Havnen

Fra min tidlige Barndom er det gaaet mig saaledes, at jeg har haft meget Samkvem med dem, der spejder efter Vejret og spytter i Vandet, de Folk, der har Baad i Havnen og Ærinde paa Søen.

Mine første varige Indtryk af Verden var Duften af Tømmer og Synet af strømmende, glitrende Vand. Det var i Finland. Min finske Amme havde endnu megen Sans for raske Sømænd, og mindst lige saa gerne sladrede hun med Kærlinger, der lastede Tømmerprammene ved Bolværket. Med mig paa Armen begav hun sig derfor saavel om Formiddagen som om Eftermiddagen Sommeren igennem til Strandkanten. Der sad jeg, der stod hun; og hun spyttede i Vandet, og jeg snusede Tømmerlugten ind og optog mange mærkværdige finske Gloser i min Hjerne. Blev jeg hende for balstyrig, stak hun mig en tygget Cigaretstump i Munden, og lidt efter sov jeg blideligt. Der gives mange Slags Sutter, og denne er probat - selv om jeg ikke, just vil anbefale den til fremskredne Mødre, der har taget Kursurs i Barnepleje.

Fader havde hele to Baade; han, som næsten alle Kystbyens Mandfolk, sejlede hver eneste Dag, tog paa Udlflugter i Skærgaarden, Fisketure, Bærture etc. Ofte var hele Familien med i Baaden. Imidlertid - Gud naade mig arme Knægt, hvis han fik Nys om, at jeg blot saa meget som havde løst Fortøjningerne paa egen Haand! Han skulde ikke have sine Baade skamfilede! Det blev da heller ikke hans Farkoster, jeg benyttede. Nej, der laa saamænd altid en eller anden ubevogtet Jolle, malet eller sorttjæret, som man uden Samvittighedsnag kunne »laane«. Det var en ren Sport mellem os Drenge at stjæle Baade. Vi padlede og roede, vi sejlede, undertiden med en Aare som Mast, en Bambusstage som Spryd og fire sammensyede Sække som Sejl, vi stødte paa Grund, vadede eller svømmede, fik Baaden flot igen - kuldsejlede maaske. Sjældent eller aldrig var der nogen, der druknede. Det overlod vi til de voksne. Og de omkom hyppigt.

Da jeg forlod Finland, var min Barndom egentlig afsluttet. I mit tolvte Aar kom jeg til Danmark, til Aalborg. Naar en Drengs Indbildningskraft hovedsagelig er blevet næret ved Indtryk som de skildrede, er det intet Under om, overalt hvor han opholder sig, vil søge til Vandet. Det skete da ogsaa. Havnen blev til Revier. Ingen nok saa energisk Paafyldning af Græsk og Latin kunde holde mig derfra i min Fritid. Paa Molerne, ved Bassinerne langs Slæbestederne, kunde man finde mig staaende tavs hos de tavse, medens jeg nu og da hørte dybe Ord falde om Vejrlig og Vind og selv beskedent, som det sømmer sig for den unge, lod meteorologiske Anskuelser udgaa af min Mund sammen med den strengt forbudne Tobaksrøg. Spyttede nogen i Vandet, spyttede jeg med - og saa deraf Strømmens Retning og Hurtighed. Jeg kendte og elskede Havnen. Jeg elsker den endnu; jeg kender den ikke mere!

Den Havn, der saa uimodstaaeligt tiltrak mig, var præget af the ships of yesterday, som Joseph Conrad kalder dem, af Sejlskibene. Der var Fjordfartens Galeaser og Smakker, Smaaskonnerter, Pramme og Baade. Der var tremastede Skonnerter og fore-and-aft Skonnerter fra Østersøen med Træ og anden Cargo; der løb Brigger og Barke ind fra Norge, Sverige og England; af og til viste der sig vel ogsaa en hollandsk, bredbuget Schuyte med Fatter, Mutter og alle Ungerne om Bord.

