(Breve og Optegnelser. II)

Ruperto-Carola. - Studerende Digtere og digtende Studenter. - Burschleben før og nu.

-

Ruperto-Carola er Universitetet i Heidelberg. Tysklands berømteste, Byens Stolthed, Borgernes Indtægtskilde, Studenternes Henrykkelse!

Kurfyrst Ruprecht stiftede det anno Domini 1386. Universitetet i Paris, hvorhen alle, der vilde tilegne sig en højere Dannelse, den Gang søgte, naar Bologna var dem for langt borte; Pariserhøjskolen var den høje Herres Mønster. Historien giver ham det Vidnesbyrd, at han var en "ridderlig" Herre. Gode og onde Tider skiftede; de sidste havde Overtaget. Værst var det, da Franskmændene 1674 hærgede Pfalz og 1688 og 93 plyndrede Byen. Den sidste Gang gik Universitetet med i Købet. Først 1803 byggede Storhertug Carl Frederik det op igen. Det har beholdt sine to Stifteres Navne. Nu faar Universitetet et aarligt Statstilskud paa noget over en Million og har ikke én, men 3 Bygninger ved Ludvigsplads, foruden utallige Laboratorier, Kliniker og Hospitaler rundt om i Byen.

Her er mange fremmede Studenter, Navnlig Russere og Polaker. Jeg er i lange Tider den eneste danske, der har været her. Men vi har jo også et aldeles fortræffeligt Universitet selv.

Universitetsbiblioteket er berømt. Det befandt sig oprindelig i Helliggeistkirken, (hvor den første kendte Bibliotekar var Xylander, den i et "højst mærkeligt Brev" omtalte Professor Micyllus's Eftermand som Professor i Græsk). Senere flyttedes Biblioteket hen i Augustinergasse 15, hvor nu den akademiske Læsesal og Seminarierne befinder sig, og endelig til den ny og pragtfulde Bygning over for Peterskirken i Pløck. 1623 led Samlingerne et forfærdeligt Afbræk, idet kejserlig Majestæts Feltherre Tilly ganske rolig lod alle Bøgerne føre bort, da han ved Storm havde taget Byen. Først langt senere og ved offentlige og private Gaver i Bøger, Haandskifter og Penge er Samlingen atter bragt i sin nuværende glimrende Stand. Biblioteket har nu ca. 400,000 Bøger, 200,000 Brochurer og ca. 4000 Haandskrifter og Papyri.

Det var det ydre, men nu det indre, selve Undervisningens Historie?

Den er i mere end én Henseende interessant! Thi ikke alene danner den en Oversigt over den videnskabelige Dannelses Fremskridt og vekslende Trin i Europa, men den er tillige et betydningsfuldt Stykke Literaturhistorie. Glanspunkterne i Universitetets Historie og Heidelberger-Digtningens Højdepunkter falder sammmen. Og indlysende er det, at i denne Natur, i denne Egn, som en Gud maa have skabt i Forelskelse, ethvert digterisk Gemyt maatte yde sit skønneste og bedste, enhver poetisk Spire blive en dejlig Blomst!

Man kan tale om 3 Heidelberger-Digterkrese, og alle tre er inderligt knyttede til Universitetet, idet Dhrr., som privat digtede og drømte, offentlig var lærde Professorer, eller aspirerede til at blive det ved mere eller mindre flittigt Studium.

Den første er den, hvis største Navn jeg i "Et højst mærkværdigt Brev" har nævnet: Opitz. Da han kom hertil som Student fra Frankfurt an der Oder, hvor han først havde besøgt Universitetet, fandt han allerede i Heidelberg et rigt poetisk Liv og fornyet Interesse for Kunst. Allerede under Kurfyrst Ott[o] Heinrich havde Conrad Celtis stiftet »Sodalitas litteraria Rhenana«, til pleje af latinsk, humanistisk Digtning, og i Heidelberg blev andre Humanisters Dramaer (latinske) opførte for første Gang. Det, der imidlertid var den ny Tids Maal, var lige det modsatte: national tysk Poesi. Og da samledes man med Begejstring og gjorde tyske Vers. Paul Schede, Humanisten, sluttede sig til den ny Retning. Mange af hans efterladte Digte gør endnu Virkning paa vore blaserede, moderne Hjerner. Opitz skrev her sine første, friske Kærlighedsdigte, som han senere med al sin Lærdom aldrig har leveret Mage til. Naturligvis nægtede han bag efter - disse tiltalende Smaapoesier drejede sig om "schnödes Lieben, der blinden Jugend Luft!" - at han nogensinde havde givet sig af med sligt.

Desuden er Wilhelm Zinkgref at nævne som en ferm Lyriker. Han udgav 1624 i Strassburg en Anthologi af Kresens Ydelser, og vi skylder rimeligvis ham, at der i det hele taget er noget overleveret. Ogsaa James Gruterus og den danske Grev Hamilton hører til Kresens Navne.

Den anden Digterkres, som da Universitetet stiftedes paany, samledes her, har sin udødelige Fortjeneste i den Bog, som hedder "Des Knaben Wunderhorn". Og nu véd ogsaa alle straks, hvem der for anden Gang bragte Heidelbergs Navn ud over Verden! Ja, det er Arnim og Brentano, jeg mener! Foruden disse ogsaa mange andre: den revolutionære Görres, Friherrene Eichendorff, Otto von Loeben og Oversætteren Johan Gries. Bettina, Brentanos berømte Søster, var her ogsaa.

