Den lille, grønne Hat,
hun har,
er gode Feers Skat,
din Nar!

Paa Modens Tryllemagt
maaske
du trodsig med Foragt
vil se,

men sæt, hun rent forsvandt
engang,
og Formlen ej du fandt
i Sang ...

Saa var den skævt sat paa,
den Hat!
Med Graad du kunde gaa
forladt!

Betragt den med Respekt,
min Ven,
nu sidder den for kækt
igen,

og hæver hun sit Bryn
et Nu -
vips! borte som et Lyn! ...
Og du?

For dig var alting Nat
og slukt ...
Aa, lille, grønne Hat,
sid smukt!

Tom Smidth