Jeg har ikke Ro, naar jeg gaar paa Gaden,
ikke Fred i min Stue
eller Søvn i min Seng.
Bestandig føler jeg Faldet,
Grundens Vigen under mine Fødder,
Usikkerheden ...
Vil I vide, hvorledes?
Som dengang jeg drømte om min Globus!
Den var trillet ned fra sin Sokkel
og knust imod Gulvet.
Men i Drømme saa jeg den rulle
mod et endeløst Fald.
Rummet suste om den synkende Jord,
Ildglimt skød den forbi,
og Solsystemet flammede op langs dens Vej ...
Intet standsede den.
Uendelighedens Svælg var oplukt:
under den gabede rædselsfuld Tomhed.
Jeg fulgte den.
Pludselig traadte Farver, flere og flere,
bestandig klarere frem paa Jordens Runding,
som om den oplystes indefra.
Og jeg saa Skabelsens Dage.
Vand blaanede,
graanende Dampe kuplede sig til Skyer
og hvidnede i Lyset;
mørkt Land skimtedes dybt nede,
og snart grønnedes det.
Luften blev klar,
og mellem Kæmpebregners Urskove
saa jeg paa Sletterne Fortidens vældige Dyr.
Mennesket traadte frem i Naturen,
og snart - for hvad betød vel Aartusinder? -
var det Hersker paa Kloden -
som faldt -
faldt, faldt, faldt ...
Og ingen mærkede det!
Marker dyrkedes - og hærgedes,
Byer byggedes - og brændtes,
Templer blev rejst - paa Templers Tomter,
hellige Lunde - gødedes af Lig,
Korn groede op om Hærskarers Knogler,
Riger blev grundlagt - paa Herredømmers Ruiner.
Røde Flammer brast frem, og Nationers Dødsraab lød
som fjernt henklingende Genlyd ...
Alt dette saa jeg,
alt dette led og levede jeg,
men ene af alle havde jeg Faldets Vision
og Faldets grufulde Viden,
ene havde jeg Faldets isnende, svimlende Følelse
i mit Hjerte!
Det er ikke mere saaledes:
Nu ser jeg Faldets Rædsel i manges Øjne.
Om mange mig fuldstændig ubekendte
ved jeg dog dette,
at de føler Faldet med mig ...
Og derfor har jeg ikke Ro, naar jeg gaar paa Gaden:
Der møder jeg dem!
Ikke Fred i min Stue:
Der mindes jeg dem!
Ikke Søvn i min Seng
for natlige Raab, der fra den synkende Klode
naar til min Sjæl
som rædselsvækkende Genlyd ...
Memphis! Ninive! ...
Florisdorf!
Babylon! Palmyrà! ...
Persepolis og - Reidling! Reidling! Reidling!
Troja! Karthago! ...
Men atter skingrer det
i levende Pine med Dødens Kval:
Ottakring! Semmering! Heiligenstadt!
Det er sandelig ingen Genlyd!
Det overdøver jammerfuldt,
hvad Fortid hvisker om af glødhed Rædsel,
med Nuets Rasen, Øjeblikkets Gru:
Nu kæmper vi! Nu lider vi! Nu dør vi!
Vi falder - med os segner Ret og Frihed,
et Sekels Fremskridt synker her med os!
Vi falder - Ottakring! - Vi falder!
Og Graz! Og Linz! Og Steyr! Bruck an der Mur!
Den frygtelige Tomhed gaber under os,
og Verdensnattens Afgrund har sig aabnet
for et evigt Fald!
Nuvel, saa hør mig, alle I med bange Øjne!
Fortvivlelsen er kun for dem,
som ser og føler Faldet.
Men de, som kæmper, lider, dør,
de mærker ikke Faldet, mens de kæmper,
de ser det, mens de lider,
og overvinder det i Døden!
Hos dem er Lægemidlet imod Angsten,
og hvis I ikke mere frygter Midlet
end selve Frygtens Isnen i jert Sind,
saa følg mig!
Et Ord! Vi er i Wien.
Den samme Sorgens Nat,
som holdt os vaagne, dækker denne Stad,
af Sorger sort.
Hør denne Stilhed,
hvor Tidens Hjerte slaar i Febertakt!
