Der var i Gaar mødt 25 Mennesker i "Hotel Nibes" Sal, for at høre Hr. Prehn, der havde det skæbnesvangre Uheld at konkurere med en Lirekasse. Byens Befolkning har altsaa atter afgivet et Bidrag til sin Karakteristik: Den er utilgængelig for enhver Form for Kunst.

Det lille udvalgte Auditorium havde imidlertid al Grund til at være tilfreds med at representere Undtagelsen fra denne Lov. Hr. Prehn behandlede sit Instrument med en legende Overlegenhed, der maatte overraske selv Undertegnede, der dog har hørt ham sidste Vinter. Hvor usvigelig stilsikker han er blevet, fremgik klart af den Maade, hvorpaa dels Valentinis Sonate, dels gamle Mester Bach's Sarabande og Gigue blev fremførte. O, intet er saa fordringsfuldt som disse gamle Italieneres uskyldige smilende smaa Sonater! Der skal en absolut fejlfri, altbeherskende Teknik til, og desuden et helt Menneske og en hel Musiker. Det hænder jo nemlig, at det rislende Væld af Toner tager fart, raser frem, skriger en Trussel ud - og falder hen i Graad, med en beundringsværdigt enkelt Strofe, der klager som et kvidende Barn. Og da er det, man skal høre, om der er Musik i Manden, der spiller. I Aftes hørte man det. Gavotten og Finalen blev hver for sig til to smaa fuldendte Billeder af en sjælden Grazie, Livfuldhed og Klangskønhed. Goldermanns Concert gav Hr. Prehn Anledning til at tage sit Publikum med Storm og vise sig som den elegant følsomme Charmeur, han paa Bunden af sin klassisk-skolede Sjæl vist egentlig er.

Formodentlig ved at udfolde disse sine personlige Egenskaber havde Hr. Prehn da ogsaa bevæget en ung unævnt - men nydelig - Dame til at overraske Publikum med et Sangnummer, bestaaende af tre Kærlighedssange: Liebels Arie af Op. "Faust", Pagens Arie, af "Figaros Bryllup" og til Slut en Folkevise vistnok af Heise. Endelig sluttede Hr. Prehn Aftenen med Henry Vidals dystre Elegie og Poppers flotte, men ikke synderlig værdifulde Festpolonaise; begge gav de imidlertid i den Udførelse, som blev dem til Del, Aftenen et nyt Plus, og Publikum klappede begejstret.

Til Slut er der kun at bemærke, at Hr. Hove viste sig som en fintmærkende og discret Accompagnatør. D'Hrr.'s. Sammenspil var meget velafvejet, og enhver Klangvirkning kom fuldtud til sin Ret.

Tom Smidth