De Leve!
Alle:
Hurra!
Onkel Matthias:
Din Forlovede paastaar, at du er en Digter, Fritz, men din Mund er stum!
Fritz:
Det er af Lykke, Onkel, af en vidunderlig, stille Opfyldelsens Lykke! - Kom herhen, Louise! Husker du, at vi begge skulde se paa Stjernen Juleaften?
Louise (dæmpet):
Ja, Fritz...
Fritz:
Der staar den, straalende og blid, Kærlighedens skønne Stjerne! Sidst jeg saaledes stod og stirrede paa den, befandt jeg mig i Kasematterne under Magdeburgs Kastel og havde Jerngardiner for Vinduerne. Men Venus lyste ned til mig fra det høje som et Trøstens og Bebudelsens Tegn. Og jeg følte pludselig en Forvisning om, at jeg ikke var saa forladt og ene, som jeg havde troet, at Livet endnu vilde bringe mig en anden Ungdom, Tankens og Digtningens. Begge har det bragt mig gennem det Kærlighedens Solskin, som skal lyse over mine Dage fra nu af og altid - gennem dig, Louise!
Louise:
Aah Fritz, Fritz, min egen Elskede! Ja, Gud give, at jeg maa bringe dig Lys og Foraar...
Onkel Matthias:
Se, det kalder jeg en Tale! Den er bedre end vore, Zarnekow!
Darjus:
Ja, den er digtet paa Ryggen af denne her "antike Hoppe" - hvad var det nu, den hed?
Onkel Matthias:
Det er saamænd lige meget, Darjus! for min Skyld: en Antilope!
Darjus:
Nej - nej - en - en...
Zarnekow:
Et Glas til, Svoger!?
Darjus (opgiver det):
Ja, mange Tak!
Onkel Matthias:
Og et til mig! Og min Pibe! - Tak, lille Justine, Tak, mit Barn! Oh ja, det gjorde godt at komme til Sæde igen, - for nu kan "Onkel Matthias" ligegodt mærke, at han har haft juletravlt!
G O N G.