Nu ringes Solen ned,
den Sol, som alt er sunket -
en Dag, hvis Puls har dunket
saa, travl og feberhed,
har tung af Møje sænket
i Aftensvalen ind
en bleg og taarestænket
forgræmmet, furet Kind.

Men fjerne Klokkers Klang
dens bange Drøm formilder,
i Dvale sødt den hilder
en Fløjtes blide Sang.
Og Nattens Vind, som svinger
sig over By og Havn
har Stjernestøv paa Vinger
og Maanesølv i Favn.

Den bringer Landets Ro,
de brede Markers Hvile,
som kan ved Vinter smile
i sikker Foraarstro -
den taler til dens Kummer
med Livets egen Røst,
og gyder i dens Slummer
de tavse Vidders Trøst.

Tom Smidth