Et Par af de alleryngste

Nogle Digterprofiler

... Endelig er der Tom Smidth. Han hører paa en Maade ikke til de ganske unge han er 40 men en meget kræsen og langsom Arbejdsmaade har udskudt hans Debut indtil nu. Han er en Formens Mester deri Seedorfs Ligemand. Han er ikke »moderne« allerede et Særsyn derved, at han søger at skabe Renaissancen en Renaissance ved Anvendelsen af Former som Madrigal og Triolet. Han er en Niels Møller-Type. Han mejsler sine Vers lydefrit ud. Ord bliver vejet mod Ord, Vokalernes Lydfarve minutiøst prøvet. »De skønne Skyer« er tung af disse metallisk 1ødige Linier, hvor hver Stavelse er et suggererende Led i Helheden. Disse Digte er formet i en Kunstsmedie. De bliver lidt kølige af det, en lille Smule stive, som naar Ord som Paradigma og Stigma findes frem til Rim, eller Hydra og Klepsydra! Der bliver længere mellem Læser og Digter. Hjertet banker ikke nøgent under Ordene, men besværet af Purpur. Purpur og Guld kvæler næsten det menneskelige. Er det bare Konstruktion? Nej, der skælver en Sjæl dybest inde i disse Jungler af Ord. En renlinjet Mandssjæl i rolig Lykke og stolt Forsagen. Kærlighed til Hjemmet og Hjemstavnet næsten hoffmansk skøn Manddommens modne Lykke, Mindets stille Tusmørkeglæde, det graanende Haars Bitterhed farver Tonerne i denne Bog!

Et Skrig om Kampog Forløsning!
Et flammende Sværd til Tegn
Da vender Blad sig og drypper,
det ender i Graalys og Regn.

Her slutter han afgørende Forbindelsen med Niels Møller. Klar og overlegen som han, dirrende og følsom som han. Det er Tom Smidth en Digter, der aldrig vinder den store Læsekreds men en Digter.

Poul Welblund
i:
Fyens Venstreblad. - 3. august 1921