Det var, kort sagt, de Tider, da Vejr og Vind betød noget. Hvorvidt det vilde blæse fra Vest eller Øst, om det tegnede til Magsvejr eller Storm, om der gik fraadende Sø i Bredningen om Livø, og hvorvidt Barren ved Hals var I passabel eller ej, det kunde give Anledning til mangecifrede Hovedregningsstykker angaaende Spild af Tid og Penges Værd, Forsinkelse og Havari. De faa Dampskibe, der anløb Havnen i fast Fart, var heller ikke saa uafhængige af Vejrets Luner som nu. Jeg mindes selv at have været om Bord paa salig »H. P. Prior« den Rejse, da den fik Bræk paa det ene Hjul i Stormen og maatte liste sig frem ved Hjælp af det andet med en sørgelig Slagside og en Hastighed som en Lus paa en Tjærespaan. Havde det været ondt Vejr vestpaa, saa var Hjulbaaden »Aalborg«, den gamle Laps af en Skude, elegant i sin Affældighed lige til det sidste, regelmæssigt forsinket ud over al Rimelighed. -

I Dag, da jeg helt ude fra Rørdal vanker ind langs de vidtstrakte Anlæg og beundrer alle de Udvidelser, der har bidraget til at give Havnen en fuldt ud moderne Karakter, hører jeg i mit Indre henfarne Vindes Fløjten og Bølgernes melankolske Plasken mod Bolværkerne i svundne Dage, og jeg siger til mig selv: Hvor stille var der ikke langs Fjorden dengang. Det, der nu er som dens bankende Hjerte, Lyden af Værftets Hammerslag og Motorernes Dunken snart fra en Baad, snart fra en anden - det hørtes ikke da. Mekaniken beherskede ikke Vandene, ikke Kyststrækningen. Der er heller ikke nu den Lugt af Saltvand og Tang hernede som før.

Apropos Tang. Husker nogen endnu den herlige, lille Kasse ved Navn »Phønix« - en net Phønix! -, som besørgede Fjordtrafiken paa Nibe? Dens Maskine var en kostelig Antikvitet, der efter Skibets Ophugning ikke burde savnes paa en retrospektiv Udstilling. Astmatisk stønnende skød den sine Stempler frem og tilbage og drev derved det gamle Skrummel op til en Fart som en gammel Tantes, naar hun skal over Kørebanen. Det var - besynderligt nok! - en Skruedamper ... formodentlig en af de tidligste, der har eksisteret i Danmarks Riger og Lande.

De Folk, der af Erfaring kendte Oldtidsdyrets Sædvaner, gik aldrig om Bord uden først at spørge Kaptajnen, om han nu ogsaa troede, man vilde naa til Vejs Ende. Med rørende Optimisme svarede han hver Gang: »Jow, det go'er nok, det go'er nok!« Og det gik virkelig i Almindelig[hed] taaleligt, saa længe man befandt sig i Løbet Syd for Egholm, lige til man havde rundet Nørholms Banker. Men naar man kom ind i Nibe Bredning, steg Spændingen; ofte blev der indgaaet høje Væddemaal. Kaptajnen veg ikke fra Styrehuset, og selv dér var han ikke sikker for Spydigheder. Lidt senere indtraf saa det uafvendelige. Man løb ind i en sandt Sargasso af Tang. Maskinen gav et svagt Stød, Dampen hvæsede, Skruen standsede, Damperen laa stille. »Tang i Skruen!« Forvirring. Banden. Damehvin. Forgæves Forsøg paa ved lange Stager at befri Skrueakslen og Bladene - maaske endnu et lille Fremstød og fornyet Standsning. »Ud med Jollen!« Og saa blev Passagererne roet til Land - eller til Nibe, syv, otte ad Gangen. De Timer, der hengik paa denne Vis, benyttedes til i høje Toner at prise det sikrere Befordringsmiddel: Dagvognen. Rumlekassen blev i alles Tanker som omgivet med en gylden Glorie...