Kun Panserbilens dumpe Rullen
over Asfalt.
Hjælme træffes af Lygtelys:
Soldater fragtes til Forstæderne.
Derude slæber allerede Traktorer
Kanonerne.
Ét Ultimatum er afslaaet,
et nyt mødes med forbitret Haan.
I tvende Dage har man kæmpet,
skudt i Gaderne,
forsvaret Barrikader,
besat Husblokke
og holdt dem.
Politiet er magtesløst,
Heimwehr har ikke Tid at tælle sine Døde.
Arbejderne har skjult deres Faldne.
Men en ny Dag skal lade Solen spejle sig
i nyt Blod.
Hæren forstærkes,
Tropper bringes i Stilling,
svært Artilleri skal afgøre Kampen.
Snart er det Gry ...
Først rettes Kanonerne ind.
Saa springer den første Granat
i det vældige Arbejderkompleks.
Den første Granat!
Den anden, den tredie, den fjerde ...
Af Detonationer overdøves hvert Skrig og hver Stønnen ...
Men har I tænkt over dette:
Hver Fuldtræffer gaar igennem tapetserede Vægge
ind i et Hjem!
Et Hjem for Mand, Hustru og Børn,
et Hjem, hvor Loftet er hvidtet
og Gulvene ferniserede,
hvor Død og Lemlæstelse afløser Fattigdommens Hygge,
den dyreste af alle,
fordi man har slidt sig til den Stykke for Stykke,
betalt hvert Møbel, hver Gryde,
hver Ske, hver Kniv og hver Gaffel,
hver Kande og Kop,
med sine Nævers Styrke, sin Kunnen, sit Haandelag!
Den første Granat:
Et Barn dræbes i Vuggen,
medens Moderen lader sin Mands Gevær.
Den anden Granat:
En splintret Lejlighed,
to Mænd saarede,
en afrevet Arm ved Panelet,
Strengene hænger ud af Klaveret,
(hvem hørte vel dets Afskedsklang?)
Wolfs Melodier til Mörikes Digte
ligger spredt over Gulvet ...
Aftenens Hygge, haha!
Jo sandelig, Aftenens Hygge!
Tredie Granat:
Restaurationen i Stuen spoleret.
Ober, ein Helles!
Fjerde Granat:
Kvindeskrig!
Mændene dræbte -
et Maskingevær maa forstumme -
Konerne flygter med Spædbørn paa Armen.
Det har fænget, det brænder:
Ild!
Flammer slaar ud af de sprængte Vinduer!
Femte Granat ...
Og saaledes ikke blot ét Sted,
men overalt!
De kæmper, de dør,
de viger, de dør,
de besejres, de dør ...
Og de fangne Førere gaar
i Dagene derefter
med Mod til Galgen!
Det er altsaa muligt
at kæmpe,
at vige,
at besejres,
at dø
for en Idé!
Naar saa I vel dette sidst,
naar saa I det, ængstede Sjæle,
som føler Faldet?
(Oh, jeg saa det utallige Gange,
medens Jorden susede nedad,
og Aartusinder gled ...)
Er Sagen for jer ikke den,
at hvor tit det end sker,
saa ser I det ikke,
og hvad I aldrig ser,
det tror I heller ikke,
hvor tit det end bliver fortalt, og I hører derom?
Hvis I vidste, at dette:
Kamp for Ideen,
var alt, hvad I turde vente,
Forberedelse til Kamp
alt, hvad I havde at gøre,
saa tænker jeg vel, at I fik det for travlt
til at svimle,
at ængstes,
at vakle,
fordi vor Verden
nedsuser mod Natten,
mod Intetheds Afgrund, som gaber imod os ...
Saa maatte I tro,
at det evige Fald kunde standses ved Kamp,
eller I vilde,
som alle Tiders Kæmpende,
slet ikke mærke det ...
Og jeg, Drømmeren,
som ser Kampen
og Faldet
og Uvidenheden om Faldet,
medens Livet skrider mod sin Undergang -
jeg kunde vel bytte min Angst for jert Mod,
om jeg saa jer kæmpende, tapre, haabefulde,
befriede for Faldets Vision!
Tom Smidth