Det 3. Navn, her er ikke egentlig Tale om nogen Digterkres, er Scheffel, som er den, der ret egentlig har besunget Heidelberg, ikke blot sunget i Heidelberg. Derfor staar han da ogsaa endnu i Bronce deroppe paa Terrassen og ser ned over sin kære By og Dalen, hvor Floden krummer sig af Sted som et glitrende Sølvbaand i Sol, som en Blyplade at se til i Graavejr! Om den har han sunget i "Trompeteren fra Säckingen":

Auch mir stehst du geschrieben
in's Herz gleich einer Braut
es klingt wie junges Lieben
dein Name mir so traut.

Und stecken mich die Dornen,
und wird mir's drauss zu kahl
geb' ich dem Ross die Spornen
und reit in's Neckarthal!

Han, som saa mange andre, var selv en stille Lærd, i hvert Fald i den sidste Del af sit Liv. Som sin Helt "jung Werner" var han først Jurist. Senere slog han sig paa Malerkunsten, som han mener var hans egentlige Talent. Paa en Rejse i Italien digtedes da "Trompeteren", som gjorde ham berømt. Hans "Ekkehard", den store Roman, er ogsaa bekendt. Hans allerbedste er derimod netop blevet til under hans senere stille Periode som Bibliotekar i Donaueschingen og fuldført paa Wartburg, hans "Frau Aventiure" er ikke kendt i Danmark, heller ikke hans prægtige "Bergpsalmen". Hvad Betydning hans Studium som Bibliotekar har haft for Afklaringen af hans Kunst saa vel som for selve hans Stof, fremgaar tydeligt netop af disse sidste Værker. At han i Studium forstod at søge Trøst for ydre Modgang og Sorger, viste allerede hans Episode med den stille Mand i "Trompeteren". Han udtaler her en overordentlig skøn Tanke, der kan gælde som Udtryk for Idealet af Selvfordybelse og Studium:

Die Falten um die Stirne dein
Lass sie nur heiter ranken.
Das sind die Karden, die darein
geschlagen die Gedanken.

Und wird dir auch kein Lorbeerreis
als Schmuck darum geflochten:
Auch der sei stolz, der ohne Preis
des Denkens Kampf gefochten!

Jeg er ikke ganske overbevist om, at de Heidelberger-Burscher har lagt sig det tilstrækkeligt paa Hjerte. Ligesom tildels i det hjemlige København betegner Ordet "Student" her en ung Mand, der mindst af alt tænker paa at studere. Der ligger, med et grammatikalsk Udtryk, et stærkt Futurumsbegreb bag det Navn.

For at forstaa de tyske Studenters nuværende Stilling, deres Ejendommeligheder, deres gode og daarlige Sider, er det ganske nødvendigt at huske paa, at der lige til den nyeste Tid i Tyskland har eksisteret en Studenterstand, at akademiske Borgere var som en Stat i Staten med egne Love, egne Skikke og Sæder, og at Studenterne var og er den mest konservative Del af det tyske Folk.

En ægte Student kan paa alle mulige andre Omraader have de radikaleste Anskuelser, gælder det Studenternes Særpræg, er han ikke til at rokke. Der gives Undtagelser fra denne Regel, og de bliver hyppigere og hyppigere: De tyske Studenter gaar deres Skæbne i Møde, rimeligvis vil Udfaldet af en eventuel Krig med England afgøre dette som saa mange andre Spørgsmaal. Dog tror jeg aldrig den tyske Student vil komme til at indtage den Stilling, som den danske nu, blive en Paria, saa at sige en Bohème blandt Borgerne. At danske Studenter sank saa dybt, skyldes vel Eiderpolitikens ulykkelige Resultat og den Haan, som i sin Tid regnede ned over Skandinavismen og dens Forkæmpere, skønt Historien vanskeligt kan opvise skønnere politisk Tanke! Skulde den tysk-patriotiske Retning faa et lignende Stød, som vi i 64, da er Studenternes Historie sikkert ude her ogsaa.

Altsaa, de tyske Studenter har et stærkt militært Præg, som til Tider kan udarte til Karikatur; dog er det ikke Reglen. Dette skyldes dels ældgammel Tradition, dels den Begejstring, som opflammede alt tysk under Napoleonskrigene. Det første Indtryk man faar af ham, er det martialske, det belevne Ydre, hans Svaghed overfor det svage og smukke Køn og hans umaadelige Evne til at nedsvælge "Bier" og Rhinskvin, Vin i det hele taget.

Hvorvidt dette Indtryk er rigtigt, om det stemmer med Virkeligheden eller kun er et skuffende Ydre, skal jeg i det følgende søge at afgøre og vil, saa godt jeg formaar, udkaste en Række Skitser af hans Liv hjemme og ude, paa Universitetet og i Fægtesalen, paa Restavranten og ved Gildet i Foreningerne samt af hans Forhold til Kunst, Æstetik og Videnskab.

Tom Smidth