Aaens Overdækning, den nye Toldbod, udvidede Kajer, større Bassiner, nye Pakhuse, alt dette og meget andet har helt og holdent forandret Havnens Udseende. De elegante, hurtige Rutedampere, Transportbaadene, de mægtige Ø. K. Motorskibe - det er vor Tid. Naar nu en ny Bro med de deraf flydende Forskydninger af Gadebilledet følger efter, vil denne Del af Byen blive aldeles ukendelig.

Og dog er det væsentlige uberørt af alle Omskiftelser: Fjorden og Vinden, Stadens Livsnerve og klimatiske Karakter. Det er ikke alle, for hvem Vejret har nogen Betydning. Men der gives dem, for hvem Vandets Glitren i Sol og Genspejlingen af Himlens Blaa er en stadig tilbagevendende Glæde, en periodisk vældende Kraftkilde, der synes at forny selve Blodet i Aarerne.

De samme Mennesker føler Tungsind strømme imod sig med det formørkede Vand, og paa stille, graa Aftener sænker det hvilende Elements Dunkelhed sig i deres Hjerte som en dyb, grublende Stilhed. Til dem hører jeg selv. Hvor mange Drømme har Strømmen ikke bragt mig, hvor mange klingende Liniers Vellyd er ikke gledet igennem mit Sind, medens jeg tavs stirrede paa det rislende Vand og lyttede til dets rytmiske Slag mod Bolværket. Vandet er Musik - og Musik er en rytmisk rindende Strøm:

     Igennem Tiden rinder
     en Evighedens Strøm,
     og den, som Floden finder,
     han flyder bort i Drøm...

Da jeg læste til Studentereksamen og havde været oppe i Latin, var jeg træt. Jeg havde lært Horats Oder, store Stykker af Epistlerne, samt Hannibals og Scipios Taler hos Livius udenad. Jeg havde høstet mine ug'er og skulde nu repetere Pensum'et i Dansk. Det vilde ikke gaa. Henad Morgenstunden hældte jeg min Spølkum sort Kaffe ud i Tagrenden uden for mit Vindue, tændte en Pibe og gik ud.

Solen var just ved at staa op. Jeg søgte ned til Havnen og satte mig paa en Fortøjningspæl, hvor en Dvale sænkede sig over mig. Iført et Par lette, hvide Bukser og en blaa Sweater havde jeg kun taget Jakke og Hue paa. Jeg blev vækket ved et højt Raab: »Hej, du der, har du Hyre?« »Nej!« svarede jeg i Overensstemmelse med Sandheden. »Saa kan du gerne lette dig og hjælpe mig her.« »Gerne«.

Raabet kom fra en Skipper, der var ved at hejse Sejl. Jeg tog fat med nede paa Galeasens Dæk, og vi lagde ud i Fjorden. Senere havde han fortalt mig, at vi skulde til Nibe med en Ladning Teglsten. Jeg lo. »Det gaar ikke, Skipper. Jeg skal op i Dansk Klokken 12.« »Hva' te'?« spurgte han forfjamsket. Saa maatte jeg op med Forklaringen.

Vi drak en Bajer sammen, han berettede, at han meget vel kendte mine Forældre og min Slægt, og under hjertelige Udgydelser fra begge Sider blev jeg sat af paa en af den faste Bros Piller, hvorfra jeg maatte se at klare mig i Land.

Ofte har jeg sagt til mig selv, at saafremt jeg dengang hvade tiet og ladet mig forhyre som Skibsdreng og Kok, da var jeg slaaet ind paa en Levevej, der var mere i Overensstemmelse med min Tilbøjelighed end at gennempløje disse Hundreder af Bind, som mine stakkels Øjne har maattet trætte sig med Nat efter Nat.

Og da havde jeg ogsaa til Bunds lært Havets Sang at kende - Havets og Havnens Sang ...

Tom Smidth